Hun forstår ikke tallet 70. Men fra på torsdag i denne uge må hun vænne sig til at være netop det antal år gammel.
– Jeg har været til et foredrag med den indiskfødte hjerneforsker Suresh Rattan. Han fastslår, at menneskehjernen ikke kan fatte en alder, der er højere end 45 år. Det fysiske er lettere at forholde sig til. Jeg ved for eksempel, at chancen for, at jeg kommer til at løbe et maraton, bliver mindre år for år, siger skuespilleren Birgitte Raaberg om sin snarlige, runde fødselsdag.
At fylde 60 for et årti siden var dog en yderst positiv oplevelse.
– Jeg troede, det ville blive svært, men stik modsat blev det en erfaring, der fyldte mig med ro og en følelse af at have jordforbindelse, siger Birgitte, der er født som synæstetiker, hvilket vil sige, at hjernen sammenkobler forskellige typer af sanseindtryk med hinanden.
– I mit tilfælde kommer det til udtryk ved, at jeg ser tal og bogstaver i farver. Blandt andet oplever jeg tallet 7 som knaldgult, og det er min yndlingsfarve. Så mon ikke det alligevel viser sig, at jeg har et dejligt årti i vente? funderer hun med et smil.
Den megen fokus på alder i vores samfund er i øvrigt i Birgittes øjne ikke altid gavnlig, da den er med til at putte folk i kasser.
– Allerede da jeg fyldte 30, var der folk, der i ramme alvor sagde til mig, at jeg ikke behøvede at være ked af det. Men hvad skulle jeg også være ked af? Helt fra 1. klasse i skolen bliver vi stablet i kasser, som vi forventes at passe ind i. Vi får ikke ret meget frihed til at gøre os fri af kategorierne og finde ud af, hvad det vil sige at være menneske. Presset vokser hele tiden, og det bliver man stresset af. Jeg arbejder en del som underviser og coach i erhvervslivet. Jeg er blandt andet kommet en del på museer, og her er man begyndt at lave udstillinger på en ny måde, hvor publikum bliver en del af sceneriet, får vækket deres sanser, hører lydene og mærker pulsen. De trækker kort sagt tilskueren væk fra dagligdagens stress, og det er den helt rigtige vej at gå.
Hvis man på nuværende tidspunkt sidder med en følelse af, at Birgitte er en kvinde med en alternativ vinkel på verden, har man fuldstændig ret.
– Siden min ungdom har jeg mediteret meget og også undervist i det. På skuespillerskolen i Aarhus i begyndelsen af 1980’erne var der mange, der ikke forstod det og kunne finde på at spørge, hvorfor jeg ikke bare sov i stedet for. I dag kender alle til meditation og spørger mig helt selvfølgeligt, hvilken teknik jeg bruger. Jeg ser det også i forretningsverdenen. Jeg har undervist en gruppe ingeniører i Grundfos, der alle var helt med på det med meditationen. Det er mit indtryk, at de firmaer, der klarer sig godt i dag, er dem, der har turdet tænke ud af boksen.
Skuespilleren gør flittigt brug af naturen som mental healing. Og her drager hun nytte af, at hendes hjem i Hjortekær ved Lyngby ligger klos op ad Dyrehaven samt tæt på Øresund, hvor hun bader året rundt. Hendes filosofi er, at vi mennesker er lige så tæt forbundne med naturen som med hinanden.
– Jeg har i mange år været optaget af de oprindelige nordamerikaneres livsfilosofi, visdom og måde at være til stede i verden på. Og jeg er blevet uddannet som Red Lodge-træner ved Ehama Institute i New Mexico, USA. Kurserne har givet mig værktøjerne til at lave ceremonielle undervisninger, hvor man bruger ritualer til at løfte sig over det ordinære. Det kan noget særligt at sidde omkring et bål og hver især dele sine historier. Det er i den slags situationer, man bliver klar over, at vi ikke er så forskellige. I det hele taget handler livet for mig i høj grad om at lære at dele. Man siger, at én procent af klodens befolkning ejer halvdelen af alle værdier. Men hvor mange milliarder skal man have i banken for at blive lykkelig?
Derudover ligger det Birgitte meget på sinde, at den feminine energi får større udbredelse i alle livets forhold.
– Den har været undertrykt i tusindvis af år hos både mænd og kvinder. Feminin energi handler om at skabe, favne og være i ro. Den maskuline energi er mere forbundet med handling og styrke, og det er der ikke noget i vejen med så længe, det er forbundet med hjertet. Det ideelle må være, at begge energier er til stede, og at der er balance og harmoni mellem dem, siger Birgitte, som for at understrege sin pointe har valgt at møde op til interviewet iklædt et særdeles maskulint sæt tøj, som mangt en kvindelig erhvervsleder ville føle sig godt tilpas i.
