
21. januar til 18. februar
Element: Luft
Vandmanden er en opfindsom og ofte intelligent nytænker, der har det med at følge sin egen vej, og som ikke er bange for at skille sig ud fra mængden, hverken med sine meninger, tanker eller udseende.
Samtidig har Vandmanden en altruistisk side og vil derfor ofte være interesseret i at gøre en forskel. Vandmanden er nemlig idealist og ønsker at gøre sit til, at verden bliver et bedre sted at være for os alle sammen.
Derfor vil Vandmanden også ofte være engageret i frivilligt socialt arbejde, ligesom hun eller han også gerne donerer penge til en god sag, deltager i demonstrationer eller støtter op om andre sager, som han eller hun mener er vigtige.
Vandmanden tager gerne chancer, hvis den har en mission, der skal føre ud i livet – det kan være dens eget lille projekt, eller hvis en forretningsidé skal realiseres.
Vandmanden sætter pris på sin uafhængighed, men er samtidig et socialt væsen, der elsker at være omkring andre mennesker – særligt dem, der deler deres værdier, hvor der er mulighed for spændende snakke og diskussioner.
Udadtil kan Vandmanden til tider virke reserveret, fordi han eller hun kan have svært ved at vise sine følelser – Vandmanden har det med at rationalisere i stedet for at føle.
Er du selv Vandmand, oplever du måske, at folk af og til synes, du er lidt besværlig at være omkring, hvad enten der er tale om din partner eller dine venner og kollegaer. Det kan skyldes din trang til uafhængighed, og at du ikke har noget mod at gå imod flertallet eller den gængse holdning.
Vandmanden kan også have en utålmodig side, der gør at den ikke altid får afsluttet det, den går i gang med, ligesom Vandmanden kan være uforudsigelig i sin adfærd og interesser, hvilket kan skabe problemer i forhold til omgivelserne.
Vandmanden bryder sig ikke om ensformighed, den har brug for nye input og mental stimulering. Vandmanden kan hurtigt få følelsen af at sidde fast eller være begrænset, og når det sker, må den videre med nye ting. På den måde er Vandmanden ret så uafhængig, hvilket til tider kan være svært at balancere, fordi Vandmanden også trives som en del af et større fællesskab.
19. februar – 20. marts
Element: Vand
Fisken er ofte et intuitivt og følende væsen, der fornemmer, hvad der foregår i mennesker omkring den, uden at det er blevet sagt. Samtidig er Fisken ofte indsigtsfuld og empatisk. Således er Fisken tit den første af dine venner eller kolleger, der fornemmer, hvis du har det svært.
Føler Fisken, at nogen omkring den døjer med noget, står den som regel til rådighed. Fiskens fine fornemmelse for følelser kommer ofte tid udtryk i form af en drømmende, spirituel og stærk kreativ side, som Fisken gerne udtrykker gennem kunst. Det kan for eksempel være gennem musik, digte eller maleri.
Skaber Fisken ikke noget selv, er den ofte glad for selv at lytte, læse eller se på kunst. Dette kan også være en måde, hvorpå Fisken finder ro til at være sig selv, hvilket den har brug for. Men samtidig med at Fisken kan have brug for alenetid, værdsætter denne også den tætte kontakt med et andet menneske. Som regel er Fisken nemlig romantisk og nyder at være sammen med en partner.
I sociale sammenhænge er Fisken særdeles tilpasningsdygtig og kan begå sig de fleste steder, fordi den forstår, hvad der rør sig i og blandt de fleste mennesker, lige som Fisken heller ikke lader sig slå ud af, at der sker ændringer omkring dem.
Fisk bryder sig dog ikke om uretfærdighed, de er moralske væsner, der har det svært med at se, at andre har det svært, og de kan heller ikke selv lide at blive kritisereret, eller hvis folk omkring dem opfører sig bedrevidende.
