En læser fortæller: Balder hjalp mig over kærestesorgen

Jeg var langt nede efter bruddet med min kæreste, Martin. Vi havde været sammen siden teenageårene, og det var ikke med min gode vilje, at vi gik fra hinanden, for jeg elskede ham stadig, men Martin var fast besluttet. Og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Han var blevet forelsket i sin nye kollega. Men han ville garanteret snart opdage, at græsset ikke var grønnere på den anden side.

– Han kommer hjem til mig igen, sagde jeg flere gange til min mor, men selv om Martins nye forhold ret hurtigt kuldsejlede, så vendte han ikke tilbage. Bevidstheden om, at det var helt slut mellem os, ramte mig som en hammer. Jeg kunne ikke forstå det. Som i en døs vandrede jeg rundt i det lille hus, som Martin og jeg havde delt. Et hus, jeg elskede, og som jeg ikke ville sælge, selv om det kostede mig dyrt at bo her. Jeg kunne ikke give slip på det sted, selv om det indeholdt så mange minder om Martin.

Læs også: Jeg fik en ny livskammerat

– Kom nu op på hesten igen, sagde min mor ofte i løbet af efteråret, hvor jeg burede mig inde i huset. Jeg prøvede at følge hendes råd, men den eneste gang, jeg tog i byen med veninderne, følte jeg mig forkert. Jeg var ikke parat til at møde en ny.

– Du er ved at sygne hen i selvmedlidenhed, sagde min mor skarpt, da jeg i et halvt år ikke havde orket andet end at passe mit job. I min fritid lå jeg hjemme på sofaen og så den ene tv-serie efter den anden.

– På et tidspunkt bliver det bedre, lovede jeg, men det overbeviste åbenbart ikke min mor. En fredag eftermiddag stillede hun overraskende foran min dør med Balder.

Jeg hilste kærligt på mine forældres søde springer spaniel, som først var begyndt at komme på besøg hos mig i huset, efter at Martin var flyttet. Han var nemlig allergisk over for hundehår og brød sig ikke om hunde.

– Din far og jeg tager væk i weekenden, og vi kan ikke have Balder med. Så du kan vel godt passe ham indtil mandag, for du har forlænget weekend, ikke?

Hun ventede ikke på svar, men stillede en pose med hundemad på gulvet, før hun hentede hundekurven i bilen.

– Husk, han trænger til masse motion, så du skal ud at gå med ham flere gange om dagen.

– Altså mor, det kan du ikke mene, begyndte jeg, men min mor rystede på hovedet og forsvandt ned ad havegangen. – Vi ses mandag aften.

Læs også: Mine døtre kunne ikke enes

Jeg var udmærket klar over, hvad hun var i gang med. At tvinge mig udenfor om dagen og i de mørke stunder. Irritationen vældede op i mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at være mig selv og bure mig inde, indtil jeg var klar til at komme videre?

I stedet stod jeg nu med ansvaret for Balder, og de første 24 timer var noget af en prøvelse. Balder havde svært ved at finde ro i huset og skulle rundt og snuse til det hele. Hundehårene spredte sig hurtigt ud over hele huset, og hver tredje time måtte jeg ud og gå med ham, fordi han peb ved døren. Hjemme ved mine forældre var han vant til at have en stor hundegård at boltre sig i, men her måtte vi ud og gå lange ture. Jeg turde ikke lade ham løbe uden snor, for han var også en jagthund, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne kalde ham til mig igen.

Om natten blev jeg vækket flere gange. Balder var urolig, og til sidst måtte jeg trække hundekurven ind i soveværelset, så han kunne ligge ved siden af mig. Så faldt han omsider til ro.

Læs også: Har din hund et populært navn

Det blev aldrig en decideret succes for mig og Balder den weekend, men da min mor hentede ham mandag aften, kunne jeg alligevel mærke, at det havde gjort mig godt at få brudt mine rutiner nogle dage. Jeg havde været nødt til at tænke på Balder i stedet for at fokusere på mine triste følelser, og jeg havde næsten ikke haft tid til at synke ned i sofaen og ynke mig selv.

Den weekend blev startskuddet på min kamp for at komme tilbage til et aktivt, socialt liv igen. Faktisk resulterede den i, at jeg få måneder senere anskaffede mig Molly, den skønneste border terrier, man kan tænkte sig.

Sammen med hende har jeg gået naturen omkring os tynd, og forfalder jeg til triste tanker, behøver jeg blot at kalde på Molly. Så finder jeg ro igen. For manden i mit liv skal nok dukke op på et tidspunkt.