Filippo havde en fødselsdepression: Jeg var bange

Tirsdag, 22. august 2023
Stine Troense
Foto: Hanne Juul
Som nybagt far kæmpede Filippo med vrede og afmagt. Han tænkte, at livet var bedre uden lille Carlo. Heldigvis opsøgte Filippo hjælp - og nyder nu sin rolle som far.
Filippo Campeotto fik en fødselsdepression som nybagt far, men er i dag rask.

Da Filippo mødte Maria for fire år siden, var hendes datter, Lily, tre år. Der var ingen far inde i billedet, og Filippo og Maria blev kærester.

– Jeg var så heldig, at Maria allerede havde øvet sig på forældrerollen, da vi fandt sammen. Hun var en god mor, og tanken om at blive en familie lå lige for, siger Filippo, der tydeligt husker den dag, Lily første gang kaldte ham “far”.

– Lily kaldte på mig fra køkkenet: ”Jeg har brug for hjælp … far!” Og Maria kiggede på mig og sagde: “Du bestemmer selv”. Og så råbte jeg ud til Lily: “Nu kommer far”. Det var så fint og rigtigt.

Der gik da heller ikke lang tid, førend Maria og Filippo blev enige om at udvide familien med et barn mere. Og forventningens glæde var stor:

– Det var kæmpestort, og jeg glædede mig meget. Jeg havde jo stadig de tre første år med et barn til gode.

Maria opfordrede Filippo til at nyde, at han kunne spille Play Station næsten, når han ville, og hun smilede ad ham, da han op til terminen lagde et billede af sin færdigsamlede slyngevugge på Facebook med teksten: “100 procent klar”.

– Maria prøvede at advare mig. Hun vidste, at jeg ikke anede, hvilken bus der ville ramme mig, når jeg blev far. Og det fik hun ret i, siger Filippo.

Filippo Campeotto fik en fødselsdepression, da han fik sin søn Carlo. Her leger de.
Foto: Hanne Juul

Bange for sine tanker

Efter en hård graviditet med kvalme, forhøjet blodtryk og midt i coronatiden kom lille Carlo til verden i sommeren 2021 efter en kompliceret fødsel.

– Jeg kan ikke komme i tanke om en oplevelse, som er finere eller smukkere end fødslen. Meget intens, og næsten lidt afhængighedsskabende. Jeg følte mig glad og rolig, siger Filippo.

Den første lille måneds tid gik fint, fortæller Filippo. Det var dejligt at være en familie på fire, men i takt med, at Carlo bl.a. udviklede refluks, døjede med fordøjelsen og fik koliklignende symptomer, græd han mere og var sværere at aflæse og trøste. Maria tog udfordringerne i stiv arm, fortæller Filippo, men selv kunne han ikke være i gråden. Og langsomt begyndte han at ændre sig.

– Mine arbejdsdage blev længere og længere. Jeg har aldrig arbejdet over, for jeg har altid villet hjem til min familie, men nu begyndte jeg at arbejde til klokken 17, 18 og 19. Det skete bare. Og når jeg endelig kom hjem, var jeg udkørt og sov på sofaen, fordi Carlo hele tiden vågnede og græd, siger Filippo, der er ejendomsmægler.

Han taler med fast stemme, også når han beskriver, hvordan han fik svedeturer, når Carlo vågnede og skreg, og hvordan han selv lå og fantaserede om det rolige liv, han havde med Maria og Lily, inden Carlo kom til verden.

– Til sidst udviklede det sig fra, at jeg ikke kunne være i samme rum som Carlo til, at jeg slet ikke havde lyst til at være sammen med ham. Han irriterede mig og lavede ikke andet end at skrige og spise, og selv om vi hældte kærlighed i ham, kom der intet tilbage.

Sommetider blev Filippo så presset, at han var bange for at gøre Carlo fortræd.

– Jeg havde aldrig tænkt sådan om min værste fjende. Det var skræmmende, for jeg følte, det var ude af mine hænder, siger Filippo.

