Hjerter om halsen

Onsdag, 10. februar 2010
af Redaktion
Fin sølvhalskæde af hjerter i forskellige størrelser - børnene kan være med
Foto: Jette M. Vesterager
Foto: Jette M. Vesterager

HJERTEHALSKÆDE
Materialer: 5-6 meter sølvtråd, 1,0 mm. 35-40 rosa glasperler. Bidetang, rundtang og fladtang.
Materialer fra Panduro.
Se figur 1-4 her.

Arbejdsgang: Klip 1 stk. tråd på 13-15 cm og fold det på midten med fingrene.
Fold med fingre eller rundtang de 2 ender mod hinanden i en bue, så der er 2-2,5 cm tråd tilovers efter buerne (fig. 1).
Fold enderne ned i hjertet ved at lave et lille knæk (fig. 2).
Sno den ene tråd om den anden, som forbliver lodret (fig. 3).
Klip enden skråt af og tryk den flad med tangen, så den ikke "stritter".
Sæt en perle på den lodrette ende og sno enden under perlen rundt, så den danner en lille løkke (fig. 4).
Ind imellem er der sat hjerter uden perler. Her er begge ender foldet til løkker ind mod hinanden.
Lav næste hjerte på samme måde, men klip her tråden i en lidt anden størrelse. Sæt det færdige hjerte ind i det ufærdige, før du snor enderne sammen, og lav derefter hjertet færdigt.
Lav på denne måde rækker a 10-15 cm og forbind dem til sidst med hjerter til ønsket længde.

Design: Berith Ann Christensen

Prøv også...
Lav en hjerteformet bordskåner
Firkantede brocher med perler