Andrea kan ikke gå - men hun kan løbe vildt hurtigt

Andrea elsker at mærke vinden igennem håret, og fødderne, der bringer hende lynhurtigt af sted ud ad banen. Hun føler nærmest, at hun flyver. Her på løbebanen føler hun sig fri og på sin rette plads. Andrea Stokholm Overgaard er framerunner og en af de bedste i Danmark.

Hun har også en hjerneskade og nogle ben, som hun ikke kan gå på, men løbe gør hun alligevel.

Andrea lever og ånder for at opleve den følelse af frihed, som hun mistede, da hun var barn. Som 13-årig fik hun en kræftsvulst i hjernen, der heldigvis kunne fjernes. Kort fortalt gik operationen godt, men bagefter var hun ikke længere den samme pige som før.

Læs også om Stine og Peter og deres kærlighed

Andrea har fået en hjerneskade, der betyder, at hun ikke kan gå, at hun taler meget langsomt, og at hun har problemer med balancen. Da hun var teenager, havde hun mange forskellige drømme for sit liv, men ingen af dem handlede om, at hun skulle være sportsstjerne. Alligevel er hun i dag på landsholdet i den sport, der for hende betyder frihed. Hun kan ikke gå, men hun kan løbe. Hendes sport hed før Racerunning, men den har lige skiftet navn til Framerunning. Det betyder, at atleten sidder på en slags trehjulet ”løbecykel”. Når man sidder på cyklen, holder man balancen og skal kun koncentrere sig om at bruge benene og løbe så stærkt som muligt. Lige netop det er Andrea en af de bedste til herhjemme. Hun er på landsholdet, og hun deltog i VM i para-atletik i Dubai 2019, hvor hun tog en bronzemedalje hjem i 100-meters framerunning. Nu rejser hun verden rundt med sin sport, hun har store evner og træner flere timer om ugen, men for ti år siden var hun bare en lille pige, der fik en hjernesvulst og var ved at dø.

En hjerne-tumor

I dag er hun 23 år og er lige flyttet i egen lejlighed i Valby. Hendes far, Lars, er på besøg, for der skal sættes hylder op og bankes søm i væggene. Andrea har en lillebror og to forældre, og tilsammen er de en stærk enhed, der altid har støttet hinanden, også da Andrea blev syg, og ingen vidste, hvordan hendes liv ville blive. Andreas forældre rejser også på skift rundt i verden med hende, når hun skal deltage i sportsarrangementer. De har et godt liv, men det er blevet meget anderledes, end de kunne have forstillet sig.

– Andrea var 13 år og en helt almindelig pige, da hun fra det ene øjeblik til det næste blev alvorligt syg i maj 2011. I løbet af en halv time blev hun pludselig meget dårlig, fik føleforstyrrelser og havde svært ved at tale. Hun blev omgående indlagt på Hillerød Hospital, der overførte hende til Rigshospitalet. Det viste sig, at Andrea havde en stor tumor i hjernen, og hun blev opereret, inden der var gået 24 timer, fortæller Lars.

– Operationen gik fint. Vi kunne snakke med hende umiddelbart efter, og alt var godt. Men fire dage efter operationen blev Andrea ramt af et – heldigvis – sjældent syndrom, “cerebral mutisme syndrom”, der kan ramme børn og unge efter en operation i hjernen. Fra det ene øjeblik til det andet kunne hun ikke bevæge sig, og hun kunne ikke tale. Kun blinke med øjnene. Man ved ikke hvorfor det sker, men man ved, at det er en hjerneskade, som det er ufatteligt svært at genoptræne.

“Det her, det kan jeg”

Det blev begyndelsen på hundredvis af timers hård træning. Andrea var indlagt på hospitalet i ni måneder med hård genoptræning. Først skulle hun kæmpe for overhovedet at komme ud af hospitalssengen, så kæmpede hun for at lære at tale igen. Efter et år med intens taletræning begyndte hun at tale igen, men kun langsomt. I dag sidder hun i kørestol på grund af dårlig balance, hun har motoriske udfordringer og problemer med synet. Hjerneskaden gør, at hun hurtigt bliver træt. Hun er langsom – siger hun selv – og sproget er langsomt, men Andrea besidder en jernvilje, der kan gøre mange andre atleter misundelige.