Det hele kulminerede under en familieferie til Spanien. På det tidspunkt havde Filippo ikke skiftet mere end en håndfuld bleer på sin fire uger gamle søn, og de to havde stadig til gode at få opbygget en nær relation.

– Jeg var vred, smækkede med døre og råbte. Der var meget afmagt. Og skyld. Jeg orkede ikke engang at lege med Lily. Til sidst satte jeg mig ned til poolen, stak fødderne i vandet og sad der i fire timer. Hvad er det, jeg har rodet mig ud i? Hvorfor skal jeg overhovedet have børn?

Måtte selv finde hjælp

Da familien var landet i Danmark, satte Maria foden ned. Det kunne ikke passe, at Filippo skulle reagere, som han gjorde. På hendes foranledning tog de fat i den sundhedsplejerske, som rutinemæssigt havde screenet både Maria og Filippo for tegn på en fødselsdepression cirka to måneder tidligere. Dengang var der ingen advarselslamper, der blinkede. I hvert fald ikke lige så kraftigt som i anden omgang.

– Jeg scorede meget højt på skalaen for depression. Det var skønt at få svar på, hvad der var galt med mig. Men også et chok. Jeg har nok altid troet, jeg var uovervindelig, siger Filippo.

Hvad skete der så?

– Sundhedsplejersken sagde: ”Gid jeg kunne hjælpe dig”. Frederiksberg Kommune, hvor vi bor, havde ingen tilbud til fædre med en fødselsdepression. Men heldigvis kunne sundhedsplejersken, der gennem årerne havde samlet på gode kontakter, sætte mig i forbindelse med en familieterapeut.

Det var Torben Pedersen Skovby, som siden 2009 bl.a. har faciliteret mandegrupper. Torben og Filippo mødtes ansigt til ansigt flere gange og talte om alt det, der var svært for Filippo i rollen som far til især Carlo.

– For hver time, vi talte, blev jeg klogere på mig selv. Jeg forstod mere af, hvorfor jeg havde fået en depression. Jeg havde ingen erfaringer med små børn overhovedet, jeg kom måske til at sammenligne Carlo med Lily, der kunne udtrykke sig, lege og give noget igen, og så begyndte jeg at tænke over min egen opvækst og opdragelse og kom i syv sind over dén i forhold til det, jeg gerne vil give mine børn, Så mens baby skreg, og jeg følte mig kørt ud på et sidespor, jeg ikke havde regnet med, var jeg i en personlighedsdannelses- og løsrivelsesproces, forklarer Filippo.

Efter mange gode snakke opfordrede Torben Filippo, der på det tidspunkt boede midlertidigt hos sine forældre, til at begynde at se Maria og børnene igen. Og det gjorde Filippo. Først en time på en legeplads, siden et par timer i lejligheden, førend han følte sig klar til at flytte hjem og blive en del af sin familie.

– Jeg arbejdede med mig selv og involverede mig mere og mere. Samtidig nåede vi til et punkt, hvor Carlo fik det bedre, og vi kunne opbygge rutiner. Pludselig sov Carlo tre timer i streg, og Maria sagde: ”Det er jo sådan her, det skal være”.

I dag er Filippo sig selv. Han er ved at trappe ud af den medicin, han fik hos sin læge, og han har fået opbygget et tættere forhold til sin søn på nu snart to år.

– Jeg kan slet ikke få nok af Carlo. Jeg er helt forelsket i ham og kan ikke andet end at tage mig af ham.

En fødselsdepression kan ramme alle forældre - men der er hjælp at hente!

Hvad er en fødselsdepression?
– Det er en depression, som opstår under en graviditet eller mere typisk i barnets første leveår hos mor eller far/partner. Det er helt normalt for forældre at reagere på ansvaret og forandringerne med tvivl, bekymring, tristhed og manglende energi. Men forældre, der har disse tanker i overdreven grad, kan have en fødselsdepression. En blanding af psykologiske, biologiske og sociale årsager kan forårsage en fødselsdepression.
En fødselsdepression, der ikke bliver behandlet i tide, kan gøre det sværere for faren eller moren at knytte sig til barnet og dermed udvikle en sund og naturlig relation til det.

