Få naturen ind i sommerhushaven

Fredag, 16. juli 2010
af Redaktion
10 tips til at skabe en sommerhushave med et frodigt plante- og dyreliv
Lad sommerhusgrunden være lidt ulden i kanten...  Foto: Frank Kirkegaaard Hansen
Lad sommerhusgrunden være lidt ulden i kanten... Foto: Frank Kirkegaaard Hansen

Af Frank Kirkegaard Hansen

Ofte er sommerhusområder placeret på de sandede og magre jorde, som landmændene alligevel ikke kan dyrke, f.eks. i fyrreskove, klitområder og på strandenge.
Hvis du forsøger at lave prydhave i disse områder, vil det kræve masser af arbejde og måske alligevel aldrig blive rigtigt flot og frodigt.

10 gode tips

Skab i stedet levesteder for insekter og fugle og brug planter, der giver føde til dyrene, og som hører hjemme i den danske natur. Arbejd med og ikke imod naturen, så skal du se, hvilke glæder det bringer.
Her er 10 gode tips til at starte med ...

1.

Plant arter, der forekommer naturligt i Danmark. Disse planter har ofte et særligt rigt insektliv og tiltrækker derfor mange fugle.
Se, hvad der vokser naturligt i området og brug det i haven. Du kan måske finde små selvsåede planter eller selv så bær fra omegnens træer og buske

2.

Sørg for, at der er områder i haven med krat, vilde urter, grenbunker og stendynger. Det tiltrækker meget dyreliv. Buske med torne og stedsegrønne blade og nåle giver gode skjule- og redesteder for fuglene

3.

Store, gamle træer med furet bark og udgåede grene giver levesteder for svampe, insekter og andre smådyr og dermed også føde til fuglene. I mangel på gamle træer kan du lægge kvasbunker eller træstammer ud. En brændestabel kan både være dekorativ, skærme for indkik i haven og være levested for mange insekter

4.

Sommerhushaven må gerne være lidt ulden i kanten. Lad f.eks. græsset vokse i en del af haven og slå blot en sti, der hvor du skal kunne komme frem på grunden. Om foråret kan der være krokus og påskeliljer i græsset

5.

Vandhuller tiltrækker rigtigt meget dyreliv, og selv om de er kunstigt lavet, behøver det ikke se sådan ud

6.

Hybenroser er smukke og velduftende, men breder sig desværre så meget, at de er blevet til landskabsukrudt og en plage for den naturlige bevoksning. Vælg i stedet en klitrose, der ikke er så aggressiv

7.

Lyng kræver masser af lys for at holde sig smuk og blomstrende. Fæld skyggende træer og fjern selvsåede træer og buske. Med års mellemrum skal de klippes tilbage (med buskrydder eller hækkesaks) til 10-15 cm's højde i marts-april, for at holde sig tætte og flotte

8.

Lav et rustikt kvashegn på sommerhusgrunden. Det bliver et godt levested for mange insekter, og du sparer turen til genbrugsstationen
Hegnet opbygges ved at lægge afskårne grene mellem to solide stolper, og det fornys hvert år med nye grene, efterhånden som de nederste rådner.
Lad evt. en kaprifolie vokse hen over hegnet, hvis du synes, det bliver for farveløst

9.

Lok flere fugle til haven ved at opsætte mange fuglekasser. Husk, at forskellige fugle kræver forskellige kasser

10.

Buskparadisæble kan bruges i alle typer haver lige fra natur- til parcelhushaven. Den blomstrer rigt om foråret og får senere smukke høstfarver samt små æbler, der tiltrækker fugle

PLANTER TIL SOL OG SANDJORD

  • Bærmispel, Amelanchier
  • Buskparadisæble, Malus sargentii
  • Eg, Quercus
  • Honningrose, Rosa helena
  • Hvidtjørn, Crataegus
  • Japansk klatrerose, Rosa multiflora
  • Æblerose, Rosa rubiginosa

Læs mere om haven her
Følg Tonie og tvillingerne i haven

Læs mere om Frank Kirkegaard Hansen


Har du besøg haveafdelingen af vores shop?