Fisken vil ikke fanges, den har brug for at føle sig fri. Som regel er Fisken tillidsfuld og det, i kombination med dens følsomhed, kan føre til skuffelser, når folk omkring dem viser sig ikke at kunne leve op til det, Fisken forventede af dem.
Som Fisk kender du måske til det med så gerne at ville hjælpe andre, at du af og til går på kompromis med dig selv og det, du gerne vil eller har brug for.
Hvis Fisken af den ene eller anden årsag bliver overvældet af følelser, kan der være en tendens til, at hun eller han begynder at dagdrømme eller flygte i en fantasiverden. Derfor har Fisken også brug for at have sine egne tydelige grænser.
21. marts – 20. april
Element: Ild
Hvis der er nogen, der kan få ting til at ske, så er det en Vædder. Vædderen er kendt for at være initiativrig, uafhængig og passioneret omkring det, denne foretager sig.
Vædderen er også god, når det hele spidser lidt til. Som Vædderen er du nemlig en naturlig leder og kan tage hurtige beslutninger også i pressede situationer.
Maler Leonardo da Vinci (15. april 1452).
Teaterleder Jytte Abildstrøm (25. marts 1934).
Dronning Margrethe d. 2 (16. april 1940).
Musiker Rasmus Seebach (28. marts 1980).
Samtidig er Væddere heller ikke meget for udenomssnak og ynder heller ikke at pakke tingene ind eller feje noget ind under gulvtæppet, så hvis du vil have et ærligt råd, er det en god idé at gå til en Vædder.
Vædderen er også både konkurrence- og måldrevne, så har de først sat sig noget i hovedet, kommer det sandsynligvis til at ske – de vil i hvert fald gøre, hvad de kan.
Og de gør det med oprejst pande. Vædderen er nemlig ikke typen, der undervurderer sig selv. Den har en stærk tro på sig selv og sine evner, og så er Vædderen en optimist, der ser åbne døre, hvor mange andre ser lukkede.
Vædderen har dog også en utålmodig side og kan være ret så kortluntet. Det kan, hvis det tager overhånd, have nogle uheldige konsekvenser.
For eksempel kan der være en tendens til at tage beslutninger lidt for hurtigt, og Vædderen kan også have en forventning om, at andre er lige så hurtige som den selv.
Går tingene ikke som planlagt – eller går de for langsomt – kan de miste interessen for dem eller blive ret så opfarende, men heldigvis falder de som regel hurtigt ned igen.
Vædderens rastløse natur gør også, at der ikke skal så meget til, før den keder sig – og det kan få den til af løbe fra både opgaver og forhold til andre mennesker tidligere, end andre ville gøre det, og blandt andet derfor kan Vædderen også fremstå egoistisk.
Dette kan blive styrket, fordi Vædderen også har det med at sige lige nøjagtig det, der falder den ind, hvilket kan gøre ondt. Men det kan også være befriende.
21. april – 21. maj
Element: Jord
Tyren er stor fan af nydelse og velvære – et sanseligt væsen og en livsnyder, der elsker æstetik og kvalitet og ikke mindst komfort f.eks. i form af behageligt tøj, naturlige materialer og æstetiske omgivelser.
Tålmodig, pålidelig og stabil er egenskaber, der karakteriserer Tyren. Med andre ord er en Tyr en, du kan regne med. Så har du en aftale med Tyren, kan du være ret sikker på, at den bliver overholdt, ligesom du også kan stole på, at hvis du sætter en Tyr til at løse en opgave, så bliver den løst.
Filminstruktør Lars von Trier (30. april 1956).
Skuespiller George Clooney (6. maj 1961).
Tv-vært Cecilie Frøkjær (12. maj 1968).
Facebookstifter Mark Zuckerberg (14. maj 1984).
Har du brug for hjælp, vil Tyren også være der. Som regel. For selvfølgelig kan Tyren ikke stå til rådighed døgnet rundt. Nogle gange skal selv den mest pålidelige Tyr tage sig af ting andre steder, i så fald vil Tyren give dig besked.
