Bedste er en haj til kortspil

Torsdag, 9. august 2018
Torsdag, 9. august 2018 - 9:00 - af: Greta Johannsen, Foto: Maria Tuxen Hedegaard.
Bedstemor Lily i Fredericia snyder i spil, hun ryger vandpibe med børnebørnene, hun forventer besøg rimelig tit - og hendes børnebørn er sikre på, at lige netop deres bedste er " Danmarks bedste bedste".

Bedstemor Lily spiller for at vinde. Sådan er det. Hun snyder, gemmer kortene og lægger tallene forkert sammen, for hun VIL vinde.

Hun havde også sin egen Playstation, men så kom der en lille pige forbi, der ikke havde råd til en, og så fik hun Lilys. Hun er mor til fire, bedstemor til ti børnebørn og oldemor til to. Hvis man spørger hende, hvor gammel hun er, siger hun "10 år".

Det kunne man godt tro, for Lily Bech er et legebarn, men hun er altså 77 år.

De ti børnebørn er helt enige: Det er deres "Crayzy bedste", som de kalder hende, der skal vinde titlen som "Danmarks bedste bedste ", for Lily er sådan en voksen, som ethvert barn burde have på lager: En, der elsker dem fuldstændig betingelsesløst - men også en bedstemor, der kan få børn og børnebørn til at krumme tæer i skoene, når hun folder sig ud. Det med at folde sig ud har hun bestemt ikke med hjemmefra. Tværtimod. Sådan var en ordentlig pige ikke.

Lily kommer fra en stor katolsk familie i England. Hendes familie arbejdede i kulminerne og på fabrikker. Det eneste, hendes forældre var rige på, var børn. Og Lilys far passede godt på dem. Han havde absolut ikke meget tiltro til den unge Peder fra Danmark - men hvad Lily vil: Det vil hun.

Peder med de blå øjne

- Min veninde og jeg så ham en dag inde i byen . Han var sådan en stor, flot mand, lyshåret og med blå øjne - og så gik han i træsko, husker Lily, stadig forelsket efter snart 60 år. - Min far sagde, at unge mænd med blå øjne og lyst hår var farlige, de drog mod havet og bragte kun ulykke med sig - men jeg var da ligeglad.

Peder var faktisk ikke særlig farlig. men han var en ung mand med ambitioner: Han ville fiske og han ville tjene penge. Derfor var han rejst til England, for det var der fisken var , og så var Peder også der. Han havde faktisk ikke tænkt vider over det med kvinder. Han var jo på havet altid, og når han endelig var i land, så var han for træt til at gå ud. men nu kastede Lily sine øjne på ham til ungdomsballet - og resten er historie.

De var 18 og 19, da de mødte hinanden i 1958, og som Lily siger: Hun var håbløst forelsket, naiv og lykkelig , og det samme kunne siges om Peder - men det var Lilys far bestemt ikke. " Du holder dig væk", sagde hendes far til Peder, men det endte jo alligevel med bryllup, men først i 1960 - og nej, det var ikke fordi, der var barn på vej, men simpelt hen fordi de elskede hinanden, og der ville ikke komme ro over Lilys far, før Lili og Peder blev rigtige ægtefolk.

Kender du også Danmarks bedste bedste? (link fjernet)

De blev boende i England, og Lily fik børn. Fire styks og hun kunne ikke være gladere, for børn har altid været de mennesker, hun er gladest for - eller i hvert fald lige så glad som hun er for Peder.

Efter ni år måtte Peder følge fisken igen, og hele familien flyttede til Danmark. Først boede de hos Peders forældre i Vestjylland, og Lily kom i en streng skole, for hun kunne ikke et ord dansk - og det var absolut ikke godt.

- Da jeg havde lært at snakke både jysk og sige sgu og fanden, syntes jeg egentlig at jeg var god. Og så er jeg bare blevet bedre med årene, mener Lily - og det har hun da ret i. Hun var en sej kone, der passede hus og fire børn alene, når Peder var på havet - og det var han det meste af tiden. Hun lærte at klare sig i et fremmed land, og hun glemte aldrig at smile.

