
Jeg har haft fødselsdag og blandt andet fået et par rododendron i gave. De har jo smukke blomster, men jeg er generelt ikke så glad for rododendron, da de er lidt kedelige resten af året.
Jeg ved heller ikke lige, hvad jeg skal stille op med dem. De skal jo have surbundsjord, og det har jeg ikke nogen steder i haven.
Jeg har overvejet at bytte dem, men så vil de jo ”mangle” næste gang, den glade giver er på besøg.
Har du et godt råd?
Kh, Bodil
Du kan jo sige det, som det er: De har smukke blomster, men de passer ikke lige til min have.
Ellers kan du plante dem i krukker, så du har noget grønt at kigge på året rundt lige uden for havedøren. Det kan de godt tåle, men du skal være flittig til at vande.
De kan også vokse sammen med andre planter, for de trives fint i humusrig muldjord, som du kan gøre lidt mere sur ved at tilføre svovlsur ammoniak, lidt spagnum eller jord med halvomsatte grannåle.
Med venlig hilsen Frank