Men er der en Tyr i din nærhed, som holder af dig, kan du godt regne med støtte og omsorg.
Tyren er en tålmodig sjæl, der ud over at holde hovedet koldt i pressede situationer også giver plads til andre og deres fejl, samtidig med at han eller hun formår at holde fast i sine egne værdier, selv om tingene går stærkt.
Er du selv Tyr kan du måske også genkende dig selv i rollen som den, andre kommer til, når de har brug for støtte.
Måske er du også bevidst om, at nogle af de ovenstående træk kan tage overhånd, hvor stabilitet for eksempel kan blive til stædighed. Hvilket kan betyde, at du bliver ved med at holde fast på din mening, også selv om du er blevet præsenteret for fakta. Når du opdager, at du har taget fejl, vil du måske også have svært ved at indrømme det.
Ligesom du måske af og til kan være sensitiv over for kritik og have modvilje mod forandringer.
Til gengæld vil du ofte finde stor glæde i at arbejde med dine hænder. Det kan f.eks. være i haven eller i køkkenet.
22. maj – 21. juni
Element: Luft
Tvillingen er modsætningernes tegn, så når man står over for en Tvilling, kan man aldrig være helt sikker på, hvilken side man møder. Den ene dag kan de være imødekommende og klar til fest og højt tempo, den næste kan de være eftertænksomme og seriøse.
Musiker Paul McCartney (18. juni 1942).
Kong Frederik d. 10 (26. maj 1968).
Skuespiller Angelina Jolie (4. juni 1975).
Tv-vært Lene Beier (29. maj 1977).
Generelt er Tvillingen ofte kvik og har let ved at lære. Han eller hun er nysgerrig og elsker at tale med de mennesker, han eller hun møder på sin vej. Samtidig er Tvillingen god til at kommunikere, fortælle og formidle, hvilket både kommer Tvillingen til gode socialt, hvor denne ofte vil være populær, men også i jobsammenhæng, hvor disse evner er eftertragtede.
Tvillingen er ofte interessant selskab, fordi dens nysgerrige natur, som regel betyder, at den ligger inde med en masse spændende viden, ligesom Tvillingen også vil kende til det ”sidste nye” på mange områder.
Desuden evner Tvillingen at tilpasse sig de mennesker, han eller hun står over for, hvilket også gør dem nemme at være af nærheden af – og en god gæst til festen!
I det hele taget trives Tvillingen i nye situationer og i skiftende miljøer. Og kan næsten ikke få nok variation.
Tvillingens forkærlighed for nyt kan dog føre til en vis grad af ubeslutsomhed. Er du Tvilling, kender du måske til, at du af og til hurtigt mister interessen for noget? Eller at du har svært ved at træffe en beslutning?
Et andet af Tvillingens mindre charmerende træk kan være en tendens til overfladiskhed. Både fordi Tvillingens interesse kan være flygtig, og fordi Tvillingen ofte foretrækker de lettere emner og har deres fokus på det logiske, det vil sige, at de ikke er så meget til de mere dybe følelsesmæssige snakke.
Men det er ikke fordi, Tvillingen ikke vil kontakt med andre, tværtimod. Tvillingen er en selskabspapegøje, og det siges, at han eller hun ofte går rundt med en følelse af at mangle sin anden halvdel.
Derfor trives Tvillingen heller ikke, når den er alene i længere tid, ligesom Tvillingen som regel vil være åben for nye bekendtskaber.
22. juni – 22. juli
Element: Vand
Krebsen virker stærk udadtil, men er særdeles følsom indadtil. En Krebs, der har besluttet sig for noget eller har sat sig et mål, kan være vedholdende og vil gerne arbejde hårdt for at nå det. Det gælder især forholdet til familien, som Krebsen værdsætter højt.
Krebsen er typen, der lader til at være reserveret og tilbageholdende, men som stiller op, når der er brug for hjælp, støtte eller en skulder at læne sig op ad. Samtidig er Krebsen en loyal ven eller partner, der føler stærkt og dybt. Det betyder, at Krebsen ofte vil være den, der står ved ens side i tykt og tyndt, når man først har vundet dens tillid og gjort sig fortjent til dens kærlighed.
