Jeg vil ikke være usynlig

Torsdag, 2. marts 2023
Af Marianne Knudsen. foto: Jacob Ljørring
65-årige Anne Nyland Nordestgaard fra Tåsinge er influencer på Instagram og mener, at kvinder i hendes alder er alt for usynlige i mode- og reklamebranchen, selv om de er et købestærkt segment. Selv vil hun hellere influeres af én på sin egen alder frem for en purung pige, hun ikke kan spejle sig i.

Der er mange, der ikke forstår erhvervet influencer – og som sjovt nok alligevel har en holdning til det.

Bare at kalde det et erhverv, kan få nogle til at rulle med øjnene. Andre at kigge måbende, når de hører, at man kan leve af det.

Og så er der alle fremmed-ordene: content, reel, feed, stories … Hvad betyder de?

65-årige Anne Nyland Nordestgaard fra Tåsinge kender fordommene – og er ligeglad. Hun kender også fremmedordene – for hun bruger dem selv.

Hun er nemlig én af dem. En influencer.

Faktisk foretrækker hun at blive kaldt digital kreatør. For det indikerer, at hun rent faktisk laver et stykke arbejde. Det er det for hende, og det har det været, siden hun for tre år siden oprettede en profil på Instagram. En professionel profil vel og mærke. Den private profil med familiebillederne havde hun haft i flere år.

– Jeg gjorde det, fordi jeg var ret provokeret af den manglende synlighed af kvinder i min alder i mode- og reklamebranchen. Jeg syntes, de skulle få øjnene op for os. Vi er virkelig mange – og medmindre man har en kronisk sygdom eller andet, er vi jo sunde og raske og et købestærkt segment. Tag for eksempel Georg Jensen-smykker. Dem er jeg glad for, men de bliver altid vist af purunge piger, og hvis jeg skal blive inspireret og influeret af nogen, så skal det vises af nogen, jeg kan spejle mig i. Og det kan jeg altså ikke af en på 25 år, siger Anne.

For syv år siden sagde hun sit job som udviklingssygeplejerske på Odense Universitetshospital op for at satse helt på sin selvstændige virksomhed, hun allerede havde ved siden af. Blandt andet skrev hun forskningsbaserede artikler til nettet og var underviser og censor på sygeplejeskolen.

Men da corona lukkede landet ned – og dermed også for mange af Annes opgaver – gav det anledning til at overveje en anden vej i livet. Hun havde allerede tænkt på, hvor længe hun egentlig skulle blive ved, og måske var det nu tiden til at prøve noget helt andet.

– Ikke at jeg tænkte, at jeg nu skulle være influencer, indskyder Anne og griner.

Et reelt stykke arbejde

Men det ved hun, at hun er nu. For med sine mere end 5.000 følgere på profilen ”a_la_anne” har virksomhederne fået øje på hende, og flere gange om måneden får hun tilbudt forskellige samarbejder. Nogle siger hun ja til, andre får et pænt nej tak.

– Jeg siger ja til virksomheder, der har et produkt, som repræsenterer nogle værdier, som jeg kan stå inde for. Det kan ikke nytte noget, at jeg reklamerer for noget, jeg ikke selv kunne drømme om at købe eller bruge. Det ville klinge hult, og det kunne jeg aldrig finde på bare for at tjene penge, understreger hun.

Og så skal virksomhederne betale for det.

– Det er et reelt stykke arbejde, jeg laver for dem. Jeg bruger tid på at researche på virksomheden, skrive teksten, finde de rigtige hashtags og tage billeder eller optage en story eller en reel, forklarer hun og indrømmer, at hun i begyndelsen lod sig betale i ”shampoo-produkter”. Det er et udtryk, der betyder, at man i stedet for løn får produktet, som man skal reklamere for.

– Men det kan ikke nytte noget, erkender Anne, og derfor er det da heller ikke længere noget, hun vil gøre.

