Min kæreste blev beskyldt for at udøve psykisk vold - del 1:2

Vi var kun nået halvvejs rundt om søen, da Søren for første gang nævnte, at han havde et kompliceret forhold til sin ekskone, Marianne.

Det var vores første møde, og jeg tænkte, at det var hurtigt, min date begyndte at tale om sin ekskone, men på daværende tidspunkt havde vi allerede skrevet sammen i et par uger på en datingapp, så jeg tog det som et tegn på, at der allerede var ved at opstå en fortrolighed mellem os.

– Hvis du mødte hende, ville du tro, at hun er jordens rareste menneske, forklarede Søren.

Han bukkede sig ned og fjernede den tykke kæp, som lå på stien.

– Men det er hun ikke, sagde han med eftertryk på ikke, mens han vredt kastede kæppen i vandet. – Min ekskone er så manipulerende og dominerende, men det er svært at få øje på, for hun gemmer det bag en facade. Man skal have kendt hende i et stykke tid, før den krakelerer.

Jeg nikkede. Det lød voldsomt. Jeg kunne ikke forestille mig en verden, hvor min eksmand, Johan, ville tale om mig på den måde. Eller omvendt for den sags skyld. Vi var gået fra hinanden i al fordragelighed 10 år tidligere i erkendelse af, at passionen mellem os var borte, men vi havde bevaret et godt forhold.

Søren og jeg gik forbi det vinterlukkede ishus, mens han fortsatte med at tale om ekskonens uligevægt. Som dengang de havde haft middagsgæster, og Søren havde brugt hele dagen på at lave mad, hvorpå Marianne tog æren. Da gæsterne gik, skældte hun ham ud, fordi stegen var for rød.

– I mange år troede jeg, at jeg måtte gøre mig mere umage for at gøre hende glad, men efterhånden erkendte jeg, at hun aldrig blev glad, om jeg så hentede månen ned til hende, sukkede han.

For tre måneder siden havde han taget konsekvensen og var gået fra Marianne. Det havde hun ikke taget pænt. Han fortalte om lange, hadefulde mails og opkald.

– Hvordan tror du, hun vil reagere, hvis du møder en ny kvinde? spurgte jeg.

Søren kiggede på mig.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, Lene, så aner jeg det simpelthen ikke. Hun er virkelig utilregnelig.

Det gyste i mig, da han sagde det.

Tankerne om Sørens ekskone røg dog i glemmebogen, for den første date blev afløst af flere, og efter en biograftur kyssede Søren mig under en lygtepæl i Vestergade.

– Det kys kunne jeg godt blive afhængig af, sagde han, da vi endelig slap hinanden, og jeg kunne ikke være mere enig.

Jeg følte mig som en kåd teenager og ikke som en fraskilt kvinde midt i livet. Søren var nærværende, kærlig og nem at snakke med. Når vi ringede for at sige godnat, gik der hurtigt en time, fordi vi havde så meget at tale om.

Mange af samtalerne handlede om Sørens kuldsejlede ægteskab, og jeg må indrømme, at hans historier chokerede mig. Han fortalte, hvordan Marianne havde styret familien med sine humørsvingninger, og hvordan et forkert ord kunne udløse flere dages kulde eller et vulkanudbrud af vrede og grimme ord.

– Hvor er det godt, du kom ud af det ægteskab, sagde jeg medfølende.

– Ja, jeg føler mig heldig, og endnu mere heldig fordi jeg har mødt dig, svarede han og smilede.

Jeg følte mig nu også ret heldig. Jeg havde mødt en mand, som kunne sætte ord på sine følelser og ikke var bange for at vise dem. Søren var af en helt anden støbning end min eksmand, som man skulle hive ordene ud af.

Min nye kæreste havde masser af følelser, men også temperament. Det fandt jeg ud af den aften, hvor hans sovs klumpede.

Jeg forsøgte at overbevise ham om, at det var lige meget, men i stedet for at lytte kastede han hidsigt gryden ned i vasken, så den halvfærdige sovs splattede op ad væggen. Søren bandede, mens han gik i gang med rengøring og en ny sovs.

Da jeg fornemmede, at han hverken var modtagelig over for opmuntrende ord eller sjove bemærkninger, holdt jeg min mund og rystede i mit stille sind på hovedet over optrinnet. Sådan var vi jo så forskellige, og jeg glemte optrinnet. Ganske som jeg ikke længere spekulerede over Sørens ekskone.

Men det kom jeg til, da jeg en dag modtog en besked fra en ukendt kvinde.

Normalt åbner jeg ikke beskeder fra folk, som jeg ikke kender, men da jeg så navnet Marianne Winther, fik jeg et sug i maven. Et sug af ubehag. Søren havde kort forinden fortalt sin voksne søn om mig, men den oplysning var åbenbart sivet videre til Marianne i en sådan detaljegrad, at hun kunne finde mig på de sociale medier.