Frisør Gun-Britt Zeller (26. juni 1950).
Prinsesse Diana (1. juli 1961).
Skuespiller Tom Cruise (3. juli 1962).
Komiker og skuespiller Anders Matthesen (6. juli 1975).
I familien eller i vennegruppen er Krebsen tit klippen, der sørger for at alle har det godt. Og det har han eller hun lettere ved end andre, for Krebsen har som regel en god intuition og kan fornemme stemninger før andre. Det betyder, at du som Krebs ofte vil være god til at forstå, hvad der er på spil for den enkelte, og give råd derefter.
En anden af Krebsens medfødte gaver er, at den evner at få meget ud af lidt. Krebsen er kreativ og holder at skabe det gælder også lækre måltider.
Fordi Krebsen er så følsom, kan der være en tendens til, at han eller hun tager tingene for personligt. Det kan være en uskyldig kommentar, som Krebsen tager som kritik. Og er det først sket, kan han eller hun havde en tendens til at dvæle ved det og have svært ved at slippe den negative følelse.
Samtidig kan Krebsens humør også svinge, hvilket kan være svært for dens omgivelser, der ikke kan forstå, hvorfor den måske pludselig virker indelukket og irritereret. Og fordi Krebse kan være konfliktsky i forsøget på at bevare den gode stemning, vil de have det med at holde deres negative følelser for sig selv.
Fordi Krebse har et stort behov for at føle sig trygge i deres forhold, kan utryghed få dem til at hige efter bekræftelse og klynge sig til forholdet, også selv om relationen ikke længere er god for dem. Men føler Krebsen sig tryg, er denne en omsorgsfuld og kreativ sjæl at have i sin nærhed.
23. juli – 23. august
Element: Ild
Løven er den naturlige leder, der både er udadvendt, sprængfuld af selvtillid og har modet til at gå efter det, den vil have. Samtidig evner Løven at få andre med på dens idéer, takket være dens ofte karismatiske og passionerede personlighed, der har det med at vække omgivelsernes beundring.
Løven har også en evne til at tænke i nye baner og finde på nye idéer. Samtidig er Løven som regel ret så underholdende og kan både fortælle historier og få folk til at grine. Derfor vil Løven tit være festens midtpunkt, hvilket er en rolle, han eller hun nyder til fulde. Løven elsker komplimenter, ros og anerkendelse.
Tidligere amerikansk præsident Barack Obama (4. august 1961).
Musiker Anne Linnet (30. juli 1953).
Sanger Madonna (16. august 1958).
Komiker Casper Christensen (22. august 1968).
Bag Løvens stærke facade gemmer der sig en stor beskytter. Løven passer på dem, den har kær, og der er stort set ikke det, en Løve ikke vil gøre for sine venner og familie. Når først Løven har knyttet sig til nogen, er der nærmest ingen grænser for dennes loyalitet.
Føler Løven sig misbrugt eller bliver svigtet, vil han eller hun tage det ilde op og måske trække sig for en stund, inden han eller hun vover sig ud igen.
Løvens forkærlighed for at være centrum for opmærksomheden kan til tider kamme over, så han eller hun bliver selvoptaget og glemmer, at der er andre mennesker til stede, som også har behov og noget at sige, og nogle gange kan Løven måske ligefrem finde på at skabe drama for at få opmærksomheden.
Andre problematiske træk, du kan have som Løve, er arrogance og stædighed.
For eksempel kan det være svært at få en Løve til at lytte og ændre mening eller planer, hvis det strider imod det, den selv tror på eller har lyst til.
På den måde kan Løven også have en ufleksibel og dominerende side. Og selv om Løven kan være ambitiøs og gå foran, når det f.eks. kommer til at lede andre, kan Løven også have perioder, hvor den er doven og helst vil lave så lidt som muligt.
