Annette Heick viser rundt i sin smukke, store have, som er fuld af rododendron, azalea, løn, fyrretræer og smukke stedsegrønne vækster.
Annette Heick er kendt af mere end det halve Danmark som sangerinde, skuespiller, tv-vært, skribent – og datter af legendariske Keld og Hilda Heick, selvfølgelig. Dertil er hun også en passioneret haveentusiast, og vi er så heldige, at hun har inviteret os indenfor i sin egen kæmpestore have i Sydsverige, hvor hun bor med sin mand, kok Jesper Vollmer, og sønnerne Eliot og Storm.
Vennen Claus Dalby vakte haveinteressen hos Annette Heick
– Min haveinteresse blev vakt af Claus Dalby, som jeg har kendt, siden jeg var barn. Han introducerede mig til Anne Justs have i Hune, og det var sindssygt inspirerende for mig at se, hvordan hun havde lavet lige den have, hun ville, uanset at hun boede kun få kilometer fra et stormombrust hav og med dårlig sandjord til rådighed, siger Annette Heick. Den fandenivoldskhed, hun så der, overførte hun til anlæggelsen af sin egen have.
Haven startede som en losseplads
– Den her grund var en ren losseplads til at starte med, og hvor har vi knoklet! Men så er det en stor tilfredsstillelse at se det hele vokse frem lige så stille bare ved hjælp af ens egne ideer og en masse slid, siger hun. Familiens have ligger i Tygelsjö i Sydsverige, lige på den anden side af Øresundsbroen, hvor de har en næsten 3000 kvadratmeter stor grund med højt til himlen og en mark som nærmeste nabo.
Fuld af frodige buske
Haven er omkranset af bl.a. store fyrretræer og plantet frodigt, men arbejdsoverkommeligt, til med blomstrende buske som rododendron, azalea, syren, spiræa, potentilla og hibiscus samt masser af roser, geranier og pæoner. Den store køkkenhavedyrkning er der hverken tid eller overskud til, men der er frugtbuske som ribs, hindbær og stikkelsbær og krydderurter som f.eks. timian, rosmarin, persille og purløg.
Smukke vækster i Annette Heicks have
Haven er utroligt vigtig for Annette Heick
– Haveinteressen er primært min. Jeg kunne ikke undvære en have. Det at gå udenfor og stadig være hjemme, få græs under fødderne og have mulighed for at skabe liv med sine egne hænder er utroligt vigtigt for mig. Jesper synes, det er dejligt med en have, og følger med i den, men det er klart min passion, siger Annette Heick. Og tilføjer: – Men man skal gøre sig klart, hvad man overkommer...
Man skal kun gøre, hvad man orker
Overkommelighed er blevet et nøgleord i familien de sidste par år. Der er to sønner, som har brug for fars og mors tid, begge voksne har travle arbejdsliv, og Annette Heick tilbringer mange timer på landevejen til og fra engagementer. Ydermere kom Annettes mand ud for en ulykke for et par år siden, som gør, at han i dag ikke kan tage lige så hårdt fysisk fat som før. – Jeg har en veninde, som jeg har været på mange haverejser med. Hun har et fantastisk staudebed, men jeg kan ikke overkomme det, og det skal man lytte til, siger Annette Heick. Læs også: Annette Heick i velgørenhedsarbejde for Dansk Folkehjælp:
Planterne skal kunne holde sig selv
– Heldigvis kan jeg så også bedre lide mere grenede planter, rododendron, roser, hortensia, osv., som klarer sig selv, holder sig strunke det meste af tiden og kan holde sig selv oppe om vinteren. Og så elsker jeg mine fyrretræer! Skal jeg ændre noget i en fremtidig have, skal jeg helt klart have mere stedsegrønt, så der er mere smukt at se på om vinteren, siger hun.
Hils på Annette på Cph Garden
Annette Heick skal være værtinde og konferencier på Cph Garden, Danmarks første, store, professionelle haveudstilling, der er arrangeret af Haveselskabet og finder sted fra 21.-25. juni 2017 i Valbyparken i København. Billetter koster 250 kr. Haveselskabets medlemmer og børn under 15 år kommer ind til halv pris. Læs mere på haveselskabet.dk/cphgarden.