Charlotte hjælper sygdomsramte: Et godt måltid betyder alverden

– Da jeg så min egen mor gå fra at kunne lave gode og nærende måltider til ikke at kunne lave noget selv, slog det mig virkelig, hvor svær en situation, man står i, når man bliver sygdomsramt. Der er så mange ting at holde styr på med undersøgelser og behandlinger, så der er ikke meget overskud til at lave sund mad, selv om man jo godt ved, at det er vigtigt at få god benzin i kroppen, siger 59-årige Charlotte Thyberg, der bor i Aarhus.

I dag står hun bag nonprofit-organisationen Det Kærlige Måltid, hvor frivillige laver gratis, nærende måltider til sygdomsramte familier, blandt andet, men det vender vi tilbage til.

Inden Charlotte kastede sig over madlavning i stor stil, havde hun en flot karriere i detailbranchen bag sig, men blev over tid drevet af et ønske om at hjælpe andre.

– Jeg har altid levet af at finde den rigtige vare i den rigtige mængde til den rigtige pris på det rigtige tidspunkt. Det var et mega godt job. Godt, men hårdt, og jeg havde lyst til at gøre noget meningsfuldt, som ikke var så kommercielt, og som gav værdi på en anden måde, fortæller Charlotte, der fik inspirationen til Det Kærlige Måltid fra organisationen Ceres Community Project i San Francisco i USA.

Nogle år forinden havde Charlotte selv været igennem et stress-forløb og stod også som pårørende til sin alvorligt syge mor, og her opstod ønsket om at skifte retning i arbejdslivet uden at vide præcis til hvad.

– Alt var i spil. Men når man arbejder så meget, som jeg gjorde, kan man ikke tænke de kreative tanker. Min søster fortalte mig endnu en gang om den her organisation, hun kendte i USA, og pludselig gav det mening for mig.

Amerikansk forbillede

Charlotte er vokset op på Sydfyn i en familie med to søstre og forældre, der var selvstændigt erhvervsdrivende.

De tre søstre var alle et år på amerikanske high school-ophold i 1970’erne og 80’erne, og den ene søster boede dengang hos en familie, hvis datter for cirka 20 år siden stiftede en velgørenhedsorganisation, som begyndte at lave gratis måltider til sygdomsramte familier.

I dag er Ceres Community Project et kæmpe foretagende, der står for millioner af måltider i flere byer til både syge og hjemløse, og i 2017 besøgte Charlotte og hendes familie organisationen i deres sommerferie.

Herefter så Charlotte sig ikke tilbage. En ild var tændt, og efter endnu et besøg i USA var hun sikker.

– Jeg sagde op dagen efter, jeg kom hjem, og fortalte min chef, at jeg skulle starte en organisation. Han tænkte vist sit, men jeg var overhovedet ikke i tvivl, siger Charlotte, der selv om hun lavede masser af indledende research og talte med en meget interesseret fond, alligevel fik en sværere start på projektet end ventet.

I 2018 var planen nemlig lagt, og jobbet opsagt i troen på, at fonden ville støtte projektet, men det blev et overraskende afslag.

– Det glemmer jeg aldrig. Jeg troede ikke, det var en mulighed. Men jeg måtte jo op på hesten igen, og så kontaktede jeg min gamle arbejdsgiver i Salling Group, hvor jeg havde arbejdet i 20 år. De kunne heldigvis forstå formålet og troede på, at jeg kunne løbe det i gang, siger hun.

Charlotte fik doneret et købekort på 100.000 kroner og derudover 200.000 kroner til at betale for både køkken og kok.

En kærlig hilsen

Og så kom hun i gang: Handlede hver tirsdag, hvorefter kokken og de første frivillige tilberedte måltiderne i et køkken, de havde lejet på timebasis i en café.

Den første uge leverede de mad til 12 personer, og konceptet var dengang som nu, at den sygdomsramte og husstanden får fire hovedmåltider leveret gratis hver onsdag i otte uger.

Derudover er der dessert hver anden uge og en ekstra nærende suppe til den syge.

Løbende skaffede Charlotte via sit netværk flere midler og har været tilbage i USA hos Ceres Community Project for at få mere viden om bl.a. processer i køkkenet.

Hun har i det hele taget ladet sig inspirere af dem, f.eks. får alle, der tildeles måltider, et håndskrevet kort fra en af de frivillige.

Giver og modtager kender ikke hinanden, men det er en vigtig del af den frivillige opgave at skrive en lille hilsen hver uge.

Den kan lyde sådan: ”Kære Hanna, jeg håber, at maden smager godt og kan hjælpe dig. Du skal bare vide, at vi har haft nogle fantastisk gode timer i køkkenet, mens vi har lavet det. Ha’ en dejlig dag”.