24. august -– 23. september
Element: Jord
Jomfruen er ofte kendt for sin perfektionisme og veludviklede sans for detaljer. Så når Jomfruen står over for en opgave eller et problem, er han eller hun også typen, der med glæde undersøger sagen fra alle sider for at finde frem til den bedste løsning.
Jomfruer trives med struktur, orden og to do-lister, så har man en Jomfru i sin nærhed, når der skal planlægges, er man godt stillet.
Moder Teresa (26. august 1910).
Politiker Marianne Jelved (5. September 1943).
Tv-vært Clement Kjersgaard (20. september 1975).
Sanger Beyoncé (4. september 1981).
Samtidig har Jomfruen som regel en god arbejdsmoral. Han eller hun er pligtopfyldende og tager gerne ansvaret på sig, ligesom Jomfruen ofte er ressourcestærk og god til at finde på smarte løsninger.
Er du tæt på en Jomfru, vil du formentlig opleve, at den er både omsorgsfuld og hjælpsom. Selv om Jomfruen kan virke reserveret, har den alligevel en veludviklet empati og er typen, der stiller op, når der er brug for hjælp – særligt hvis man mangler et godt råd eller har noget, der skal organiseres. Jomfruer elsker at være til nytte!
Er du selv Jomfru, oplever du sandsynligvis glæde ved at være i smukke, ordnede og velholdte omgivelser, mens du nok har det svært med et rodet skrivebord og opvask i køkkenet.
Jomfruen har det nemlig med at blive utilpas i et uorganiseret miljø - det gælder ikke kun de fysiske omgivelser, men også, hvis der er kaos, og der ikke er en plan for, hvordan man slipper ud af det.
Det kan føre til overtænkning i forsøget på at få kontrol over situationen – også selv om situationen ikke lader sig kontrollere.
Selv når Jomfruen har gjort sit arbejde, har han eller hun ofte svært ved at slappe af. Jomfruens standarder er nemlig så høje, at der som regel altid vil være noget, den synes, den bør gøre.
Hvis den ikke gør det, kan det føre til selvkritik, ligesom Jomfruen i dens iver efter det perfekte kan blive kritisk over for andre, når de ikke lever op til Jomfruens standarder. Bliver Jomfruen skuffet, kan han eller hun reagere ved at trække sig tilbage.
24. september – 23. oktober
Element: Luft
Er der noget, Vægten lægger vægt på, er det relationer og balance. Vægten er samarbejdsvillig og imødekommende og vil gøre, hvad den kan for at sørge for, at alle omkring den føler sig velkomne.
Opstår der uenighed eller konflikt i Vægtens nærhed, vil denne forsøge at mægle og finde et kompromis, alle kan være tjent med – for Vægten har både sans for diplomati og retfærdighed, og samtidig er den analytisk og eftertænksom.
Derfor vil det også være dejligt at have en Vægt i nærheden, når man er i en gruppe af forskellige mennesker, der skal træffe en fælles beslutning. Hvad enten det er på arbejdspladsen, blandt venner eller i familien.
Musiker Kim Larsen (23. oktober 1945).
Sanger Lene Nystrøm (2. oktober 1973).
Skuespiller og tv-vært Stephania Potalivo (26. september 1986).
Kronprins Christian (15. oktober 2005)
Kender du en Vægt, har du måske bemærket, at dens sans for balance også ses i personens fremtoning og omgivelser, hvor den kommer til udtryk som harmoni.
En Vægt vil således ofte være velklædt, ligesom dens hjem vil være smukt indrettet med fine farver, stearinlys, og hvad der ellers er med til at skabe en harmonisk stemning.
Vægten er gavmild og god til at dele, ligesom den er en god vært. Er du inviteret til middag eller fest hos en Vægt, kan du regne med, at der er gjort noget ud af borddækningen og læne dig tilbage i troen på, at der vil blive sørget for, at alle har det godt.
