Du skal bare sige ja tak til undersøgelsen

Det var en smuk eftermiddag lige før sankthans i 2016, Ma­rias yngste barn, Chili på ni måneder, sad i en balje vand på terrassen og legede. De skulle på ferie 14 dage senere, og Maria havde glædet sig til ferien med Chili, de tre store drenge og sin mand, Kai.

Ugen før havde hun fået den rutinemæssige smeartest for celleforandringer i livmoderhalsen, som hun havde fået så ofte før. Det var altid gået fint.

Telefonen ringede. Det var lægen, der fortalte Maria, at testen denne gang ikke var så fin, som den plejede at være. Der var tegn på celleforandringer, og hun skulle have lavet endnu en. Bare for at være sikker.

Det er syv år siden nu. Maria Schnell Beeken fra Hedehusene er rask i dag, men hun føler sig ikke som den Maria, hun var engang. Dengang troede hun, at hun aldrig ville blive syg. En test var jo en tryg forsikring om, at alt var godt. Indtil hun alligevel blev syg.

– Lige da lægen gav mig beskeden, blev jeg faktisk lidt irriteret. Vi skulle jo på ferie, så jeg syntes næsten ikke, jeg havde tid til flere undersøgelser. Jeg kontaktede en gynækolog, som sagde, at jeg sagtens kunne vente et halvt års tid. Så hurtigt udviklede celleforandringer sig heller ikke.

– Alligevel blev jeg lidt urolig. Tænk nu, hvis der var noget galt? Derfor fandt jeg en anden gynækolog, der gav mig en hurtig tid, så jeg kunne få det overstået med det samme, siger Maria.

Maria fik lavet en ny biopsi, og otte dage efter fik hun svaret: Der var svære celleforandringer, så hun skulle have lavet et keglesnit på livmoderhalsen.

– Jeg var bange, men faktisk var jeg mest bange for, at vi nu alligevel ikke kunne komme på ferie. Det var så vigtigt for mig med den ferie. Vi havde glædet os, og jeg ville ikke aflyse. Derfor fik jeg en tid til operation, dagen før vi skulle rejse til Spanien, fortæller Maria.

Maria blev opereret, og fordi hun ikke måtte flyve så kort tid efter operationen, rejste familien alene, mens hun tog bussen hele den lange vej til Spanien. Hverken læger eller hendes familie syntes, det var en god idé, men Maria klarede turen, og alt gik som planlagt.

Men man kan ikke planlægge alt. Mens de var i Spanien, ringede lægen og fortalte, at det var værre, end de umiddelbart havde troet. De havde fundet og fjernet en tumor, og randerne fra keglesnittet så ikke godt ud. De var nødt til at fjerne Marias livmoder og æggeledere.

Depression

– Dér sad jeg så. I solen i Spanien med en flok glade unger, og så faldt min verden sammen. Det var først dér, jeg rigtigt forstod, at jeg var alvorligt syg og kunne dø af det her. 37 år, midt i livet og mor til fire børn. Jeg så på min lille datter og tænkte på, om jeg kunne nå at se hende vokse op, jeg så på mine drenge, der kunne fornemme, at der var noget galt. Min mand og jeg kunne ikke rigtig komme til at tale sammen om det. Det var første gang, jeg følte, at nu var mit liv ændret, husker hun.

Maria fik fjernet livmoder og begge æggeledere sidst i august 2016, og så blev hun erklæret rask, men bagefter blev hun ramt af en alvorlig depression.

– Alle var glade, men jeg kunne ikke være glad, selv om jeg så gerne ville være det. Lægerne sagde jo, at jeg var rask, men kunne jeg stole på det? Måske var der kræft et andet sted i min krop? Jeg havde ikke haft en anelse om, at jeg havde fået svære celleforandringer, fordi man jo simpelthen ikke kan mærke den slags.

– Jeg tænkte også meget over, hvor tilfældigt det var, at jeg havde overlevet. Det hele var gået så stærkt, og kun takket være min egen mavefornemmelse, der fortalte mig, at jeg skulle handle med det samme, og en god gynækolog, der forstod vigtigheden af at skaffe mig en hurtig tid, var jeg i live nu, fortæller Maria.

Vaccination til børn

– Vores ægteskab kom også i en krise. Nu var jeg jo rask, og min mand var lykkelig, så hvorfor kunne jeg så ikke også bare være lykkelig? Jeg ved ikke hvorfor, men det kunne jeg ikke. Jeg var en anden, og jeg kunne ikke længere leve lige så ubekymret. Det ramte også min kvindelighed, at jeg nu pludselig ikke længere kunne få børn. Okay, jeg havde fire børn, og jeg ville jo nok alligevel ikke have flere, men det skulle have været mit eget valg. I stedet havde sygdommen afgjort det for mig, siger Maria.

Maria og hendes mand fik nogle samtaler med Kræftens Bekæmpelse, som hjalp dem til at komme videre sammen.

Det tog lang tid, men Maria fandt til sidst glæden ved at vide, at hun havde overlevet og var rask. Sygdommen har betydet, at hun gerne vil hjælpe andre til at forstå, hvor vigtigt det er at følge de forskellige rutineundersøgelser.

– Min historie skal vise andre kvinder, hvor vigtig det er at sige ja tak til de rutineundersøgelser, vi får tilbudt for livmoderhalskræft. Jeg havde ingen smerter og ingen fornemmelse af at være syg, og hvis jeg ikke havde fulgt min egen mavefornemmelse og kontaktet en anden gynækolog, havde jeg måske ikke været i live i dag.

– Hvis HPV-vaccinen havde været opfundet, da jeg var ung, var jeg sandsynligvis ikke blevet syg med den kræftform. Derfor er alle min tre drenge selvfølgelig blevet vaccineret mod HPV-virus, og det skal min datter også, når hun bliver gammel nok, siger Maria.