Hun ved godt, hvad hun er værd, selv om hun i begyndelsen syntes, at det var svært at prissætte sig selv. Derfor tøvede hun ikke med at spørge andre influencere til råds, ligesom hun også i dag er en del af et netværk, der hedder Influenter 50+.

Lige nu har hun for eksempel et større samarbejde i gang med Vesterålen’s, der producerer Omega-3 kosttilskud i Norden samt et samarbejde med et taskebrand. Tidligere har hun lavet noget for nogle mode- og smykkebrands. Produkter, der alle matcher den røde tråd, hun forsøger at holde på sin profil om sund livsstil, motion, kost og velvære.

– Det skal være en god blanding, så man ikke bliver træt af at følge mig. Det duer ikke, hvis jeg udelukkende laver reklameopslag, for så mister jeg følgere. Det gider de ikke, og det bliver jeg også selv træt af hos andre influencere. Min profil skal afspejle mig og det liv, jeg lever.

Hak i t

Nogle nøjes dog ikke kun med at trykke unfollow, men sender også en kommentar med. Det har Anne heldigvis ikke oplevet mere end et par gange, men hun indrømmer, at det ramte hende lige i momentet. En tidligere følger skrev, at Annes profil var alt for meget ”mig, mig, mig”, og det orkede hun ikke at se på, så nu gad hun ikke følge hende længere.

– Det tænkte jeg da over, om hun havde ret i. Men jeg kom frem til, at jeg ikke var enig, og jeg forstår slet ikke, hvorfor hun havde et behov for at skrive det til mig. Hun kunne bare lade være med at følge mig. Men det er noget, man skal være parat til, når man stikker snuden frem. Så får man et hak i tuden en gang imellem, tror jeg.

Heldigvis modtager hun flest søde beskeder fra følgerne, der er gode til at like, gemme eller skrive en kommentar til hende. Nogle er yngre kvinder, der har skrevet til Anne, at de ikke længere er bange for at blive gamle, fordi de kan se, hvordan Anne lever sit liv.

– Jeg løber, cykler mountainbike, vandrer, spiller golf hele året og lever sundt, for jeg kan det samme i dag, som jeg kunne for 10 år siden. Jeg tror på, at der er et paradigmeskift i gang i forhold til aldersopfattelse. Jeg kan huske, hvordan min egen farmor virkede gammel med blåt bobbet hår, da hun var 60, men sådan er det jo ikke længere. Mange kvinder i den alder er i dag raske og i god form, og jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer den alderisme til livs og viser, at man ikke behøver at frygte alderdommen. For den kan sagtens være god.

Et andet billed af ældre

Annes mand, Knud, har også vænnet sig til, at hans kone er meget på mobilen, selv om han i begyndelsen stak lidt til hende og sagde ”læg nu den telefon”. Indtil hun fik forklaret ham, at det faktisk er hendes arbejde. I dag har han det fredeligt med det og synes – ligesom hendes to voksne døtre – at det er fedt at se, hvad hun får ud af det, og også er imponeret over den respons, hun får.

– Jeg sidder jo ikke med min mobiltelefon, når vi er sammen med familie og venner. Men ja, jeg sidder meget med min telefon, men det er jo også mit arbejdsredskab, siger Anne.

Lige nu er hun med sit antal af følgere en såkaldt mikroinfluencer, og hvis hun gerne vil udvide sin influencervirksomhed med større samarbejder, kræver det flere følgere, da mange virksomheder vil have, at man har mindst 10.000 følgere.

– Så man er fanget i det der spin, hvor man gerne vil have flere følgere, men heller ikke vil være afhængig af det. Nogle dage får jeg lidt nok af det og tænker, hvorfor er det egentlig, at jeg gør det. Men det er bare en dags tid. Så er jeg på igen, siger Anne, der har besluttet sig for at gå efter at opnå 10.000 følgere i løbet af 2023.