Er du selv Vægt, har du sikkert bemærket, at kreativ udfoldelse gør dig glad. Det samme gælder dybe snakke om emner, der interesserer dig. Hvorimod du ikke bryder dig om konflikter og skænderier.
Vægten vil for alt i verden forsøge at undgå uro og drama. Ligesom han eller hun heller ikke kan lide overfladiskhed. Selv om om han eller hun selv værdsætter det smukke og skønne, bryder de sig ikke om, når man går for meget op i status.
Fordi Vægten er så balancesøgende, kan han eller hun af og til være ubeslutsom og konfliktsky, og på længere sigt kan det betyde, at Vægten begynder at bære nag, hvis han eller hun føler sig dårlig behandlet. Samtidig kan det også være udmattende for Vægten hele tide at skulle forsøge at gøre alle tilfredse.
24. oktober – 22. november
Element: Vand
Intens, lidenskabelig og loyal er nogle af de ord, man kan sætte på Skorpionen. Når en Skorpion gør noget, kan man være ret sikker på, at den gør det fuldt ud. Det gælder, hvad enten der er tale om arbejdsliv eller kærlighedsliv – eller hvis Skorpionen kaster sig over en hobby.
Skorpionen er ikke bange for at løbe en risiko og evner at stå fast, når han eller hun møder modgang. Samtidig er Skorpionen god til både at fokusere og handle, hvilket gør den særdeles god til nå sit mål.
Kunstner Pablo Picasso (25. oktober 1881).
Filminstruktør og forfatter Hella Joof (1. november 1962).
Skuespiller Julia Roberts (28. oktober 1967).
Statsminister Mette Frederiksen (19. november 1977)
En anden af Skorpionens gaver er dens ofte fremragende intuition og indsigt, en evne til at kunne se, hvad der rør sig bag facaden hos folk og i forsamlinger – og handle på det.
Skorpionen har som regel nemt ved at få andre med på deres idéer, da de ofte er karismatiske, tiltrækkende og dragende. Derfor vil Skorpionen også tit være den, som alle lægger mærke til i en gruppe.
Som ven er Skorpionen særdeles loyal. Til at begynde med kan han eller hun virke reserveret, men når først Skorpionen har overgivet sig, gør den det fuld ud, og så står den ved sine venners side, også når det er svært.
Er du Skorpion kan du opleve, at du har en tendens til at trække dig fra det overfladiske til fordel for noget mere dybt. Det gælder blandt andet med venskaber, hvor du foretrækker meningsfuldt samvær fremfor at mødes om samtaler, hvor I taler om løst og fast hen over kaffen.
Samtidig vil Skorpionen ofte gerne gå i dybden, når det gælder den selv. Derfor er han eller hun ofte interesseret i selvudvikling. Skorpionen drages af det meningsfulde og ægte, selv om han eller hun kan være hemmelighedsfuld og have svært ved at stole på andre.
Hvis en Skorpion føler sig forrådt eller snydt, kan den blive hævngerrig. Og føler den sig først svigtet af en, den så som en ven, vil det formentlig blive husket længe – også selv om Skorpionen ikke viser det.
Hvis Skorpionen føler, at den har mistet kontrollen i et forhold, kan den blive jaloux og besidderisk. To ting, der kan være med til at vække skyggesiderne hos Skorpionen, er uærlighed og bedrag. Det er noget af det værste, Skorpionen ved.
23. november – 21. december
Element: Ild
Nysgerrig, eventyrlysten og ærlig er nogle af de ord, man kan sætte på Skytten. Skytten værdsætter sin frihed og sætter stor pris på at gå den vej, den føler er den bedste for den selv.
Det betyder også, at Skytten har det svært i et forhold eller et job, hvor den føler sig låst og kontrolleret, eller som er præget af rutiner, der ikke giver Skytten mulighed for at udfolde sin nysgerrighed.
Skuespiller Jane Fonda (21. december 1937).
Tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt (14. december 1966).
