Vintersæson: Forkølelse

Torsdag, 23. november 2023
Af Stine Troense.
Foto: Colourbox.
Det er højsæson for forkølelser, men det er ikke kulden i sig selv, der gør dig snottet. Det er en virus, der er sluppet forbi dit immunforsvar og har inficeret dine slimhinder i de øvre luftveje. Heldigvis er forkølelse som udgangspunkt harmløs, kortvarig og kan lindres med enkle midler.
Kvinde som er forkølet

Truuuuuttt! Vinteren er over os, og heller ikke i år slipper vi for at pudse næse, få ondt i halsen, nyse, hoste og måske også døje med hovedpine. Med andre ord: At blive forkølede.

Forkølelse er en smitsom virussygdom, som især rammer slimhinderne i næsen og svælget. Snot, i alle dets afskygninger, er det mest karakteristiske symptom på forkølelse, og det dannes, når slimhinderne bliver betændte.

De fleste af os slipper med snot og en periode, hvor vi er trætte og småskidte. Det er ikke sjovt, når det står på, men efter tre til fem dage er forkølelsen typisk ovre, ifølge læge Lotte Bang.

Hun fortæller, at hun møder flere forkølede om efteråret og her om vinteren end på årets varmere dage, men det handler ikke, som nogen måske tror, om kulden.

– I vintersæsonen er slimhinderne tørre og dermed mere sarte og modtagelige for virus end eksempelvis om sommeren. Generelt ser vira også ud til at trives bedst indendøre, hvor vi er tættere sammen, og vira derfor nemmere kan flytte sig fra person til person. Men der skal altså en virus til at gøre dig forkølet, siger Lotte Bang.

Sådan smitter vi

Bliver du forkølet igen og igen, skyldes det, at der findes mere end 100 forskellige vira, der kan lede til forkølelse.

Så ligesom du kan blive ramt af eksempelvis forskellige typer af influenza og corona, kan du være uheldig at blive forkølet flere gange i samme sæson.

– Symptomerne er stort set de samme fra type til type, så du oplever ikke, at der er forskel på vira. For alle forkølelsesvira gælder det, at der typisk går mellem to-seks dage, inden den syge kan videregive smitten. Og den person, man bliver smittet af, smitter mest lige inden, han eller hun bliver rigtig snottet. Det er meget smart, i hvert fald for virussen, smiler Lotte Bang.

Forkølelse smitter via dråber fra f.eks. et nys eller host. Dråberne finder enten direkte vej til dine slimhinder i munden, næsen eller øjnene – eller transporteres dertil via dine hænder.

Så vil du gerne forebygge forkølelse, lyder det nok så velkendte råd fra Lotte Bang:

– Vask hænder, vask hænder, vask hænder. Håndvask er den bedste måde at minimere risiko for smitte på, for det er næsten umuligt ikke at berøre vores ansigt. Vi gør det hele tiden.

Ligner influenza

Lotte Bang fortæller, at hun indimellem møder patienter, der har svært ved at skelne mellem influenza, der også skyldes en virus, og forkølelse, da nogle af symptomerne kan ligne hinanden.

Derfor kan det være godt at huske, at snot først og fremmest kendetegner forkølelse, og at muskelømhed og feber ofte går hånd i hånd med influenza.

Dog kan især mindre børn få høj feber ved forkølelse, ifølge Lotte Bang, der derfor opfordrer bekymrede forældre til at give deres læge et kald, hvis feberen har stået på i flere dage.

Det gælder selvfølgelig også de allermindste på under tre måneder, hvor feberen bl.a. kan gå udover amningen.

– Er du bekymret for dit barns eller dit eget helbred, skal du altid ringe til din læge. Det håber jeg da, alle læger vil tage godt imod. Forkølelse kan i nogle tilfælde brede sig til slimhinderne i bihulesystemet og også udvikle sig til halsbetændelse og lungebetændelse, siger Lotte Bang.
Hun understreger dog, at en forkølelse som udgangspunkt er ufarlig og oftest går over af sig selv inden for en uge.

Sådan lindrer du

Der findes ikke en vaccine mod forkølelse, bl.a. fordi der er for mange typer af forkølelse. Du kan ikke helbrede forkølelse, men dæmpe symptomerne, så du også sover bedre.

Her får du seks gode råd:

  • Brug næsespray:
En næsespray trækker slimhinderne sammen og giver luft til næsen, så det er nemmere at trække vejret. Den er god at tage inden sengetid og kan også lindre hovedpine. Du må bruge næsespray i op til 10 dage i streg. Børn over to år skal have en særlig næsespray, og børn under to år må nøjes med dråber af saltvand eller modermælk i næsen.
  • Tag smertestillende
Panodil tager de værste symptomer og hjælper sammen med en næsespray også på nattesøvnen.
  • Drik te
Varme drikke som te kan lindre en øm og rød hals, mens du drikker den.
  • Indånd vanddamp 
med myntedråber
Dampen fra japanske myntedråber i kogende vand kan skabe passage i en tilstoppet næse. Tag et klæde over hovedet, og indånd dampen.
  • Op med hovedet 
Hæv hovedgærdet ved at stille bøger under, eller brug en ekstra pude for at få hovedet op, når du ligger i sengen. Det gør det nemmere at trække vejret og at falde i søvn.
  • Rå løg ved hovedgærdet
Løg siges at være gode mod snot og hoste, og selv om det ikke er sikkert, det virker, skader det ikke at prøve. Skær et rødløg i både, put dem i en skål, og stil den ved sengen.

Om eksperten

Lotte Bang er speciallæge i almen medicin og har siden 2002 drevet praksis i Rungsted sammen med tre andre læger. Hver uge besvarer hun læserspørgsmål i Familie Journals brevkasse, Familielægen.