Livshistorier
Min svigermor skabte dårlig stemning
Af læge Lotte Bang
Der findes forskellige former for gigt, men de har alle samme årsag: En betændelsestilstand i kroppen uden bakterier eller virus.
Hovedsymptomet er som regel er smerter i led og muskler.
Læs om de tre mest udbredte typer, nemlig slidgigt, leddegigt og urinsur gigt:
SLIDGIGT
- er den mest almindelige form for gigt. Navnet er lidt misvisende, for man kan sagtens lide af slidgigt uden at leddene er særligt slidte.
Som regel rammer lidelsen kun folk over 50 år. I 65-års alderen har mindst halvdelen af befolkningen let slidgigt i forskellige led, men 1 ud af 10 personer over 65 har svær slidgigt, hovedsageligt i hofte- eller knæled.
Slidt brusk
Symptomerne er smerter og stivhed i et eller flere led. Nogle gange ses også rødme og i perioder hævelse i leddet.
Årsagen er slid på brusken i leddet med deraf følgende irritation, men hvorfor det sker, ved man ikke med sikkerhed. Det kan skyldes slid af leddet, men også fedme kan øge risikoen.. Arvelige forhold kan spille en rolle, og det samme gør som nævnt ens alder.
Behandlingen kan være øvelser af leddet, evt. fysioterapi eller akupunktur - samt forskellige former for medicin eller evt. udskiftning af leddet ved operation. Læs om kosttilskud mod gigt her
LEDDEGIGT
- rammer hvert år ca. 5.000 danskere, og omkring 1 procent af befolkningen har sygdommen. Den ses hyppigst hos kvinder.
Symptomerne er også her smerter og stivhed i leddene samt rødme og hævelse. Patienter ed leddegigt føler sig generelt syge, og der ses ofte træthed og vægttab.
Kedelig arv
Årsagen til leddegigt kendes ikke, men der er også her en vis arvelig faktor. Andre faktorer, der har betydning, er infektioner, graviditet og hormonelle forhold.
Behandlingen af leddegigt består som regel af forskellige former for medicin. Dels smertestillende, dels medicin, der forsøger at hæmme sygdommens udvikling. Efterhånden kan rigtig mange mennesker med leddegigt leve et godt liv trods den kedelige diagnose, og behandlingen bliver bedre og bedre.
Læs om Peter Bredahl, der lider af leddegigt her
URINSUR GIGT
- er en tredje form for gigt, der anfaldsvis rammer et enkelt led flere gange. Cirka 1 procent af befolkningen vil opleve anfald af urinsur gigt. Det første anfald rammer typisk, når man er 40-60 år.
Symptomerne er rødme, hævelse og smerte i leddet. Det gælder bl.a. den kendte form podagra, der ofte sætter sig i stortåen og er uhyre smertefuldt.
Krystaller i leddet
Årsagen er aflejring af urinsyre-krystaller i leddet, som så sidder og irriterer. Det kan hænge sammen med visse fødevarer, men der er også mange andre grunde til udvikling af disse anfald.
Behandlingen er koncentreret om smertestillende medicin, men nogle patienter får også forebyggende medicin eller andre former for forebyggelse.
Der findes andre gigtformer, men de ovennævnte hører til blandt de mest almindelige.