Aase gør en vigtig forskel, når hun taler i telefon: Det er mit åndehul

Det har altid været et brændende ønske for Aase Tange Mark at hjælpe andre mennesker og særligt dem, der er kommet lidt op i årene.

Derfor står hun tidligt op hver torsdag og tager turen til Silkeborg, hvor hun sætter sig på sin plads på kontoret i Rosengårdscenteret, der er et aktivitetscenter for folk over 60 år og førtidspensionister.

Som en del af projektet ”Telefonkæden” ringer Aase, der selv er fyldt 79 år, og andre frivillige til ensomme ældre hver morgen for at høre, hvordan de har det.

Samtalen varer sjældent mere end et par minutter, men det er nok til at give dem tryghed og en følelse af at være mindre ensom.

Opkaldet får de ikke kun om torsdagen, for hele året rundt skiftes de mange frivillige til at ringe rundt. Også i weekenden og i ferierne.

– De er glade for, at jeg ringer, og de sidder altid klar ved røret om morgenen og venter på at få opkaldet. Tit siger de ”Godmorgen Aase”, inden jeg overhovedet når at sige godmorgen til dem, siger 79-årige Aase, der har været frivillig i telefonkæden i ni år.

Hun fortæller, at for nogle er hun den eneste, de taler med i løbet af en dag. Og at hun ved, at opkaldet er mere end bare en mulighed for en kort, men hyggelig snak for mange.

– Det er en stor tryghed for dem at vide, at de ikke bliver efterladt alene, hvis der er sket noget med dem. At der er nogen, der reagerer, hvis de ikke besvarer opkaldet. Det kan også være rart for pårørende at vide, at der hver morgen bliver tjekket, at deres familiemedlem har det godt.

Hun uddyber:

– Mange har også tilmeldt sig telefonkæden af frygt for, at det ikke bliver opdaget, hvis de går bort. Særligt dem, der har kæledyr, vil ofte gerne være sikre på, at der bliver taget hånd om deres dyr, hvis der skulle ske dem noget.

For Aase er det frivillige arbejde en vigtig del af hendes liv. Det gør hende til et gladere menneske, fortæller hun og tilføjer, at en telefonsamtale også er en form for frirum for hende:

– Jeg føler, at jeg trækker vejret gennem telefonen. Det er mit store åndehul at snakke med mennesker og mærke den store glæde, jeg giver dem.

Derfor tager hun sig også gerne tid til at tale med de ældre, der er tilmeldt telefonkæden, uden for den ’’normale arbejdstid’’ torsdag morgen.

– De må altid gerne ringe til mit private nummer, hvis de har brug for at snakke mere, siger Aase.

Og det er der flere, der har.

– Der er blandt andet en kvinde, der har kræft, som ofte er ked af det og har brug for at snakke i længere tid. Hende ringer jeg gerne til igen senere på dagen, hvor vi så har bedre tid.

Han tog den ikke

Men sommetider kan det også være hårdt at være frivillig i telefonkæden. Særligt på dage, hvor telefonen ikke bliver taget i den anden ende. Særligt en episode har sat dybe spor hos Aase.

– Jeg ringede til en mand om torsdagen. Fredag og lørdag var det nogle af mine kolleger, som ringede til ham. Og søndag blev telefonen ikke taget. Så var de godt klar over, at det nok ikke var godt. De ringede straks til Brand og Redning, der kørte ud til mandens adresse, og de kunne desværre konstatere, at manden var død.

Hun tilføjer:

– Det var et stort chok, at han var død. Det tog hårdt på mig, for jeg får et godt og kærligt forhold til dem, jeg taler med hver uge. Det er altid trist, når de ikke er her mere.

Det er tydeligt at Aase stadig er berørt af dødsfaldet. Det er heldigvis sjældent, at der er en så trist årsag til, at telefonen ikke bliver taget, fortæller hun.

– Engang tog en mand ikke telefonen, da vi ringede en morgen, og efter flere opkald uden kontakt sendte vi Brand og Redning ud til hans adresse, men de kunne ikke finde ham. Bagefter måtte vi kontakte politiet, og den helt store aktion blev sat i gang. Men pludselig kom han hjem og havde bare været en tur på biblioteket, hvilket selvfølgelig var en stor lettelse,

Efter den episode fik manden en klar opfordring til at være ved telefonen i tidsrummet, når telefonkæden ringer.

