Artikler
Dorte havde endetarmskræft
Ved årsskiftet i 2013-2014 mistede to gamle kolleger, Susanne Rømer og Steen Pedersen, begge deres ægtefæller til kræft med fem dages mellemrum. De kendte ikke rigtig hinanden, men var venner på Facebook og kondolerede hinanden. Det endte med at blive starten på en kærlighedshistorie. Susanne er helt sikker på, at det er Steen, der er Danmarks bedste kæreste. – Vi er ikke bekvemmelighedskærester. Absolut ikke. Jeg nærer den samme dybe kærlighed for Steen, som jeg gjorde for min afdøde mand. Var han ikke død, var det ham, jeg var sammen med. Nu er det så Steen. Til mine dages ende, siger Susanne. Læs også om Lizandra, der mener, at Daniel er Danmarks bedste kæreste Den 29. december 2013 døde Susannes mand Erik. Det var kun halvanden uge efter, han havde fået konstateret lungekræft. Sygdommen blev opdaget meget sent i forløbet, fordi han var i god fysisk form. – Den nat, min mand døde, skrev jeg på Facebook, at jeg var meget, meget ked af det, fordi min elskede var gået bort. Jeg fik en masse kondolencer, og en af dem var fra Steen, fortæller Susanne. Fem dage senere skriver Steen det samme på Facebook, og Susanne kondolerer. Hans kone, Winnie, gik også bort på grund af lungekræft. Hun havde et længere sygdomsforløb og endte sine dage på et hospice.