Jeg bliver aldrig den samme igen, men det er også okay

Den 3. juli 2022 var en dag, som 49-årige Stinemaria Mollie Jensen havde glædet sig til i lang tid. Sammen med veninden Mette skulle hun endelig opleve en af hendes favoritmusikere, Harry Styles, i Royal Arena. I flere uger op til koncerten havde de to hamret den britiske popstjernes musik gennem højtalerne, så de var klar til at skråle med på alle sangene.

Det eneste, Stinemaria ærgrede sig over, var, at hun ikke kunne skaffe billetter til sin datter, Liv, der også gerne ville med til koncerten.

De to veninder skulle blot et hurtigt smut forbi Field’s for at tisse af og finde noget mad, de kunne tage med på vejen til koncerten. Da de træder ind i centret, bliver de mødt af et leben af glade mennesker i pailletter og farverige fjerboaer. De er tydeligvis ikke de eneste koncertgængere, der har fået den idé at gå i Field’s for at finde aftensmad.

Stinemaria og Mette taler om at købe en bolle i Lagkagehuset, de kan tage med på vejen. De vil jo nødigt bruge for lang tid i centret, for så kommer de for sent til koncerten.

Stinemaria husker ikke, om det er bragene, skrigene eller de løbende mennesker, der kommer først. Men da det andet og tredje brag lyder, er hun ikke i tvivl om, hvad der sker. Der er en, der skyder!

Kommer han nu, dør jeg

Stinemaria mindes, at hendes hoved bliver fuldstændig tomt for tanker. Det er, som om hendes krop tager over og kæmper for at redde hende og Mette ud af den livsfarlige situation.

– Mettes og min første reaktion er at tage hinanden i hænderne og holde godt fast. Fordi der er så meget rumklang, aner vi ikke, hvor gerningsmanden skyder fra, så vi er nødt til at løbe med menneskemængden og håbe på det bedste, fortæller Stinemaria.

De to veninder ender med at flygte ud på taget af storcentret, hvor der er nogle store ovenlysvinduer, så man kan kigge ned på etagen nedenunder.

– Jeg kan huske, at jeg står og kigger ned igennem vinduerne, og mens jeg kan høre skud, kan jeg se en far komme løbende med et barn i en klapvogn. Pludselig flår han barnet op i favnen og kaster klapvognen fra sig, mens han løber. Det er her, at det for alvor går op for mig, hvad der sker.

Stinemaria og Mette ender med at stå klemt mellem ovenlysvinduerne i en menneskemængde på omkring 100 mennesker. Flere begynder at ringe hjem til deres familier for at sige farvel, og et par unge mennesker prøver at ringe til deres venner, fordi de er blevet væk fra hinanden.

For Stinemaria er det slet ikke en prioritet. Hun tænker kun på, hvordan hende og Mette kan komme væk.

Imens de står stille i den snævre passage, kan de pludselig høre flere skud nedefra, og en råber: ”Han kommer!”.

– Alle vender sig pludselig om, så nu står jeg bagest i menneskemængden i den retning, hvor vi tror, at gerningsmanden vil komme fra. Det er, som om alting står helt stille et kort øjeblik, og jeg tænker, at hvis han kommer nu, så dør jeg.

Endelig i sikkerhed

Til Stinemarias – og de andres – held kommer der ikke nogen gerningsmand, og hun får hevet Mette med hen til en nødudgang, der fører ned i parkeringskælderen via en lang mørk trappe.

De to veninder kommer ud af centret i god behold, men de kan langt fra ånde lettet op endnu. De er på daværende tidspunkt stadigvæk ikke sikre på, om der er tale om en eller flere gerningsmænd, og hvad motivet er. Uvisheden får tankerne til at køre, og Stinemaria har en frygt i baghovedet for, at det er et terrorangreb, og at der på et tidspunkt vil springe en bombe tæt ved dem.

De ender med at opholde sig i over fire timer i nærområdet blandt andet i en Irma-butik og en hotellobby, fordi politiet har afspærret hele området, og ad flere omgange giver dem besked på at gemme sig bag lukkede døre.

Det er først, da Lars, Stinemarias mand, henter dem i sin bil, at de kan slappe af og begynde at bearbejde det, de har været igennem.

Et af de første mennesker, Stinemaria ser efter skudepisoden, er hendes mor. Ud over professionel kriseterapi og samtaler med sin læge var mor Mette en uundværlig brik i Stinemarias kamp for at komme videre.

– Min mor har selv haft døden tæt ind på livet, da hun fik en blodprop for nogle år siden, så hun var den eneste person, jeg kunne holde ud at tale med, fordi hun forstod, hvordan jeg havde det, fortæller Stinemaria og kigger på sin mor, der har siddet troligt ved hendes side, imens hun har fortalt sin historie.

Stinemaria og hendes mor gik lange ture sammen, hvor de, i den friske luft og med naturen omkring sig, kunne have gode snakke om livet og døden.

– Jeg oplevede især en vrede rettet mod resten af min familie over, at de kunne leve videre, når jeg lige havde været tæt på at dø. Det var hårdt at erkende, at hvis jeg rent faktisk var død den dag, ville verden stadig køre videre uden mig, fortæller Stinemaria.

Men selv om det hjalp at tale med sin mor om de store ting og spørgsmål, der hober sig op efter så tragisk en oplevelse, oplevede Stinemaria også at blive ramt af en bølge af psykiske og fysiske efterreaktioner, som forhindrede hende i at have en normal hverdag.

– Noget så simpelt som at handle ind kunne jeg ikke, fordi jeg lige pludselig kunne risikere at høre en høj lyd, som ville sende mig tilbage til den dag i Field’s. Tit ville jeg ende med at fryse fuldstændig og begynde at ryste og hulke, siger Stinemaria.

Hun kunne heller ikke passe sit arbejde som lægesekretær, så hun måtte først sygemelde sig og derefter arbejde på deltid.

Ny version af sig selv

Den dag i dag er Stinemaria kommet langt i sin helingsproces, og hun kom også endelig til Harry Styles-koncert, da han gæstede i Danmark igen næsten et år efter tragedien i Field’s.

Selv om koncerten virkede som et afsluttende kapitel for Stinemaria, må hun erkende, at hun aldrig bliver den samme som før skyderiet.

– Jeg kan stadig have dårlige reaktioner på høje lyde eller bestemte situationer, som kan virke farlige, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde bliver fri for det.

Men selv om det er hårdt ikke at være i stand til at tage toget i myldretiden eller ignorere høje lyde, er Stinemaria også klar over, at den voldsomme oplevelse og tragedien den dag har givet hende noget brugbart.

– Jeg bliver nok aldrig den samme igen, men det er også okay. Jeg har en meget kortere lunte nu, men det betyder også, at jeg er blevet bedre til at sætte grænser overfor andre mennesker og mig selv, siger Stinemaria og tilføjer:

– Fordi jeg er blevet en ny version af mig selv, har hele oplevelsen sat gang i mange tanker om, hvad jeg vil med mit liv. Nu har jeg fået resten af livet foræret, så jeg skal også bruge det godt.