Før var hun egentlig aldrig interesseret i sport, fortæller hendes far. Hun var en helt almindelige teenager og mest interesseret i musik, lidt gymnastik og dans. Det ændrede sig.

– Da jeg var 17 år, følte jeg slet ikke, at jeg kunne noget som helst. En dag, hvor min far og jeg var alene hjemme, foreslog han, at vi tog hen til Frederiksberg Stadion og så et Racerunning-stævne. Det var nok heller ikke noget for mig, tænkte jeg, men vi tog derhen alligevel. Da jeg så alle de mennesker, der løb og havde det sjovt, tænkte jeg, ”det der, det kan jeg også”. Samme dag meldte jeg mig ind i idrætsklubben Parasport Frederiksberg, husker Andrea.

Det viste sig, at Andrea kunne løbe. Temmelig godt endda.

– Fra det første øjeblik jeg løb, var det, som om jeg fik min frihed tilbage. Jeg kunne noget alene, og jeg kunne flytte mig selv. Jeg ville løbe, og jeg ville bevise over for mig selv, at jeg kunne noget, siger Andrea og fortsætter:

– Nu var jeg jo vant til at træne. Jeg trænede hver dag. Det var derfor, at jeg overhovedet var blevet i stand til at tale og bevæge mig igen, så den her træning, det var bare mere træning og hårdere træning, og jeg trænede egentlig mest for at presse mig selv. Jeg har altid villet være den bedste udgave af mig selv.

Jeg vil være fri

Det blev hun også på ret kort tid. Hun var 19, da hun kom på landsholdet, og inden da havde hun deltaget i flere konkurrencer og gjort det godt hver gang. Da hun begyndte på landsholdet, startede hele familiens nye rejseliv. Andrea rejste med landsholdet til Dubai i vinteren 2019. Far og mor rejste med, for Andrea har brug for en hjælper. Siden har det knebet med at nå at få pakket kufferterne ud, før de skal bruges igen, for Andrea dyrker nu sin sport på højt plan, og forældrene er stadig med overalt i verden. Senere i år skal hun til Portugal, og så er der alle stævnerne rundt omkring i Danmark.

– Jeg kæmper mod mig selv hver eneste dag, men hvis jeg slår de andre konkurrenter, gør det heller ikke noget, siger hun med et forsigtigt smil.

– Jeg har været på Egmont Højskole i halvandet år, og det var en fantastisk tid i mit liv. Jeg blev så meget bedre til at klare mig selv sammen med hjælpere, der ikke var min familie. Mit mål er at blive så uafhængig som overhovedet muligt, selv om jeg godt ved, jeg altid vil have brug for hjælp.

Læs også om Camilla og Kaptajn Haddock

Det er også derfor, hun nu er flyttet i egen lejlighed, som hun er ved at indrette. Da hun var barn, før hun blev syg, drømte hun om at blive indretningsarkitekt. Det gør hun ikke mere. Så meget i hendes liv er forandret, men indeni er hun den samme stædige pige, hun altid har været, siger hendes far.

Hun træner flere gange om ugen, hun styrketræner, hun går til fysioterapi, og hun har fået masser af nye venner i sin sport. Hun elsker at løbe, og hun elsker at lave mad.

– Det går frygtelig langsomt, siger hun lidt irriteret, men sådan er det. Det tager tid at skrælle kartofler og gulerødder, og det tager tid at bage kager og brød, men hun gør det alligevel, for det er det almindelige, daglige liv, hun gerne vil have. Hvis der dukkede en kæreste op, ville det også være fint, men lige nu lever og ånder hun for at blive så hurtig, at hun kan komme med til VM i Japan næste år. Og så stædig som Andrea er, kan hendes forældre godt begynde at spare op til rejsen.