Bagværk blev min redning

Torsdag, 8. april 2021
Webversioneret af Marianne Knudsen. Foto: Jesper Sunesen
51-årige Lene Tranberg brændte for arbejdet som indretningsarkitekt. Men et usundt arbejdsmiljø fik hende også til at brænde sammen med stress. Trods psykologsamtaler, yoga- og mindfulnessøvelser tog det ene kalenderår det andet. Intet hjalp. Indtil hun en dag stod med fingrene i en bolledej og mærkede roen.

Hun skal lige vænne sig til ordet … førtidspensionist.

Hun er selv fuld af fordomme, indrømmer hun, og synes ikke, at det er det fedeste at skulle sige til sin bordherre, når han spørger, hvad hun laver.

– Men jeg kan da også bare sige, at jeg er blogger, griner hun så – velvidende, at der kan være lige så mange fordomme hæftet på den titel.

Uanset titlen ændrer det dog bare ikke på den enorme lettelse, 51-årige Lene Tranberg følte i efteråret, da hun endelig fik førtidspensionen godkendt.

Et punktum blev sat – ikke mindst mentalt – efter flere år på vågeblus. Hvor det ene kalenderår tog det andet trods psykologsamtaler, yogastillinger og mindfulnessøvelser.

Lene registrerede det knap nok, selv om hun beredvilligt tog imod alt, hvad hun blev tilbudt. For hun ønskede virkelig at blive rask igen. Længe regnede hun også med det. I dag ved hun, at det bliver hun aldrig.

– Det har været noget af en kamel at sluge. At jeg aldrig bliver den, jeg var. Men jeg kan mærke alle symptomerne, så snart jeg bliver presset eller skal for mange ting. Kroppen glemmer det bare ikke, forklarer hun.

Læs også: Jeannette fik stress

Lunefuld chef

Lene bor i Korup nordvest for Odense sammen med sin mand og det sidste hjemmeboende barn af fire. For seks år siden tog livet et gevaldigt sving, der væltede hende omkuld. Hun gik ned med stress. Sådan noget, alle andre får, mente hun dengang. I dag erkender hun, at det også ramte hende.

Hun arbejdede på syvende år som indretningsarkitekt i en møbelforretning i byen, da hun første gang måtte lade sig sygemelde.

Stadig flere arbejdsopgaver kombineret med en lunefuld chef, der den ene dag kunne rose og være venlig, men næste dag skælde ud og være ondskabsfuld, gjorde det uudholdeligt for Lene. Hun havde travlt og skulle samtidig være kreativ hos kunderne, der ønskede inspiration til indretningen. Det tærede på energien, og lunten var kort, når hun sidst på dagen trådte ind ad døren derhjemme.

– Jeg var fuldstændig brugt efter sådan en dag. Men jeg håbede jo altid på, at næste dag ville blive bedre. Man kan sammenligne det lidt med et ægteskab, hvor der er psykisk vold. Selv om min chef kunne råbe og skrige af mig, higede jeg stadig efter hans anerkendelse bagefter, siger Lene.

Læs også: Lise fik stress af at passe sin syge mand

Afbrudt konstant

Men på et tidspunkt fik hun nok. Hun havde brug for en pause. En pause fra det puslespil, hun følte, blev smidt op i luften hver dag, og som hun aldrig nåede at lægge sidste brik på, før dagen var omme.

Hun lod sig sygemelde i tre måneder og vendte tilbage. Blot for at konstatere, at hendes skrivebord nu var afsat til en anden medarbejder. Derfor var hun nødt til at sidde rundtomkring i butikken, hvor det lige lod sig gøre, og pakke alle arbejdspapirerne sammen hver eneste dag.

– Min chef spurgte aldrig ind til, hvordan jeg havde det efter den sygemelding. Det var tydeligt, at han ikke tog det alvorligt, selv om han må kunne have set, at det var svært for mig. Han ringede til mig, når jeg havde fri, og brokkede sig, og jeg fik de arbejdstider, hvor der var mest travlt i butikken. Samtidig skulle jeg lave flere og flere arbejdsopgaver, som jeg aldrig fik ro til at udføre, fordi jeg blev afbrudt hele tiden.

Alligevel holdt Lene ud i 15 måneder. Indtil en kollega en mandag morgen afslørede over for hende, at han gik til psykolog og skulle sygemeldes med stress. Så panikkede hun. Tanken om, at hun skulle være alene med chefen, fik hende til at pakke sine ting sammen om tirsdagen og sætte sig grædende hos lægen om onsdagen.

Igen blev Lene sygemeldt, og også denne gang troede hun, at det ville blive for en kort periode. Bare lige hen over sommeren, tænkte hun.

Men da sommeren gik på hæld, var hun langtfra klar til at vende tilbage. Faktisk erkendte hun, at hun aldrig skulle tilbage til den butik.

