Elsebeth fandt nye venner efter tabet af sin mand

Onsdag, 4. oktober 2023
Af Emilie Lantz-Frederiksen.
Foto: René Schütze.
Da Elsebeth mistede sin mand, mærkede hun pludselig ensomheden komme snigende. Derfor tog hun sagen i egen hånd og søgte en ny vennegruppe på internettet. Her fandt hun fem nye kammerater, og i deres selskab glemmer hun ensomheden.
67-årige Elsebeth Damkjær

”Goddag,” lyder det på syngende nordjysk, da Elsebeth åbner hoveddøren og lukker dagens første gæst ind.

Kvinderne omfavner hinanden, før de træder ind i køkkenet, som i dagens anledning dufter af kaffe og hjemmebag. Solen skinner ind på spisebordet, hvor tre hvide porcelænstallerkner pryder den blomstrede dug.

Når gruppen er fuldtallige, skal der dækkes op til fem kagesultne kammerater, men i dag har Elsebeth fået to afbud. Det lægger dog ingen dæmper på gensynsglæden.

Da hun mistede sin mand for snart to år siden, manglede hun nogen at udfylde sin hverdag med – og det fandt hun i sine nye venner!

Det er mere end 30 år siden, at den nu 67-årige Elsebeth Damkjær fra Brønderslev mødte kromanden Bjarne. Han var lige blevet alene og manglede en til at servere på kroen, så Elsebeth trådte til.

Kærligheden blomstrede midt i alt kaosset på den travle kro, og et halvt år senere flyttede servitricen og kromanden sammen.

– Vi er to sammenbragte familier. Han havde to piger, og jeg har tre børn. Han var en god mand og far. Vi har haft rigtig mange gode oplevelser sammen, fortæller Elsebeth.

Bjarne nåede at være syg i mange år med både leddegigt og en lungesygdom. Han var heldigvis altid snakkesalig og i godt humør, så trods sygdom var der masser af glæde i deres hjem. Elsebeth og Bjarne lod heller ikke sygdommen forhindre dem i at tage ud for at spille krolf eller gå til koncerter, som de plejede.

Jeg tror, min mand havde dårlig samvittighed, fordi han syntes, at han bremsede mig. Men den følelse havde jeg aldrig. Vi skulle være der for hinanden, og det var vi lige til det sidste.

Elsebeth Damkjær

Verden går i stå

En decemberaften i 2021 havde Bjarne og Elsebeth netop vinket farvel til deres børn efter en hyggelig dag, da Bjarne pludselig fik en blodprop.

Elsebeth vidste straks, at det var helt galt og skyndte sig at ringe efter en ambulance.

Der gik yderligere 12 dage, før hun mistede ham helt. I den tid var hun hos ham på sygehuset hver eneste dag, og hun sad sammen med ham, da han til sidst gav slip.

– Han havde været på sygehuset flere gange, så tanken om afskeden havde været der før. Men det øjeblik kan man ikke forberede sig på. Det bliver tomt, og verden går i stå.

Efter Bjarnes død sørgede Elsebeth for at holde sig i gang. Hun har aldrig været god til at sidde stille, så hun fortsatte med at spille krolf og gå til koncerter, nu var det bare uden Bjarne. Desuden fik hun sludret en masse, både med sin datter og med naboerne hen over hækken.

Selv om hjemmet føltes tomt uden Bjarne, klarede hun sig igennem. I hvert indtil sommeren gik på hæld.

– Da efteråret begyndte at nærme sig, gik der panik i mig. Det var en mørk tid, og pludselig sad naboerne ikke ude længere. Jeg ville heller ikke sidde hos min datter hele tiden og blive hendes dårlige samvittighed. Jeg kunne ikke klare at gå dag ind og dag ud uden at få snakket med nogen. Det var den der ensomhed, fortæller Elsebeth, som hurtigt besluttede sig for at tage sagen i egen hånd.

