Annette Heick er kendt af mere end det halve Danmark som sangerinde, skuespiller, tv-vært, skribent – og datter af legendariske Keld og Hilda Heick, selvfølgelig.
Dertil er hun også en passioneret haveentusiast, og vi er så heldige, at hun har inviteret os indenfor i sin egen kæmpestore have i Sydsverige, hvor hun bor med sin mand, kok Jesper Vollmer, og sønnerne Eliot og Storm.
Vennen Claus Dalby vakte haveinteressen hos Annette Heick
– Min haveinteresse blev vakt af Claus Dalby, som jeg har kendt, siden jeg var barn. Han introducerede mig til Anne Justs have i Hune, og det var sindssygt inspirerende for mig at se, hvordan hun havde lavet lige den have, hun ville, uanset at hun boede kun få kilometer fra et stormombrust hav og med dårlig sandjord til rådighed, siger Annette Heick.
Den fandenivoldskhed, hun så der, overførte hun til anlæggelsen af sin egen have.
Haven startede som en losseplads
– Den her grund var en ren losseplads til at starte med, og hvor har vi knoklet! Men så er det en stor tilfredsstillelse at se det hele vokse frem lige så stille bare ved hjælp af ens egne ideer og en masse slid, siger hun.
Familiens have ligger i Tygelsjö i Sydsverige, lige på den anden side af Øresundsbroen, hvor de har en næsten 3000 kvadratmeter stor grund med højt til himlen og en mark som nærmeste nabo.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Klik her for at ændre dit samtykke
Fuld af frodige buske
Haven er omkranset af bl.a. store fyrretræer og plantet frodigt, men arbejdsoverkommeligt, til med blomstrende buske som rododendron, azalea, syren, spiræa, potentilla og hibiscus samt masser af roser, geranier og pæoner.
Den store køkkenhavedyrkning er der hverken tid eller overskud til, men der er frugtbuske som ribs, hindbær og stikkelsbær og krydderurter som f.eks. timian, rosmarin, persille og purløg.
Smukke vækster i Annette Heicks have
Det smukke, snoede surbundsbed midt i haven
Et flot, snoet surbundsbed med rododendron og azalea deler Annette Heicks have i to mindre rum og giver masser af farvespil.
Annette Heick vander Hildas rose
Den pink rose kender Annette Heick ikke navnet på, ”men jeg har næsten lige fået den af min mor, som såmænd har købt den i Meny”, fortæller hun.
Rododendron Yacus 'Grumpy'.
Den laksefarvede rododendron, Yacus ’Grumpy’, bliver cremehvid ved udspring. Grumpy betyder gnaven på engelsk, men det passer ikke på den, mener Annette Heick, "for den er så sød og venlig at se på".
Buksbomkuglerne får en klipning
Alle Annette Heicks buksbombuske og -småhække stortrives i havens svenske muld og klippes efter forskrifterne. De er alle sammen købt som bittesmå stiklinger til 10 kr. stk. og er med kærlighed og god pleje blevet noget så fine.
Azalea 'Jolie Madamme'
Annette Heick holder meget af sin elegante, pink azalea med orange strejf i blomstermidten. Den hedder ’Jolie Madamme’, som betyder 'Smukke Frue'.
Annette Heick i sit yndlingsrum, husets lyse havestue.
Annette Heick tilbringer mange timer i husets lyse, fine havestue. Her bliver der både spist, arbejdet, telefoneret og slappet af.
Spagnumklyne
Firkantede spagnumklyner er gode både som kanter til et surbundsbed og til at plante surbundsplanter direkte i.
Hvad er
en klyne?
En klyne er en kompakt, firkantet ”klods” bestående af sammenpresset tørv/spagnum, som man kan bruge som kant rundt om et surbundsbed til at skabe etager i et surbundsbed eller ligefrem til at plante surbundsplanter direkte i.
rododendronbed midt i græsplænen, afgrænset af spagnumklyner
Med spagnumklyner som kanter og løs spagnum indeni har Annette Heick lavet et smukt, afgrænset lille surbundsbed midt på græsplænen til en af sine smukke rododendron.
Japansk løn i surbundsbed
Annette Heick er meget glad for den japanske løn midt i surbundsbedet, hvor dens dybe farve er en fin kontrast til de mere lyse rododendron.
Haven er utroligt vigtig for Annette Heick
– Haveinteressen er primært min. Jeg kunne ikke undvære en have. Det at gå udenfor og stadig være hjemme, få græs under fødderne og have mulighed for at skabe liv med sine egne hænder er utroligt vigtigt for mig. Jesper synes, det er dejligt med en have, og følger med i den, men det er klart min passion, siger Annette Heick. Og tilføjer:
– Men man skal gøre sig klart, hvad man overkommer...
Man skal kun gøre, hvad man orker
Overkommelighed er blevet et nøgleord i familien de sidste par år. Der er to sønner, som har brug for fars og mors tid, begge voksne har travle arbejdsliv, og Annette Heick tilbringer mange timer på landevejen til og fra engagementer. Ydermere kom Annettes mand ud for en ulykke for et par år siden, som gør, at han i dag ikke kan tage lige så hårdt fysisk fat som før.
– Jeg har en veninde, som jeg har været på mange haverejser med. Hun har et fantastisk staudebed, men jeg kan ikke overkomme det, og det skal man lytte til, siger Annette Heick.
Planterne skal kunne holde sig selv
– Heldigvis kan jeg så også bedre lide mere grenede planter, rododendron, roser, hortensia, osv., som klarer sig selv, holder sig strunke det meste af tiden og kan holde sig selv oppe om vinteren.
Og så elsker jeg mine fyrretræer!
Skal jeg ændre noget i en fremtidig have, skal jeg helt klart have mere stedsegrønt, så der er mere smukt at se på om vinteren, siger hun.
Hils på Annette på
Cph Garden
Annette Heick skal være værtinde og konferencier på Cph Garden, Danmarks første, store, professionelle haveudstilling, der er arrangeret af Haveselskabet og finder sted fra 21.-25. juni 2017 i Valbyparken i København. Billetter koster 250 kr. Haveselskabets medlemmer og børn under 15 år kommer ind til halv pris. Læs mere på haveselskabet.dk/cphgarden.