– Symptomerne væltede bare frem. Jeg græd hele tiden, kunne pludselig ikke huske noget eller finde vej, og så mistede jeg en stor del af mit sprog. Jeg kunne ikke sætte sætninger sammen og føre en almindelig samtale. Det var skræmmende, fortæller Lene, der pludselig heller ikke kunne huske hverken de tyske eller engelske gloser. Sprog, hun ellers havde talt flydende.

Sygemeldingen blev forlænget, og via sin sundhedsforsikring fik hun tilbudt forskellig hjælp, som hun tog imod. Men hun fik intet ud af det. For hun græd. Hver gang og hele tiden.

Selv da fyresedlen kom, var hun længe skrækslagen for at møde sin nu tidligere chef i byen. Bare bilen nærmede sig møbelbutikken, fik hun det dårligt. Lene havde det bedst bag nedrullede gardiner derhjemme, og efter to års sygemelding måtte hun have medicin mod svær depression. Noget, hun skal tage resten af sit liv.

Læs også: Ville redde sin alkoholiserede mand

Fingre i bolledej

En dag lagde hun dog mærke til, at der pludselig faldt ro over hende. Hun stod med fingrene i en bolledej i sit køkken og mærkede, hvordan kroppen slappede af, mens hun trillede fødselsdagsbollerne til sin søn. Hun besluttede sig derfor for at bage igen.

Hun havde bare svært ved at huske, hvad hun puttede i skålen, så hun var nødt til at skrive det ned på papirlapper for at være sikker på, at alle ingredienser var rørt i. På den måde var hun også sikker på at have opskriften, hvis nu det viste sig at smage godt.

– Det var meget meditativt, for jeg skulle ikke tænke på andet, mens jeg stod der ved køkkenbordet. Jeg fik noget andet at gå op i, forklarer Lene, der efterhånden fandt det upraktisk med de løse lapper i kinabogen.

Derfor oprettede hun en hjemmeside, lagde opskrifterne ind sammen med et mobilbillede af bagværket. Så var opskrifterne nemme at finde og også tilgængelige for hendes børn.

Efter et stykke tid lagde hun mærke til hjemmesidens sidehenvisninger. De voksede så meget, at der ikke kun kunne være tale om familie, der kiggede med. 500 henvisninger blev til 2.000 efter et år.

– Det var vildt fedt at opdage, at andre kunne lide dét, jeg lavede. Det var et skulderklap og en anerkendelse, jeg ikke have oplevet at få i mange år. Samtidig var det en god måde for mig at træne mit sprog igen, siger Lene, der derefter besluttede sig for at ændre hjemmesidens navn til bagvrk.dk og forsøge at få endnu flere læsere.

– Man kunne ikke google Bagværk med æ, så jeg droppede æ og tænkte, at det forstod man nok godt, siger hun med smil i stemmen.

For trods den manglende vokal fik hun ret. Ud over bloggen oprettede hun også en instagram-profil med samme navn, og selv om de første 1.000 følgere tog tid at få, fortsatte hun med at poste billeder af bagningen derhjemme.

Masser af likes

For uanset om det var motiverende, at andre fulgte med, var det, og er det, stadig noget, hun gør for sin egen skyld. Fordi det gør noget godt for hendes sind.

I dag har hun rundet 9.000 følgere på Instagram, og det gør hende både glad og stolt. Hun bager flere gange om ugen, gerne noget med surdej, hvor hun rigtig kan nørde med opskriften, og sjældent store lagkager, for de tager lang tid at lave og fylder for meget i køleskabet.

– Jeg er glad for, at andre får noget ud af at følge mig. Der er da ikke noget bedre, end når en af mine opskrifter får en masse likes, griner hun, men indrømmer også, at det ikke altid er alt bagværk, der lykkes første gang.

– Så prøver jeg bare igen, for bagningen giver mig en masse glæde og et netværk, uden at jeg behøver at være fysisk til stede. Jeg bager flere gange om ugen og får også spørgsmål fra følgere, men jeg føler mig ikke mere forpligtiget, end at det er o.k., hvis jeg ikke lige er på Instagram en dag. På den måde passer det her mig rigtig fint, siger Lene, der også har været ærlig over for sine følgere og fortalt sin historie til dem.

Det gav mange positive reaktioner, og hun hørte også fra rigtig mange, der kunne genkende hendes historie. Det er ganske forfærdeligt, synes hun og siger, at selv om det er bagning, der har hjulpet hende, er det jo ikke sikkert, at det virker for en anden.

– Jeg tror, det er meget individuelt, hvad der hjælper, og jeg kan kun fortælle, hvad der hjalp mig. Derfor må folk heller ikke forvente at få andet end gode bageråd fra mig.