Redaktionen viser sit kæreste julepynt frem: 8 helt særlige juleskatte

Mange af os har en ting eller en genstand, der vækker minder og betyder noget helt særligt for os. Det kan være et gammelt stykke pynt fra vores barndom, en håndlavet nisse, som vores børn har klippet, eller noget vi har arvet fra vores bedsteforældre. Hver ting sin historie.

Mine tingeltangelgrene

Det er ikke et enkelt stykke julepynt, jeg hvert år glæder mig til at stille frem og nyde hele december. Nej, det er min samling af pynt, der skal hænges på grene plukket i naturen – og altså, IKKE på juletræet.

Pynten er min samling gennem mange år: En blanding af fine arvestykker, håndlavede kreationer fra julemarkeder, billig pynt, børnenes kunstværker, smykker, og hvad jeg ellers kan finde på, der glimter og glitrer og som bliver pakket i en særlig æske, når julen er slut.

Nogle år har vi droppet juletræet – og så har tingeltangelgrenene været et festligt indslag. Under grenenes glans står i øvrigt altid Trold, Engel og Nisse – skabt af mine nu voksne sønner, da de var bittesmå - og de tre kunstværker er selvfølgelig min allerdyrebareste julepynt.

Christina Forsberg, journalist

Keramik med kulør

Fire måneder efter, at jeg i 2021 havde mødt min nuværende hustru Charlotte på Tinder, tog vi på vores første større rejse sammen. Turen gik til Sicilien.

Keramik er stort på Sicilien. Det vrimler med butikker, der sælger keramisk kunst, og flere af motiverne er tæt knyttet til lokale skikke og traditioner.

I en keramikbutik fandt vi dog også dette charmerende juletræ, som i al sin spraglethed er en fest at have stående i stuen. Grenene, der leder tankerne hen på blækspruttearme, gør næsten træet til et lille, surrealistisk kunstværk. Men julestemning har figuren til overflod.

Johan Isbrand, journalist

Verdens sødeste julekrydsning

Smuk er den måske ikke, denne nisse-engel-gris, som min nu 13-årige datter, Kamille, fremstillede til mig i 1. klasse. Men sikke, jeg elsker den!

Hver eneste jul pynter hybriden på først vores dør, så på juletræet og siden … ja, så går den ikke længere og må tilbage i den store kasse med julepynt.

Jeg ejer også meget både gammel og dyr julepynt, jeg har arvet fra hhv. min svigermor og farmor, men intet overgår denne røde figur. Den er tydeligvis tegnet med fantasi, kreativitet og siden klippet ud med tungespidsen i mundvigen.

Den gør mig varm om hjertet, og jeg tror faktisk, at jeg vil gå meget langt for at redde netop denne julepynt, hvis vores lejlighed skulle gå hen og brænde.

Stine Troense, journalist

Det kimer nu …

Den gamle sølvklokke er fast inventar på min adventsdekoration. Den har spillet en vigtig rolle i min barndoms jul.

Når julemiddagen var spist, og der var ryddet af, ringede mine forældre med klokken, og i dét øjeblik måtte vi børn (efter en lang måned med spænding og forventninger) åbne de store skydedøre til den ”fine” stue, som ellers var aflåst i hele december.

Her stod det kæmpe juletræ og funklede. Selv schæferhundene reagerede på klokken, og stormede ind i den smukt pyntede stue. Måske mere pga. de indpakkede kødben, der hang på nederste række af grene.

Klokken bliver pudset hver jul, og hver gang min søster og bror ser den, ringer vi med klokken og mindes med stor glæde og kærlighed vores forældre og de mange fantastiske juletraditioner, vi havde i vores barndomshjem.

Marion Smith, journalist

Min mors gamle kravlenisse

Noget af det bedste ved min barndoms jul var at hænge kravlenisser op hos min mormor. Alle nisserne havde haft faste pladser siden min mor og hendes søskende var børn, og jeg havde helt styr på, at ham med grisen skulle hænge ude på spejlet i gangen, og dem med risengrøden skulle hænge på min mormor og morfars bryllupsbillede.

Kravlenisserne havde min morfar købt i Borgporten, et nu for længst lukket varehus i Aalborg, og min mor og hendes søskende havde omhyggeligt klippet dem ud.

Bag på en af nisserne har min mor skrevet sit navn med blyant, og lige præcis den nisse er jeg blevet ekstra glad for, efter hun døde sidste sommer.

Nisserne er efterhånden godt møre, og helt moderne er de bestemt heller ikke, men der er så mange minder og følelser forbundet med dem, at jeg aldrig kunne drømme om ikke at hænge dem op, når det bliver første søndag i advent. Og de har selvfølgelig også alle sammen fået faste pladser hjemme hos mig.

Andrea Bak, fiktionsredaktør

Et brugt juletræ

Vores juletræ blev købt i Røde Kors for 15 år siden, da nogen tilsyneladende ikke gad at have det længere. Men for mig og min familie er det klart det stykke pynt, vi glæder os mest til at se fremme hver jul.

I år har det fundet sig godt tilrette på mit værelse, og jeg elsker at kigge på, hvordan de farverige strimler flyder over til alle regnbuens pastelfarver og glimrer ligesom sneen på gaden.

Jeg håber det holder mange år endnu.

Anne-Marie Kochoyan, praktikant

Nisserne flytter med

Jeg er ikke specielt vild med rød julepynt og nisser. Men disse garnnisser er undtagelsen. Jeg har fået dem for mange år siden af min nu afdøde mor, som var hjemmehjælper, dengang man havde faste borgere, og der var tid nok til de ældre.

Min mor havde et nært forhold til et par af damerne, og til jul fik hun af og til en striknisse som tak for omsorgen. Nogle af dem røg videre til mig med hilsen fra Fru Petersen eller Fru Hansen.

Jeg blev så glad for dem, og de har nu fulgt mig i over 40 år. De har deres eget hjørne i entréen, så man kan hilse på dem, hver gang man går gennem lejligheden.

Mine egne halvstore børn holder også meget af nisseflokken. De vækker minder om mormor, og jeg er sikker på, at nisserne vil flytte videre ind hos dem den dag, jeg ikke er her mere.

Sådan er det jo med nisser – de flytter med, og er de strikket med kærlighed, er de altid velkomne.

Anita Banner Lauridsen, journalist

Møstelten

Da jeg for mere end 10 år siden mødte min mand, stod julen for døren, og en af vores første dates fandt derfor sted på et julemarked. Her forelskede jeg mig (også) i denne perlebesatte og selvsagt langtidsholdbare mistelten.

Alligevel undlod jeg at købe den, og det fortrød jeg bittert, da vi kom hjem. Glæden var derfor stor, da jeg nogle uger efter fik jeg den foræret i julegave af min kæreste, og lige siden har den hver jul hængt i vores fælles hjem.

I dag er det ikke kun hinanden, men også vores tre børn, der får masser af julekys under den smukke, glimtende mistelten, som forhåbentlig skal følge os altid.

Anne Bruhn Jørgensen, journalist

Strikkede nisser og varme minder

Da jeg var lille, strikkede min mormor nogle julenisser til mig. Hvert år glædede jeg mig til det øjeblik, hvor jeg fandt nisserne i de store kasser med julepynt.

Når de stod på mit værelse, føltes det, som om julen for alvor var begyndt, og jeg nød at kigge på dem hver eneste dag i december. Sådan er det stadig.

I januar bliver de pakket nænsomt væk, og når jeg finder dem frem igen næste jul, er det som at åbne en skattekiste af barndomsglæde og varme minder om min mormor.

Cecilie Lunding Tolversen, digital- og plusredaktør