Hvem kan få en fødselsdepression?
– Alle, der venter eller for nylig har fået et barn, kan få en fødselsdepression. Ca. 10 procent af kvinderne og ca. otte procent af mændene får en fødselsdepression, ifølge Sundhedsstyrelsen.

Hvad kendetegner en fødselsdepression?
– Begge køn bliver typisk ramt af utilstrækkelighed og selvnedvurdering. De kan ikke overskue barnet og føler ikke, de har fortjent det. Der er også en stor grad af håbløshed, og mange har svært ved at se sig ud af deres nye hverdag og har svært ved både at række ud efter hjælp og/eller tage imod hjælp Skyld og skam ser jeg også tit. En del forældre oplever udbrændthed, lav stresstærskel, konstant og uforklarlig træthed, irritabilitet og rastløshed. Nogle bliver så vrede, at de dårligt kan kende sig selv. Enkelte oplever en følelse af, at det var bedre, hvis de ikke var her. Især mænd kan opleve problemer med selvkontrol, hvis de f.eks. oplever, at de ikke kan trøste deres barn. Især mænd kan opleve en form for tomhed og have svært ved at træffe almindelige hverdagsbeslutninger, opleve søvnforstyrrelser og have en tendens til at trække sig fra hjemmet og/eller barnet. Ængstelse, uro og ubehag oplever en del kvinder, og det er oftest også kvinderne, der græder mest og ikke kan se sig ud af hverdagen.

Hvad findes der af hjælp?
– Sundhedsplejersker har i mange år brugt spørgeskemaer, der kan give indikationer på en fødselsdepression for at fange de mange tilfælde, hvor forældre er mere end almindeligt belastet af at være blevet forældre. Stort set alle danske kommuner screener kvinder, og de fleste kommuner screener heldigvis også mænd. De systematiske massescreeningerne har betydet, at vi i dag opsporer langt flere mænd og kvinder med en fødselsdepression. Det er egen læge, der stiller diagnosen fødselsdepression efter udredning.
Kvinder med en fødselsdepression bliver i de fleste kommuner tilbudt hjælp i form af samtalegrupper. Det er langt fra alle kommuner, der støtter mændene på samme måde.
En mor eller far, der går med en svær ubehandlet fødselsdepression i længere tid, kan få brug for medicinsk hjælp til at blive rask. Det er ikke alle med svære fødselsdepressioner, der har brug for f.eks. en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og siden ambulant hjælp i form af f.eks. terapi, men det sker.

Hvad virker bedst?
– At møde andre i samme båd gør en stor forskel for begge køn. I snart to år har jeg været med til at stå for samtalegrupper målrettet mænd med fødselsdepressioner. Mændene i samtalegrupperne er åbne, ærlige og tillidsfulde, og det er vi positivt overraskede over.
I dag forventes det af mænd, at de skal kunne tage sig af barnet på lige fod med moderen, men det oplever mændene ikke selv, at de kan. Og det kan de faktisk heller ikke altid. Mange mænd er derfor glade for at blive mindet om, at der allerede under graviditeten er skabt en tilknytning mellem mor og barn, som giver moren et forspring.

Hvordan kan vi forebygge?
– Mere oplysning tidligt vil lette det for især fædrene. De tror ofte, de er helt galt på den og giver op, hvis de f.eks. ikke kan få ro på deres barn. Men mænd skal vide, at en mor til hver en tid har en biologisk fordel i forhold til f.eks. at aflæse og trøste barnet i begyndelsen. Oplyser vi tidligt mændene om, at de skal arbejde for at opnå de samme fordele, som barnets mor automatisk har, er de mere klar til at tage imod barnet, når det kommer. En sådan forberedende samtale kan ske under et graviditetsbesøg i hjemmet af sundhedsplejersken, eller jordemødrene kan gøre en indsats for også at klæde fædrene på til forældrerollen.

Kilde: Tine Lohmann, mangeårig sundhedsplejerske i Sundhedsplejen i Esbjerg Kommune