Gitte holdt jul hos fremmede: Det skal jeg ikke, for det tør jeg ikke!

Tirsdag, 19. november 2024
Karna Bunk-Jensen
Foto: Martin Høien
Gitte Petersen havde aldrig forestillet sig, at hun skulle sidde alene juleaften, så da livet tog en drejning, måtte hun gøre noget, hun ikke havde troet, hun turde.
Gitte har ikke noget imod at sidde alene – på nær lige juleaften.
Gitte har ikke noget imod at sidde alene – på nær lige juleaften. Gennem Julevenner hos Røde Kors fandt hun en familie at holde jul med.

Mange tænker ikke over, hvad de skal den 24. december, for det giver sig selv: Det samme som året før. Men for andre er det at have et sted at holde jul – og nogle at holde jul med – ikke en selvfølge.

Det er tilfældet for 47-årige Gitte Petersen fra Frederikssund, der plejede at holde jul med sin familie, som bestod af hendes mor og to storesøstre.

Men i 2020 gik Gittes mor bort efter lang tids sygdom. Med ét ændrede livet sig for Gitte, også hvad angik hendes juleaften.

– Det havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, siger Gitte, som for første gang i sit liv oplevede ikke at have nogen at holde jul med.

Gittes to storesøstre er både gift og skilt og holder indimellem jul andetsteds, og forrige jul skulle de hver især fejre jul med andre.

– Jeg spurgte slet ikke mine søstre, om jeg måtte komme med, for jeg havde ikke brug for at få et nej, siger Gitte, der samtidig var sygemeldt med stress.

Første jul alene

Gitte bor alene og har ikke børn. Hun lider af svær hypermobilitet, som betyder, at hun modtager førtidspension. Carla, en 14 måneder gammel Cavalier King Charles spaniel, springer om benene på hende, ivrig efter at gå tur.

– Hun er min bedste ven, siger Gitte, som ikke savner selskab i hverdagen, når bare hun kan komme til gospel og canasta, som hun går til hver uge.

– Jeg kan både lide at være social og for mig selv. Jeg hviler i begge ting.

Af samme grund var hun i begyndelsen ikke bekymret over udsigten til en juleaften på egen hånd, men som decemberdagene gik, vaklede hun i sin overbevisning.

– Jo tættere vi kom på jul, jo mere kunne jeg mærke, at det kunne jeg bare ikke, sidde alene. Det var for trist, siger Gitte, der ikke klandrer sine søstre for indimellem at holde jul med andre end hende.

– Jeg går lidt mine egne veje og har altid gjort det, siger hun.

Det tør jeg ikke

I 2023 var 4.500 tilmeldt Julevenner gennem Røde Kors, som matcher juleværter og julegæster med hinanden. Fremmede mennesker, som ikke har mødt hinanden, før de holder jul sammen.

Gitte husker, da hun halvvejs gennem december faldt over annoncen på Facebook.

– Først tænkte jeg, at det skal jeg ikke, for det tør jeg ikke, husker hun.

Men tanken lod sig ikke sådan lige ryste af, og før Gitte vidste af det, havde hun oprettet en profil og meldt sig som julegæst.

– Jeg synes, alle har ret til at holde jul sammen med nogen, ligesom alle har ret til at sidde alene, hvis det er det, de har lyst til, siger Gitte, som blev både glad og overrasket, da hun modtog de første invitationer.

– Jeg var sikker på, at jeg ikke ville få nogen tilbud, men folk var så hjertevarme og virkede oprigtigt interesserede.

Af de familier, der skrev til hende, valgte hun en, der boede lige i nærheden.

– Sådan en mørk aften har jeg ikke lyst til at køre langt, forklarer Gitte, som også valgte sin vært af andre grunde.

– Hånden på hjertet, det er jo traditionernes aften, så det var også noget med, at de serverede den for mig rigtige mad, siger Gitte, som foretrækker flæskesteg frem for and.

Gitte Petersen havde aldrig forestillet sig, at hun skulle komme til at mangle nogen at holde jul med.
Gitte havde aldrig forestillet sig, at hun skulle komme til at mangle nogen at holde jul med. Familien, hun mødte gennem Julevenner, boede lige på den anden side af fjorden.
Foto: Martin Høien

Tak for i aften

Gitte var lettet, da hun kunne meddele sine storesøstre, at de ikke behøvede at bekymre sig om hende juleaften.

– Jeg tror, at begge mine søstre var glade for, at jeg ikke skulle sidde alene. Min ene søster især, for det viste sig, at hun havde haft det rigtigt skidt med ikke at kunne invitere mig med.

Hvad Gitte ikke fortalte dem var, at hun også var nervøs for at skulle fejre jul med mennesker, hun ikke kendte.

– Jeg kan godt være lidt genert og have lidt svært ved at starte en samtale, siger hun og tilføjer, at det var noget, hun på forhånd havde gjort sine værter opmærksom på.

Men da juleaften oprandt, var hendes værter, som bestod af et par og deres 21-årige søn, nemme for hende at tale med.

– Vi havde en samtale i gang, fra jeg kom, til jeg gik, siger Gitte, som havde julegaver med til parret.

– Det var ikke en del af aftalen, men jeg følte, at jeg gerne ville give noget igen. Inden vi havde set os om, var klokken et om natten. Det kom bag på os alle sammen, og så blev vi enige om at sige tak for i aften, siger hun og smiler.

Glæden ved jul

Gitte fortæller, at hun – selv når hun mangler nogle at holde den med – elsker julen.

– Jeg hører julemusik hele dagen, og jeg elsker julepynt og juletræer, siger Gitte, som især forbinder julen med sin mor.

– Hver gang, jeg tager julepynten frem, så glædes jeg ved at mindes hende. Glæden ved julen har jeg fra hende, siger hun.

Gitte ved, at der kan være mange følelser forbundet med julen. Derfor gjorde det indtryk på hende, at så mange mennesker var klar til at inkludere hende i deres, da hun havde brug for det.

– Det er traditionernes tid, og alligevel var folk klar til at åbne deres hjem. Det, synes jeg, er rørende, siger Gitte, som også i år vil melde sig som julegæst, og hun håber, at andre i hendes situation vil overveje at gøre det samme.

– Man skal ikke være bange for at række ud, for der er altid nogle, der står klar til at åbne døren for en.

Læs også: Christina inviterede en fremmed til jul

Bliv Juleven hos Røde Kors

Mangler du et sted at holde juleaften, eller har du plads til en gæst om dit julebord? Julevenner hos Røde Kors matcher gæster og værter med hinanden, eller vælg selv en gæst eller vært at fejre jul med.

Meld dig som vært eller gæst på julevenner.dk