Min første tanke var at slette beskeden, men min nysgerrighed fik mig til at åbne den. Marianne begyndte med at undskylde, at hun rakte ud til mig, og fortsatte så:

"Jeg føler, at vi kvinder har en forpligtelse til at hjælpe hinanden. Selv om jeg ikke kender dig og burde være ligeglad, ønsker jeg ikke, at du skal gå igennem det samme mareridt som mig."

Så berettede hun, ord for ord, om sit ægteskab med Søren, og som jeg læste mig igennem den lange tekst, blev jeg mere og mere forfærdet. Marianne beskrev et forhold, som bedst kan betegnes som psykisk vold. Hun fortalte, hvordan hun i årevis havde kæmpet for at holde sammen på familien og beskytte sønnen mod sin fars raserianfald.

"De kom uden forvarsel, og jeg levede mit liv på æggeskaller for ikke at tirre ham."

Ud over vreden fortalte hun, at Søren var dominerende og manipulerende, men ingen ville tro på hende, fordi han på overfladen var godheden selv.

Da jeg var færdig, sad jeg som hypnotiseret og stirrede på ordene i håb om, at de ville give mening, hvis jeg bare stirrede længe nok. Men de gav ingen mening. Mariannes beskrivelse af Søren passede ikke på den mand, jeg kaldte min kæreste, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan Søren havde brugt præcis de samme ord, da han beskrev Marianne.

Marianne virkede på ingen måde ustabil eller forvirret, men var velformuleret og reflekteret i sin besked. Hun beskrev også sine egne fejl og sin andel i forholdets kollaps, og hvis man var så manipulerende eller ustabil, havde man vel ikke den selvindsigt?

Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde åbnet beskeden. Selv om jeg fortalte mig selv, at det var Mariannes ord mod Sørens, som jeg trods alt havde fået et godt kendskab til gennem de sidste seks måneder, kunne jeg ikke glemme dem. Det sidste, jeg ønskede, var at blive inddraget i kampen mellem to tidligere ægtefæller.

Der gik et par dage, før jeg viste Søren beskeden. Han så helt forkert ud. Hans øjne blev smalle, og kæberne spændtes, mens han læste. Arrigt smed han telefonen fra sig.

– Du tror ikke på hende, vel? spurgte han og greb mig i armene. – Lene, du må ikke tro på hende. Hun er kun ude på at splitte os ad for at skade mig. Du må tro på mig. Hun lyver.

Jeg valgte at tro på Søren og slettede beskeden uden at besvare den. Min konklusion var, at Marianne var en forsmået kvinde, som forsøgte at ramme sin eksmand ved at overbevise hans nye kæreste om, at han var et frygteligt menneske.

Min mavefornemmelse sagde mig, at Søren var en god mand, og Marianne skulle ikke skabe splid mellem os. Jeg lagde et billede op af os på mit sociale medie med et hjerte for at vise Marianne, at hendes ord ikke havde nogen effekt på mig, men også lidt for at overbevise mig selv om, at hun ikke havde ret.

Tre dage senere kom der en ny besked fra Marianne. Min første tanke var at slette den, men nysgerrigheden vandt. Igen en lang velformuleret tekst, hvor hun beskrev flere episoder og ubehagelige sider ved Søren. Hun fortalte, hvordan han i begyndelsen var det sødeste og mest betænksomme menneske, og hvordan det gradvist ændrede sig.

"Jeg skriver virkelig ikke for at gøre dig ondt, men du virker som et sødt menneske, som har fortjent bedre," skrev hun til slut.

Jeg ville slette beskeden, men ombestemte mig og læste den igen. Faktisk læste jeg den flere gange i løbet af de næste dage.

Havde jeg ikke haft Sørens beskrivelse i baghovedet, ville jeg have antaget, at Marianne var en sød, omsorgsfuld og reflekterende kvinde, som vitterligt ønskede at advare mig mod en kommende katastrofe. Hendes beskrivelse af, hvordan Søren havde været i deres første tid sammen, lignede vores første tid, men jeg havde svært ved at tro, at han gemte så voldsomme facetter bag facaden.

Alligevel kravlede Mariannes ord ind under huden på mig, og en lille stemme begyndte at vokse frem. Hvad nu, hvis Marianne havde ret? At det var hende, som havde gennemlevet et frygteligt ægteskab med en aggressiv, utilregnelig og manipulerende mand?

Jeg havde kendt Søren i et halvt år, men hvor godt kender man egentlig et andet menneske efter seks måneder? Et menneske, som man ikke har oplevet i pressede og stressede situationer. Hvor længe skal man have kendt hinanden, før det sidste slør falder, og det ægte menneske toner frem?

Var jeg i virkeligheden ved at bygge en fremtid med en mand, som ikke var den søde og kærlige mand, han udgav sig for at være? Jeg anede det faktisk ikke. Kunne jeg overhovedet stole på min egen dømmekraft?

Fortsættes …