Morfar forstår ikke barnebarnets spiseforstyrrelse

Vi har to piger, den ældste på 12 har altid været lidt psykisk skrøbelig, men har heldigvis gode venner og har klaret sig godt i skolen.

Men for nogle måneder siden udviklede hun en voldsom spiseforstyrrelse, som hun selvfølgelig skjulte for os. Da vi fandt ud af det, kom hun hurtigt i behandling, og hun er nu hjemme hver dag, mens jeg har orlov fra mit job og tager mig af hende. Og så er hun til kontrol en gang ugentligt, og det går langsomt fremad.

Vores problem er, at min far ikke anerkender hendes diagnose. Mine forældre bor i nærheden af os, og vi har altid været meget sammen med dem. De har også passet pigerne, men de har ikke altid været gode til at overholde de regler, vi har i min familie med hensyn til f.eks. sukker, som vi gerne ville begrænse, da de var små.

De seneste gange, vi har været sammen, har morfar siddet og stukket til pigen og sagt, at hun bare skulle spise sin mad. Tidligere havde de en hyggelig tradition med at købe is i nærheden, og nu kan han ikke forstå, at hun ikke vil spise is med ham. Jeg har prøvet at forklare ham, at pigen er syg, og det kan han ikke forstå.

Vores mindste pige har lige haft fødselsdag, og mens vi sad med boller og lagkage, spiste den ældste datter energibarer, fordi hun ikke ville have kage. Så himlede min far op og sagde, at det var noget pjat, og at hun jo plejede at ville have lagkage. Han påpegede også, at det var vores fanatiske holdning til sukker, der nu var skyld i problemerne.

Pigen begyndte at græde, og her trådte min mand i karakter. Han rejste sig og sagde, at nu skulle morfar gå, og ”vi vil ikke se dig mere foreløbig”. Mine forældre gik, og alt var kaos.

Nu synes datteren, at det er hendes skyld, at vi er uvenner, selv om vi bliver ved med at forklare hende, at det er morfar, der er forkert på den. Min mand er rasende og vil ikke se min far inden for dørene foreløbig, og jeg kan faktisk godt forstå ham.

Min mor er dybt ulykkelig Og tør heller ikke komme her lige nu. Min mand har den holdning, at vi skal have styr på datteren og hendes sygdom, og så må vi tage resten af familien i anden runde. Og det må jeg nok give ham ret i.

Vores yngste smutter hen til morfar og mormor en gang imellem, og det er sådan set i orden. Hun trænger jo også til en pause fra storesøster og sygdom.

Jeg ville bare så gerne have fred i vores familie.

Hvad synes du? Skal vi bare lade min far være indtil videre? Faktisk tror jeg, at han har forstået alvoren nu.

Jeg tænker, at I først og fremmest skal vende situationen dér, hvor din datter er tilknyttet, for der må være nogle professionelle rådgivere, og de må have oplevet den her slags episoder tusindvis af gange. Derudover tænker jeg, at I skal nedeskalere familiekonflikten så godt, I kan.

Hvis din datter føler skyld og mener, at hun er årsag til, at familien ikke kan tale sammen, så er det jer som voksne, der skal bevise, at det kan I godt. Jo hurtigere I kan komme på talefod jo bedre. Den unge pige har ikke brug for flere ting, der kan trække hende ned i en negativ spiral, så I voksne må vise vejen.

Nej, din far forstår ikke sygdommen, men det gør ham ikke til et dårligt menneske. Han er bare uvidende. Jeg synes, du og din mand skal lægge en plan for, hvordan I alle kan komme på talefod igen. Måske skal morfar med til kontrol en dag? Så kan det være, han kan se, at det er alvor.

Der vil være et stykke diplomatisk arbejde, som skal gøres, for at alle kommer på talefod, men jeg synes, at I skal gøre forsøget, ellers tror jeg, afstanden og konflikten vil ligge som en skyld i jeres datters indre, og det har hun absolut ingen gavn af, når hun i forvejen er sårbar og i behandling.