Skuespiller Sidse Babett Knudsen (22. november 1968).
Sanger Taylor Swift (13. december 1989).
Har Skytten derimod sin frihed, vil den ofte være livsglad og optaget af verden omkring sig – og han eller hun begiver sig gerne ud i den. Det gælder både rejser og det sociale liv i form af fester og sammenkomster.
For Skytten sætter stor pris på at møde nye mennesker og ikke mindst få dem til at grine. Det med at få folk til at grine er Skytten typisk ret god til takket være dennes humoristiske sans.
Skytten er som regel glad for at udfolde sig fysisk i naturen, det kan være surfing, cykling, klatring eller hvad nu han eller hun har fået smag for. Men også ting med et mere intellektuelt præg interesserer Skytten. I hvert fald er Skytten tit glad for samtaler med dybde og lidt tungere emner.
Skytten er som regel idealistisk og arbejder gerne for en større og vigtig sag, ligesom han eller hun også er generøs, både når det kommer til tid og gaver.
Går noget galt, når Skytten er på vej mod et mål, så slår det den sjældent ud. Skytten finder bare en anden vej.
Et andet af Skyttens typiske træk er ærlighed: Skytten siger præcis det, han eller hun mener. Så vil du have et ærlig svar, er det en Skytte, du skal gå til. Skyttens ærlighed kan også give bagslag, da Skytten af og til kan komme til at være for ærlig og dermed såre folk omkring den. Det gælder også i samtaler, hvor de af og til glemmer at tage hensyn til andres følelser.
Er du selv Skytte, har du måske oplevet en rastløshed, som andre ikke oplever, der for eksempel kan have betydet, at du har haft svært ved at slå dig ned eller har det med at ændre planer i sidste øjeblik. Til gengæld vil der som regel være en god portion eventyr i dit liv.
22. december – 20. januar
Element: Jord
Stenbukken er både flittig og målrettet og ofte særdeles disciplineret og ansvarlig, både derhjemme og på arbejdet, hvor de følger projekter og aftaler til dørs. Derfor er det ikke så overraskende, at den også ofte når ret langt med det, den sætter sig for.
Derfor vil det ofte være Stenbukken, man kan se holde fast i en fastlagt træningsrutine, og som igen og igen spiser sundt morgen, middag og aften, samtidig med at han eller hun har en karrieplan, som bliver fulgt.
Da Stenbukken ofte er ambitiøs, kan man med tiden meget vel finde ham eller hende på ledelsesgangen. Stenbukken er tit en god leder, både fordi den har en god selvkontrol og kan holde hovedet koldt i pressede situationer, ligesom han eller hun som regel er vedholdende, realistisk og tålmodig.
Skuespiller Ghita Nørby (11. januar 1935).
Sanger Dolly Parton (19. januar 1946).
Tidligere førstedame i USA Michelle Obama (17. januar 1964).
Prinsesse af Wales, Catherine, tidligere Kate Middleton (9. januar 1982).
Stenbukken værdsætter familie, venskab og traditionelle værdier. Ud over at være en loyal støtte at have i sin nærhed, er Stenbukken gerne den, der sørger for at samle folk til julefrokoster og andre traditioner.
Selv om Stenbukken ofte kommer til at opnå succes, skilter den sjældent med det. Stenbukken hopper som regel ikke på hurtige trends, men er til mere varige ting, hvor kvalitet og håndværk er i højsædet.
Stenbukkens ambitiøse tilgang til verden bliver af og til ledsaget af alvor og tilbageholdenhed, der gør, at de kan virke reserverede. Stenbukken kan af og til også virke uforsonlig, fordi den i nogle situationer har det med at tro, at den har alle svarene.
Er du selv Stenbuk, ved du måske, at denne skråsikkerhed og behov for kontrol af og til kan dække over, at du ikke vil komme til at stå i en sårbar position. Og har du en Stenbuk tæt på dig, har du måske oplevet, at den viser sig at være dyb og følsom, når han eller hun først åbner sig.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.