Den populære dogmestrik kan noget helt særligt

De fleste af os kender til dogmefilm, men hvad søren er dogmestrik?

Det finder Familie Journals udsendte ud af på en workshop i Hedestrik på Nørrebro i København en mørk vintereftermiddag, hvor 19 strikkeglade kvinder og en enkelt mand er mødt op for at dogmestrikke et par håndledsvarmere.

Maja Høy er aftenens underviser og en af de fire unge kvinder, som også er gymnasieveninder, der står bag uldkulturhuset med både butik og værksted foruden den bogudgivelse, det også er blevet til.

Strik har længe været oppe i tiden, og nu er den mere langsommelige dogmestrik også ved at blive et hit.

Maja har et bud på hvorfor.

– Når vi bruger rigtig lang tid på et håndværk, får det også automatisk en værdi, fordi vi har lagt så mange tanker og kærlighed i det, siger hun og tilføjer, at det at bruge sin tid bevidst også er et tiltrængt modstykke til verden derude, der raser forbi.

Historien om Hedestrik begynder for nogle år siden ude på den vestjyske hede.

Her var de to veninder Liva Steuk og Asta Marie Budde Magaard i lære som fårehyrder på Lystbækgård, som er lidt af et epicenter for uldhåndværk.

Den er også den eneste gård i Danmark, der praktiserer vandrehyrdemodellen, hvilket betyder, at fårehyrderne vandrer rundt på heden med fårene – og dem er der mange af: 800 moderfår af racen spælsau, som er en gammel nordisk race.

De sørger dels for naturbevarelse af den vestjyske hede, dels har de rigtig god uld, fortæller Maja.

Liva og Asta Marie var i lære for at få dyreholdserfaring, inden de begyndte på den økologiske Sogn Jord- og Hagebruksskule i Norge sammen med deres tredje veninde Anna Sejerø, og Maja rejste derop for at besøge dem alle.

Her lærte hun at dogmestrikke af dem – og blev fuldstændig grebet af det, fortæller hun.

Tilbage til naturen

Dogmestrik er en teknik, hvor man strikker direkte med den rå uld.

Det vil sige, at ulden hverken kartes eller spindes på forhånd, men at man kan trække tråde af den langfibrede uld med fibre på op til 30 centimeter, hvilket godt kan tage tid og kræver lidt tålmodighed.

Man vasker ikke engang ulden, så ofte kan man finde rester af både grene, lyng, blade og måske endda lidt fårelort.

– Til gengæld er der masser af blødgørende lanolin i ulden, så hænderne bliver dejligt fedtede. Man behøver i hvert fald ikke håndcreme bagefter, griner Maja og siger, at det har stor betydning, at man selv har lavet tråden og kender hele cirklen, når man har dogmestrikket en trøje eller et anden beklædningsgenstand.

– Vores trøjer i Hedestrik kradser lidt mere end konventionelle striktrøjer, derfor bruges uld fra spælsau ikke så ofte, men så tager man jo bare en T-shirt under, råder Maja.

På det lange bord i Hedestriks lokale ligger bunker af råuld stablet, og workshopdeltagerne får besked på, at de nu skal trække trådene, så de kan lave deres egen uldkugle.

De fleste af deltagerne er garvede strikkere, filtere og vævere, men de færreste af dem har prøvet at dogmestrikke før og skal lige lære knebet med at trække de lange tråde.

Til gengæld glæder de sig alle til at arbejde med råuld, og det er Majas erfaring generelt, at mange nu om dage gerne vil mere tilbage til naturen og det oprindelige.

– Jeg tror, at folk grundlæggende gerne vil prøve noget lavpraktisk og analogt og lære et gammelt håndværk, siger Maja, der ofte oplever, at det første folk påpeger, når de træder ind i Hedestriks lokale, er lugten.

– ”Ej, hvor her dufter af uld”, siger de, og mange har et konkret minde med lugten, hvad enten det er deres bedstefars trøje eller en gård, de kom på som barn.

Duften hænger også i rummet denne aften, hænderne er ved at være godt bløde, og Maja og fuldtidspraktikanten går rundt og giver tip til dem, hvor ulden driller lidt.

Efterhånden får alle styr på at trække tråde og lave deres uldkugle, som de skal til at strikke deres håndledsvarmere af.

Ro i sorgen

Maja selv fandt glæden ved at dogmestrikke i Norge i 2023, men den blev pludselig også en nødvendighed midt i en stor sorg.

Hendes mor blev uhelbredeligt syg, og Maja dogmestrikkede næsten dagligt i den sidste tid, de havde sammen, hvor hun sad ved moderens side.

– At strikke hjalp mig meget. Jeg fandt senere ud af, at det, der sker, når man har hænderne beskæftiget med håndarbejde, er, at de repetitive bevægelser gør, at man kommer i en nærmest meditativ tilstand. Desuden aktiverer det taktile materiale ens parasympatiske nervesystem, hvilket virker beroligende. Det oplevede jeg i hvert fald, fortæller hun.

Maja og hendes veninder oplevede, at der var stor efterspørgsel på både kurser i den langsommelige dogmestrik og råuld, og de blev enige om at starte et F.M.B.A, som er er et kooperativ.

I september 2024 var Hedestrik en realitet.

At det er blevet en sådan succes, og at de tilmed har udgivet bogen ”Hedestrik – Uld, landskaber & håndværk”, er kommet fuldstændig bag på dem alle, fortæller Maja, der ligesom Liva er fuldtidsansat.

– Vi prøver at vise, at lokale ressourcer ofte er uudnyttede ressourcer, for det siges, at cirka 60 procent af råulden i Europa bliver brændt. Vi inspirerer til, hvordan man kan bruge materialet, siger Maja, der også ærligt indrømmer, at det ikke kan betale sig for dem at sælge deres trøjer, fordi de tager så lang tid at lave.

Men kaster man sig selv ud i projektet, vover Maja gerne at påstå, at hvis en trøje er dogmestrikket ordentligt, kan den holde et helt liv, og desuden holde én varmere end en trøje strikket i spundet garn, hvor der ikke er nær så meget isolerende luftindhold i tråden.

– Endnu en fordel er, at overfladen filter en lille smule, så hvis en maske går, eller man knækker en tråd, så løber den ikke.

Der er heller ingen, der løber fra deres uld denne aften i Hedestrik.

Tværtimod er alle ved at være i hus med deres uldkugle og har gåpåmod til at strikke deres håndledsvarmere, som – måske, hvis de gør sig umage – kan holde deres hænder varme et helt liv.