– Jeg havde slet ikke overvejet den værdi, det har – for begge parter. Den nærhed, det skaber. Og vi får rigtig mange kort tilbage fra modtagerne, som de frivillige læser op for hinanden. Det er den bedste værdsættelse af deres indsats, siger hun.

Livsforandrende

Det Kærlige Måltid har i dag seks ansatte og cirka 350 frivillige fordelt på de tre afdelinger i Aarhus, Aalborg og Odense, og der laves mad til cirka 240 personer eller cirka 100 familier hver uge.

Det gavner ikke kun de ramte familier at få nærende måltider. Også de frivillige kan gennemgå en stor udvikling.

– Projektet giver de frivillige så mange glæder. Vi har sårbare unge og voksne, som oplever, at det er livsforandrende for dem at deltage. Jeg havde ikke troet, at det ville blive så vigtig en del af deres liv at være en del af det fællesskab. Nogle kommer hver eneste uge, og Det Kærlige Måltid er næsten noget, de går til på lige fod med yoga eller keramik, siger Charlotte.

Alle aldersgrupper melder sig som frivillige i organisationen: De helt unge fra 15 år, hvoraf en del er studerende eller unge på sabbatår.

Der er også de ”kærlige bude”, som leverer maden til familierne – i egen bil og med benzin betalt af egen lomme.

Og så er der prepperne, som er voksne, som måske er gået på pension, er mellem jobs eller måske har det lidt svært i livet.

De kommer i køkkenet for at gøre grøntsager klar, inden de unge møder op for at lave måltiderne sammen med en ansat køkkenansvarlig lidt senere på dagen.

– Mødet mellem unge og ældre, altså flere generationer, har også værdi. Det er en form for dannelse og lære for alle generationer.

– De fleste frivillige hos os er drevet af meningsfuldheden – at kunne hjælpe andre. Man ved jo også, at hvis du hjælper andre, så hjælper du også dig selv. Du får det langt bedre med dig selv. Og så får de også et socialt netværk. Mange af dem er blevet venner efterfølgende. Det er jo det, vi gerne vil.

Charlotte var i begyndelsen lidt bekymret for, om det ville blive et problem at finde frivillige nok til at kunne få organisationen op i størrelse.

– Da mine egne piger var yngre, syntes jeg, der var en tendens til, at man ikke prioriterede at være frivillig. De unge i den generation virkede til at have nok i sig selv. Men jeg oplever, at det har ændret sig. Mange virksomhedsejere kigger faktisk også på, om unge jobansøgere har frivilligt arbejde, og flere af de unge ønsker også at være med til at give noget tilbage til samfundet. Der er en ny generation, som er meget bevidst om den her agenda, mener hun.

Kan ikke lave mad

En motivation for at melde sig på banen for især de unge frivillige er formentlig også at lære at lave mad.

– Det er blevet meget populært at lære at lave et måltid selv. At kunne dyrke noget og lave mad fra bunden er jo nærmest trendy i dag. Det er også noget, jeg meget gerne vil give de unge med i rygsækken. Der er vanvittigt mange børn og unge, som ikke kan lave mad, siger Charlotte og henviser til rapporter, som viser, at færre og færre børn er med til at lave mad i køkkenet derhjemme.

Seneste tiltag fra Det Kærlige Måltid er derfor et nyt projekt for skolebørn.

Når de har madkundskab, kan de komme og lære om, hvor vigtigt det er at kunne lave et måltid fra bunden og samtidig lære noget om frivillighed, medborgerskab og bæredygtighed.

I det bæredygtige 78 meter høje nybyggeri TRÆ på Sydhavnen i Aarhus er der på 6. etage etableret en køkkenhave, som de frivillige driver, for planen, helt fra begyndelsen, har også været, at Det Kærlige Måltid kan undervise i ”fra jord til bord”.

– Da jeg i 2018 præsenterede Aarhus Kommune for, hvad jeg ville med Det Kærlige Måltid, viste jeg et slide med mit ønskescenarie. Og det var, at vi en dag skulle få et køkken på Sydhavnen og en køkkenhave i Aarhus … tænk, nu er vi der, siger hun om sin drøm, der nu syv år efter at hun indledte sit nye arbejdsliv, er opfyldt.

Og selv om der også kan følge bekymringer om f.eks. økonomien med at drive en stor organisation, baseret på fondsmidler og støtte, holder det ikke Charlotte vågen om natten.

– Jeg har verdens bedste job. At kunne få lov til at arbejde med det her er et privilegie i sig selv. Jeg er jo så taknemmelig for, at jeg har en familie, der bakkede op om det. Jeg vil aldrig kunne tjene det, jeg gjorde før, men det er så meningsfuldt på en anden måde.