En dygtig navigator: Elses moralske støtte har været stor

Da Bjørn Løndahl i 2024 for første gang mødte Else Refdahl på Næstved Sygehus, hvor Bjørn var i strålebehandling for kræft i struben og munden, havde hans møde med sundhedssystemet hidtil ikke været det allerbedste.

Han følte sig ikke lyttet til. Men da han fik Else tilknyttet som navigator via Kræftens Bekæmpelse, befandt han sig straks langt bedre på trods af det psykiske pres, som en kræftsygdom helt naturligt altid vil lægge på et menneske.

– Jeg fulgtes blandt andet med ham til alle lægesamtaler, og i kraft af mine mangeårige erfaringer som sygeplejerske kunne jeg oversætte lægesproget til noget, der gav mening for Bjørn, siger 79-årige Else.

Bjørn skulle have 36 behandlinger i alt, og på alle ugens hverdage kørte han fra Søllested på Lolland til Næstved for at få dagens dosis røntgenstråler.

Undervejs i forløbet blev han dog indlagt på sygehuset. På det tidspunkt havde behandlingerne påvirket hans hals så voldsomt, at han måtte indtage sin mad via en sonde.

– Men det ville han ikke. Derfor bad afdelingen mig hjælpe med at overtale ham og forklare, hvor vigtigt det var, at han fik noget næring, fortæller Else.

Det lykkedes, men Bjørn blev aldrig venner med sonden.

– Samme dag, som jeg kom af med den igen, spiste jeg havregrød på almindelig vis. Og allerede tre dage senere spiste jeg rugbrød, husker 73-årige Bjørn.

Da kræften ramte ham, havde han været i gang med at renovere sit daværende hus, som af samme grund var ubeboeligt.

– Jeg boede derfor hos min ven, Niels, hvor Else også har været for at besøge mig. Efter min indlæggelse fik jeg dog en aflastningsstue på Plejecentret Lykkeseje, og i dag bor jeg i en beskyttet bolig i tilknytning til centret, fortæller Bjørn.

Vild med frivillighed

Else bor i Maribo med sin mand, der også hedder Bjørn. De har tre døtre i 40’erne, der tilsammen har beriget dem med seks børnebørn og to bonusbørnebørn. Og så har Else i øvrigt selv haft kræft tæt inde på livet.

– I 2010 fik jeg konstateret lymfekræft i stadie 3. Det var kræft af den aggressive slags, som lægerne heldigvis har haft stort held med at behandle. Der skulle 20 strålebehandlinger og otte omgange kemo til at få bugt med det. Og jeg har stadig senfølger i form af føleforstyrrelser i tæer og fingre samt nogle søvnproblemer, fortæller hun.

De sidste – og ifølge hende selv bedste –13 år af sit arbejdsliv som sygeplejerske var hun ansat på Svanevig Hospice, inden hun kort før sin 75-års fødselsdag gik på pension.

– Men jeg mærkede hurtigt, at jeg måtte have noget andet at tage mig til. Jeg blev derfor frivillig i cafeteriet på Fuglsang Kunstmuseum. Men for tre år siden læste jeg en artikel om navigator-ordningen i avisen, og jeg vidste straks, at det lige var mig. Jeg elsker at have med mennesker at gøre.

Til at begynde med havde hun kun en enkelt patient at tage sig af. Men det blev hurtigt til tre på en gang. Og i dag, hvor Bjørn ikke længere behøver hendes hjælp, er hun navigator for tre andre kræftpatienter.

– Jeg bruger fire-fem timer om ugen på hver patient. Og de er til enhver tid velkomne til at ringe mig op. Mange har et grundlæggende behov for at tale med nogen om deres sygdom, den angst, der følger med, og de mange tanker om, hvad det hele skal munde ud i. Også Bjørn har haft perioder, hvor han var helt nede i kulkælderen, og hvor jeg fik hans øjne op for, at mange var værre stillet end ham. Og at et stort antal i det hele taget klarede sig levende gennem deres forløb.

Ved siden af opgaverne som navigator arbejder Else frivilligt som mentor i Lolland Kommune. Blandt andet underviser hun en polsk pige i dansk og lærer hende om dansk kultur. Endelig er hun kontaktperson i lokale indsamlinger til Ukraine. Kommunens borgere kan i den forbindelse kontakte hende og donere alt fra mad til tøj og fiskenet.

– I alt arbejder jeg frivilligt i cirka 28 timer om ugen. Det giver livskvalitet og noget at stå op til.

Kuk i smagssansen

For et halvt år siden blev Bjørn erklæret kræftfri efter en scanning og diverse blodprøver.

– For øvrigt blev det aldrig til noget med den champagne, vi skulle drikke sammen for at fejre, at du var rask, siger Else med et stort smil henvendt til Bjørn.

– Nej, jeg var nok selv lidt for hurtig med at fejre beskeden med en snaps. Det fortrød jeg i samme øjeblik, for det var en meget voldsom oplevelse efter alt det, min hals har været igennem, griner Bjørn.

Han har i årenes løb blandt andet ernæret sig som taxachauffør og musiker. Blandt andet nød pigtrådsorkestret Rocking Ghost en overgang godt af hans musikalske evner. Og i den sidste årrække af hans arbejdsaktive liv var han ansat som it-ingeniør.

– Den moralske støtte fra Elses side har været stor under min sygdom. Man kan godt sidde med følelsen af at være aldeles alene i sådan en situation.

Bjørn har to sønner og en bonussøn. Og kun den ældste af dem bor så langt væk som i Nordsjælland. Og så kunne man måske tro, at han havde det tætte netværk, han skulle bruge, og ikke havde behov for en navigator. Men det er ikke tilfældet.

– Mine børn vil gerne hjælpe mig, men har ikke kunnet gøre det så meget, som de godt ville, på grund af udfordringer i form af diverse diagnoser. Derfor mente øre-, næse- og halsafdelingen på Næstved Sygehus, at jeg godt kunne bruge noget ekstra hjælp. De kontaktede Kræftens Bekæmpelse, som sørgede for, at jeg fik kontakt med Else.

Da Bjørn blev erklæret sygdomsfri, følte han med egne ord, at han kunne gå på vandet. Men de seneste måneder har han oplevet senfølger i form af vrøvl med smagssansen.

– En hel del mad smager ikke af noget som helst og andet smager forkert. Stikkelsbær-grød smager for eksempel af citron. Det er, som om nogen har krydset ledningerne forkert i hovedet på mig. Så selv om Else strengt taget ikke er min navigator længere, er det rart at kunne tale med hende om den slags. Hun er vant til at lytte til folks sære problemer, og jeg har mange gange haft gavn og glæde af hendes input, siger Bjørn.