Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Line og hendes kæreste har sådan et forhold, hvor det er tilladt at kaste med tallerkner. Ikke tallerkner fra køkkenskabet, men derimod den lette, runde plastiktallerken, som også kaldes en frisbee. Line og kæresten dyrker nemlig den nervepirrende sportsgren ultimate, hvor frisbee’en svæver fra spiller til spiller for til sidste at ende i målzonen. Faktisk er de så dygtige til det, at de begge spiller for det danske landshold.
Da Familie Journal kommer forbi, står 30-årige Line Hillerup Kristensen og kæresten på en sportsplads i hjembyen Lyngby. Sammen med deres holdkammerater danner de en cirkel om deres træner, som er i færd med give instrukser til dagens holdtræning. Line er den eneste, som er iført den postkasserøde landsholdstrøje, for træningen i Lyngby er ikke en landsholdstræning. Faktisk træner hun oftest med sine kammerater i klubben i Lyngby, fordi der kun sjældent bliver afholdt landsholdstræninger.
Line har spillet ultimate i seks år, og det var en ren tilfældighed, at hun blev introduceret til sporten. Som 24-årig var hun på udveksling i Holland og besluttede sig for at begynde til ultimate for at møde nye venner. Hun blev opslugt af sporten og brugte snart det meste af sin fritid på at kaste med den tynde plastikdisk.
– Jeg kom i god form og blev hurtigt bedre. Det er en intens og teknisk sport, hvor man hele tiden kan forbedre sig, og det motiverede mig, fortæller Line.
Line meldte sig ind i klubben i Lyngby, så snart hun var hjemme i Danmark igen. Her fik hun øje på en høj, mørkhåret canadier, som hun straks vidste, hun ville have fat i. Heldigvis havde Rob det på samme måde, og snart var der et nyt kærestepar i klubben.
– Jeg bruger meget tid på ultimate, og det er ret specielt, at jeg kan få lov til at gøre det med min kæreste. Hvis jeg ikke kunne det, ville jeg nok ikke bruge lige så meget tid på det, for jeg vil jo også gerne se ham, fortæller Line grinende.
Line fik foruden en kæreste også en masse nye venner i klubben. Når holdkammeraterne løber rundt på plænen, er det tydeligt, at de trives i hinandens selskab, og til dagens træning bliver der næsten grinet og sludret lige så meget, som der bliver øvet kast og hop.
”Kan du prøve at lægge den højt?” spørger Line sin holdkammerat, mens hun peger op i luften og demonstrerer, hvad hun mener. Line stiller sig i position med et koncentreret udtryk og støvlerne solidt plantet i det grønne græs. Holdkammeraten sender disken mod Line, som sætter af og griber den i et hop. ”Det der var fedt, Line,” siger holdkammeraten med et smil, som understreger den støtte og opbakning, gruppen giver hinanden.
I sin tid var det faktisk nogle af Lines holdkammerater, som opfordrede hende til at tage til udtagelse på det danske landshold. Line besluttede sig for at give det et forsøg. Følelsen af stolthed var overvældende, da hun efter udtagelsen blev inviteret til at spille for landsholdet.
– Det betød virkelig meget, da jeg fik landsholdstrøjen. Jeg følte, der var nogen, som kunne se, at jeg havde talent, og at jeg faktisk kunne noget med den der frisbee.
Når Line ikke render rundt med landsholdstrøjen på, underviser hun på det tekniske gymnasie i Lyngby. Hun holder meget af sit job, men nyder alligevel at kunne glemme hverdagens stress og jag, når hun et par gange om ugen løber rundt på plænen i Lyngby. På den måde er ultimate blevet et slags frirum for hende.
– Når jeg tager til træning og får støvlerne på, glemmer jeg alt andet. Jeg bliver opslugt og er fuldstændig fokuseret på træningen. Jeg er i øjeblikket, og selv om det bare handler om at løbe efter et stykke plastik, giver det mig en følelse, jeg ikke får andre steder.
Sommetider kan det dog være svært at nå det hele, når man som Line gerne vil præstere på arbejdet, forbedre sig på banen og samtidig bruge tid med familie og venner. Desuden er der også nogle andre ting end sporten, der er begyndt at fylde i hendes drømme for fremtiden.
– Jeg har et mål om at etablere familie, og jeg tror, det mål snart skal have plads. Jeg vil gerne have børn, men det bliver svært at få familie og landshold til at hænge sammen, fortæller Line.
Line har dog flere mål, før drømmen om børn kan realiseres. Til sommer skal hun med Rob og de andre landsholdsspillere til EM i Irland, og det er noget, hun har i tankerne til dagens træning i Lyngby. Holdkammeraterne har netop stillet op til træningskamp i den sidste aftensol og står nu over for hinanden i hver deres ende af banen. Line hæver sin hånd for at vise, at hendes hold er klar til at spille, og snart bliver frisbee’en kastet. Hun løber målrettet ned i modstandernes ende og bliver straks dækket op af en pige i en limegrøn overtrækstrøje. Med hurtige skridt får hun løbet sig fri af modstanderen, før hun modtager disken i et hop og sender den videre til en holdkammerat, som netop er løbet ind i målzonen. Holdkammeraten griber frisbee’en, og hele holdet jubler, da Line og hendes medspiller sikrer holdet deres første point.
De stabile kast og det gode overblik, som Line viser til træningskampen i Lyngby, kan hun forhåbentligt finde frem igen til sommerens EM. Når landsholdet drager mod Irland, skal Line nemlig udfylde en ny og mere ansvarsfuld rolle, og den ser hun frem til at prøve kræfter med.
– Jeg håber, vi kan komme langt til EM. Jeg vil gerne se, hvor god jeg kan blive, og jeg glæder mig til at tage mere ansvar på banen og vise, at jeg kan tage de gode beslutninger.
Selv om Line går og dagdrømmer om at udvide familien, er det altså ultimate, der har hendes fokus et stykke tid endnu. I dag træner hun et damehold i Lyngby, og når hun engang ikke længere kan spille ultimate på lige så højt plan, vil hun fokusere på sin rolle som træner.
– Når jeg har spillet denne her sæson, må jeg finde ud af, hvad det næste er, der skal ske. Så må jeg se, hvordan der bliver plads til ultimate. Jeg bliver nok nødt til at skrue ned for ambitionerne, men jeg tror aldrig, jeg kommer til at give helt slip på ultimate.