Bedste i telefonen

- Det koster ikke noget at smile. Det skal man gøre, siger hun. Hun har lært sine fire børn det, og hun irettesætter gerne folk i forretningerne, hvis de kigger trist frem for sig. Man skal gøre sit bedste, synes hun - og med årene er hun blevet endnu bedre til at værdsætte et dejligt smil. De fire børn er jo for længst flyttet hjemmefra, og det har bestemt ikke været nemt for en kvinde, der helst er sammen med sine børn - men så kom de i alt ti mirakler: Børnebørnene:

- Vi har boet i Thorsminde i mange år, og der blev jeg kaldt "Bedste på bakken", fordi vi boede på en bakke. Nanna var det første barnebarn - og hun var en bestemt lille en, siger Lily. Det er Nanna enig med sin bedstemor i. Hun bor nu i Viborg, men husker sin bedstemor som en, der aldrig nogensinde sagde nej. heller ikke når hun legede købmand med Bedstes fine kopper.

Der er det med Bedster, at de selv bliver skrøbelige med årene, nærmest i takt med at børnebørnene bliver større og større og til forveksling ligner unge mænd. Lili og Peder er flyttet fra Thorsminde ind til en smart lejlighed med udsigt over havnen i Fredericia. De bor på tredje sal, men det kan ikke hindre børnebørnene i at komme på besøg. I dag er der fire børnebørn i huset, og de kommer tit, for som Niclas siger: "Hvis hun ikke har hørt fra en et stykke tid, så ringer hun og spørger, om man er død. Og så kommer man selvfølgelig.

Bedstes knus

Derfor er der altid nogen på besøg hos Lily og Peder Bech på 3. sal. Den gamle fisker er gået i land og brummer engang imellem over børnebørnene, der helt klart ikke er så høflige, som man kunne ønske sig. Men det er ikke noget, man skal lægge noget i. Det er en vane fra dengang, Peder styrede rundt med sine folk og sine fisk på sin kutter, for Peder fik sin egen kutter. Faktisk har han haft flere, men nu er han gået på pension, og savner han havet for meget, kan han køre en tur end på havnen - men keder sig, det gør han ikke. Det sørger Lily for.

Det handler ikke om at være ung med de unge - det handler om at være sammen med dem, hun elsker. Derfor har hun lært at bruge både Facebook, Instagram og nu er Emily på 12 i gang med at lære hende at bruge Snapchat. En bedstemor er nødt til at holde sig skarp.

Læs også om Tobias der fik en ny bedste

Lars mener, at det er nyttigt lærdom, at hun har lært dem, hvordan man kan snyde i spil. Hun har så lært af drengene, hvordan man ryger vandpibe - det lærte de hende på en ferie i Egypten. Den eneste gang, Bedste nogensinde har grædt, var da hun glemte at give Lars solcreme på, da han var en lille dreng. Han blev skoldet, og det kunne Bedste ikke tilgive sig selv. Så er det godt at have et overbærende barnebarn.

Det var også hende, der måtte stå skoleret for en svigerdatter, da Lily havde givet et barnebarn is den dag, hun pludselig dukkede op midt på dagen, hvor hun burde have været i skole. Bedste vidste det ikke, siger hun. Og Peder hæver det ene øjenbryn og siger intet.

Andre børnebørn husker en bedste, der skrev "set" på karakterbogen, hvis mor og far helst ikke skulle se den. Nogle gange krummer de også tæer, når Bedste begynder at synge på gaden eller pjatter alt for meget, men det, der er det bedste ved Bedste, er, at hun giver sådan nogle store knus og krammere, at man kan blive helt væk i hendes arme - og sådan en bedste der bare elsker sine børn, børnebørn og oldebørn helt uden grænser , det burde alle have.

Kender du Danmarks bedste bedste? Så har du nu mulighed for at deltage i konkurrencen om et sommerhusophold til en værdi af 10.000 kroner. Se her hvordan du deltager i konkurrencen. (link fjernet)