Hendes karriere som skuespiller var knap kommet i gang, før hun fik en folkelig succes, der aldrig siden er blevet overgået, og som hun i dag, 40 år senere, stadig jævnligt bliver mindet om. Hun spillede nemlig den kvindelige hovedrolle som Susan Himmelblå i biografhittet ”Midt om natten”, hvor hun var i herligt selskab med Erik Clausen, Kim Larsen og ikke mindst sidstnævntes udødelige ørehængere.
– Jeg bliver fortsat indimellem kaldt for Susan Himmelblå af folk på gaden. Og jeg har valgt at se sådan på det, at det ikke er alle, der får lov til at sætte sig et aftryk, som jeg har gjort. I øvrigt var det en forrygende start på mit skuespillerliv. Men nostalgien gemmer også på en stræben tilbage. Man kan godt bruge sine gamle sejre til noget og tage energien med sig som en styrke, men den skal omsættes til nutiden. Tidligere på året medvirkede jeg i en ”sing along” i Cinemateket i anledning af filmens runde jubilæum, og det var en hyggelig aften i mindernes tegn. Men som en gammel ven engang sagde til mig: ”Man kan ikke leve af at have været god til at spille tuba som barn!”
Heldigvis er det blevet til mange stjernestunder siden dengang. Har man set Lars von Triers gyserserie ”Riget”, glemmer man aldrig Birgittes præstation som Judith, der bliver mor til den groteske vanskabning Lillebror. I komedieserien ”Madsen & co.” leverede hun som fruen i parcelhuset solid situationskomik i årene 1996-2000. Og så er der perlerækken af musikforestillinger og musicals – senest ”She Loves You” i Koncertsalen i Tivoli.
– I år har jeg for første gang prøvet at spille børneteater. Jeg spillede Emils mor i ”Emil fra Lønneberg” på Frilandsmuseet, og til næste år gentager vi succesen. Vejret var lunefuldt, men når det regnede, troppede børnehavebørnene op med rygsække, regntøj og presenninger og var præcis lige så begejstrede, som hvis det havde været strålende solskin, fortæller hun.
Med sin egen formulering synes hun, at hun har været ”sygt heldig”, når det gælder roller, da udbuddet af opgaver til kvindelige skuespillere over en vis alder er begrænset. Og så er hun taknemmelig for en ganske særlig opgave, som må siges at høre til periferien af hendes fag, men som hun fast har varetaget gennem 25 år. Det er nemlig hende, der lægger stemme til Familie Journals tv-reklamer.
– Det er sjovt, at Familie Journal skulle gå hen og blive et fast holdepunkt i min tilværelse. Både min mor og mormor har holdt det i lange perioder. Og jeg synes, det er et utrolig alsidigt blad med en masse læsestof, der kommer rundt i alle afkroge af livet.
Privatlivet deler hun med ægtemanden Troels Frydensberg.
– Vi fejrede for nylig vores 20 års bryllupsdag, men har været sammen i 22. Troels var scenetekniker, da vi i sin tid mødte hinanden på teatret. I dag har han sit eget firma, Frydensberg Production, der laver special effects til teaterstykker. Når Tarzan svinger sig i lianerne, og Peter Pan flyver gennem luften, er det Troels, der får det til at ske for øjnene af publikum.
I Birgittes liv er kærligheden til livsledsageren et fundament, der giver tryghed og inspiration.
– Vi er gode til at give hinanden plads, skabe ting sammen og ikke mindst grine sammen. Troels er 19 år og tre måneder yngre end mig, og aldersforskellen mellem os var noget, omverdenen i begyndelsen gik meget op i. I dag er der ikke mange, der tænker over det. Men vi har ofte joket med, at Troels er født 20 år for sent. Hans musiksmag er eksempelvis præget af kunstnere, der var populære, da jeg var ung. Ifølge ham selv skyldes det, at han er vokset op på landet i Viemose på Sydsjælland, hvor man ikke var med på det nyeste nye.
På sin 70-års dag kan Birgitte se tilbage på et arbejdsliv, hvor hun især i kraft af sit virke som underviser har favnet bredere end de fleste. Og det er oplagt at spørge hende, om hun fortsat føler sig mest som skuespiller, coach eller noget tredje.
– Det er skuespillet, der er fundamentet for alt andet, jeg har gjort. Og gennem skuespilkunsten har jeg lært om mangfoldigheden i det at være et menneske. Til tider betragter jeg livet som ét stort teater. Og uanset hvilke overraskende drejninger, fortællingen tager, er det vigtigt, at man tager hovedrollen i sit eget liv. At man er i stand til at tage vare på sige selv på en grænsesættende og sund, men også givende måde, siger Birgitte Raaberg.