Søgte nye venner

Ved hjælp af onlineplatformen Boblberg begyndte Elsebeth at søge nye bekendtskaber. Hun skrev lidt om sig selv og fortalte, at hun ønskede at samle en vennegruppe, som kunne lave en masse forskellige aktiviteter sammen. Tilbage var der kun at håbe, at nogen ville bide på.

– Der sidder mange ensomme mennesker rundt omkring, så det var jo bare at prøve! Jeg håbede at finde nogen, jeg kunne kede mig sammen med, og at jeg kunne fortsætte med at gå til koncerter. Det er ikke sjovt at gå alene.

Heldigvis begyndte der efter kort tid at tikke beskeder ind fra fremmede i Elsebeths indbakke. Hun inviterede de interesserede hjem til en snak hos hende for at se dem an, inden hele gruppen skulle samles. Snart gik hun spændt rundt og forberedte middag til de fem mennesker, som forhåbentligt skulle blive hendes nye venner.

– Jeg var meget spændt på, om de kunne finde ud af at snakke med hinanden, men det gik så fint! Alle skulle have lov til at fortælle deres historie, og så kom resten af sig selv.

Elsebeth med to af sine venner
I alt er de fem i vennegruppen. I dag er det dog kun Eva og Brian, som er dukket op til kage og kaffe hos Elsebeth.
Foto: René Schütze.

Siden vennegruppen mødte hinanden for første gang, er enkelte medlemmer faldet fra. Heldigvis er der også kommet nye til, og derfor består gruppen i dag af to fraskilte, to, som har mistet en ægtefælle og selvfølgelig Elsebeth. De mødes på kryds og tværs til kortspil, fællesspisning, krolf og koncerter.

– Vi vil gerne hinanden og får mange oplevelser sammen! Vi holder hinanden lidt i gang, smiler Elsebeth, før hun fortsætter:

Jeg mærker ikke ensomheden så meget mere, for jeg er ved at have min hverdag fyldt ud. Det kan næsten være svært at nå det hele!

Elsebeth Damkjær

Glad for fællesskabet

Hjemme i køkkenet hos Elsebeth har dagens sidste medlem sluttet sig til, og rundt om bordet sidder nu tre smilende ansigter. Det sker ofte, at der ikke er fuldt fremmøde, men det er også sådan, det skal være. I gruppen er en indforstået aftale om, at man kommer til det, man har lyst til, og bare kan springe resten over.

Eva og Brian har dog øjensynligt haft lyst til at sætte tænderne i Elsebeths beundringsværdige bagværk i dag, for de sidder klar med rosévin og kaffe ved blomsterdugen.

Elebeth skænker rosé til to venner
For Elsebeth er det særligt betydningsfuldt at kunne samle sine venner til et glas rosé. De var nemlig med til at få hende godt i gennem den kolde, mørke vinter.
Foto: René Schütze.

Snakken flyder, og selv om det ikke er lang tid siden, at gæsterne er ankommet, har de allerede haft flere forskellige fremtidsplaner oppe at vende. Eva vil gerne have sine venner med til koncert på Hjallerup Marked, og Elsebeth foreslår, at gruppen skal tage til vinfestival i Brønderslev.

Det er tydeligt, at vennerne sætter stor pris på hinanden, og for Elsebeth er der da heller ingen tvivl om, at det er deres fortjeneste, at den lange, mørke vinter ikke blev så ensom, som hun havde frygtet.

– Nu var der noget at se frem til og nogen at snakke med. Om ikke andet kunne jeg tage telefonen og ringe, siger Elsebeth.

Hun er glad for, at hun tog sagen i egen hånd og rakte ud efter nye bekendtskaber. Venskaberne hjælper med at få ensomheden efter tabet af Bjarne til at forsvinde, og hun er helt sikker på, at det er sådan, hendes mand ville have ønsket det for hende.

Bjarne ville være utroligt træt af det, hvis jeg bare sad og hang med mulen – han var selv et livstykke!

 Elsebeth Damkjær