– Vi sagde til ham, at han altså skulle give os besked fremover, hvis han planlagde at tage på tur i vores telefontid, siger hun med et smil.

Trives med travlhed

Aase selv kan også godt lide at have noget i kalenderen, og hun er vant til at have travlt.

Som mor til tre sønner og med en mand, der arbejdede som pilot i Flyvevåbnet, havde hun nok at se til, da sønnerne var yngre. Og selv om Aase i dag er 79 år, trives hun stadig med travlhed.

– Jeg føler mig slet ikke gammel og er glad for at have en kalender fyldt med aftaler.

Inden hun blev pensioneret, arbejdede hun som telefonsælger samtidig med, at hun var frivillig besøgsven for ældre.

Da hun gik på pension i 2008, ønskede hun at fylde sin hverdag med endnu mere frivilligt arbejde, og i 2010 begyndte hun i Ældre Sagen som besøgskoordinator.

Siden har Aase haft travlt med at være frivillig i diverse andre sammenhænge, og hun arrangerer også fællesspisning for ældre.

Hendes mand, Jens, er 82 år, pensioneret, og bruger også tid på frivilligt arbejde. Han hjælper Ældre Sagen med diverse it-opgaver.

Parret har ud over de tre sønner 10 børnebørn og fire oldebørn – det femte er på vej – og de skal selvfølgelig også hygges om.

Men det kan være svært at finde tid til det hele med alle de aftaler i kalenderen.

– Da mine børnebørn var små, fik vores søn altid dårlig samvittighed, hvis han spurgte om børnepasning, fordi jeg ville rykke rundt i min kalender. Men han mindede mig også om, at det var deres børn og dermed også deres ansvar for pasning. Men jeg har været en stor del af vores børnebørns liv og har tit passet dem, da de var små. Det er vigtigt for mig altid at have tid til dem.

Glemte sig selv

Det betyder så meget for Aase at være noget for andre, at hun sommetider helt har glemt at passe på sig selv. Det blev tydeligt for et par år siden.

En morgen bemærkede Jens, at hun så anderledes ud i ansigtet. Det hang ligesom lidt i den ene side, hvilket kunne være et tegn på en blodprop eller en hjerneblødning.

Han blev naturligt nok bekymret og blev ved med at spørge Aase, om hun havde sovet godt, og om hun mon ikke skulle til lægen. Men nej. Aase syntes, at Jens var noget pylret og forstod ikke selv alvoren.

I øvrigt havde hun slet ikke tid til at høre på hans bekymringer og snak om lægebesøg, for hun skulle besøge Esther, som hun var frivillig besøgsven for.

– Jeg kunne slet ikke selv mærke, at der var noget galt, og jeg syntes jo, det var vigtigt, at Esther fik besøg. Det glædede hun sig jo til.

Og Aase tog afsted. Og derefter fulgte hele 14 dage, hvor familie og venner var bekymrede for hende.

Særligt hendes yngste søn forsøgte at overtale hende til at gå til lægen. Han kunne også tydeligt se, at noget var anderledes i Aases ansigt.

Selv om han understregede alvoren, kunne han ikke overtale hende. Han kontaktede sine to ældre brødre, og sammen aftalte de at hente Aase, så hun kunne blive undersøgt.

Det lykkedes dog Aases svigerdatter at få hende til læge samme dag. Og godt det samme, for lægens ord var alvorlige.

– Jeg blev sendt på sygehuset til tjek, hvor lægen fortalte, at jeg havde haft en blodprop i hjernen.

Aase slap heldigvis uden de store mén, men blodproppen har sat sine spor på hendes stemmebånd. Det betyder, at hun lettere bliver hæs og har svært ved at tale højt.

Men det er i småtingsafdelingen i forhold til, hvad der kunne være sket, og det bremser hende heldigvis ikke det mindste, når det handler om at tale i telefon.

Det frivillige arbejde og det, opkaldene hver torsdag morgen betyder for de mennesker, der sidder klar ved telefonen, er for vigtigt for hende.

– Det vil jeg gøre, så længe jeg kan, for det er virkelig meningsfuldt for mig, siger hun med et smil.