Julies far fik hende som 69-årig: Jeg var aldrig flov over hans alder

I et klasseværelse på Frederiksberg sidder en 10-årig pige. Hun er verdensmester i at digte scenarier i sit hoved, og bag det blonde hår flyver tankerne af sted.

Hun drømmer hverken om frikvarter eller den søde dreng fra parallelklassen, for hendes tanker kredser om noget helt andet: døden.

Hun har regnet ud, at når mennesker fylder 70 år, begynder de at dø. Og hendes far nærmer sig 80. I sit hoved har hun allerede mistet ham så mange gange, at hun ikke kan tælle dem længere.

Når klokken ringer ud, skynder hun sig hjem. De fem minutter fra skolen til lejligheden føles som en evighed. Op ad trapperne, ind ad døren, hen til telefonen – bare for at høre hans stemme.

Det er det værste ved at have en gammel far i Julies barnehoved.

Byg-selv og bordskik

Arnold Evald Lansner er 69 år, da han bliver far for sjette gang. Hans andre børn er allerede voksne, og hans datter, Julie Helene Lansner, bliver noget af en efternøler med 20 år op til de yngste søskende.

Arnold har altid elsket børn, så da Julies mor spørger, om han vil have et barn med hende, siger han uden tøven ja, selv om der er 34 år imellem dem.

Hun er faldet for hans humor, varme og intelligens, han har styr på politik og er lektor på Polyteknisk læreanstalt. De ældre søskende er vokset op med en far, der til dels opdrager med ”kæft, trit og retning”, men med alderen bliver han mere blød, og Julie bliver hans lille pige og han hendes urokkelige klippe.

Selv om forældrene siden går fra hinanden, besøger hun gennem barndommen sin far i Trørød hver weekend og bor ellers på Frederiksberg med sin mor.

Ængsteligheden for at miste sin far slipper hun langsomt, for i virkeligheden ser hun ham slet ikke som gammel. Tværtimod: Hendes far er blandt andet typen, der kan bygge alt selv. Julie husker hjemmelavede træfly, køreture langs Strandvejen, leg i haven og masser af vaffelis. Hun husker samtaler om bilmærker, og Julie elsker at gætte bilernes navne, når de er på tur sammen. Hun husker, at han lærer hende gode manerer og bordskik. Man må ikke række over, albuerne skal holdes ind til kroppen. Og når hun som 5-årig ved middage høfligt spørger, ”vil du være så elskværdig at række mig kartoflerne?”, smiler han stolt.

Hendes far står altid klar, hvis nogen mangler hjælp. Ganske enkelt elsker han mennesker og formår altid at sætte et smil på folk læber, uanset om han kender dem eller ej, og Julie er ingen undtagelse.

Ikke alle i skolegården forstår det. Andre børn spørger, om det er hendes morfar, der kommer for at hente hende. Voksne kan finde på at sige: ”Han kan sgu’ stadig”.

Men Julie bliver aldrig flov. Hun har jo aldrig prøvet andet end at have ham som far, og det er han god til.

Alligevel kan han sagtens være pinlig. Han skal altid snakke med alle og kommer kørende i sin larmende Toyota Supra og henter Julie fra skole. Hun er selv genert som lille og bryder sig ikke om den slags opmærksomhed.

”Faaar, kom nu bare”, hvisker hun, når han endnu engang skal få smilet frem hos fremmede.

Rolig og lattermild

Men alderen betyder ikke noget for Julie. Hvorfor nogle mener, at det er uansvarligt at få børn i en sen alder, har hun aldrig forstået, når det er her, man gjort sig flest erfaringer.

Livet er uforudsigeligt uanset alder, og man kan blive kørt ned, dagen efter man er blevet forælder. Man ved aldrig, hvornår ens tid er slut, mener hun. For hende er det vigtigste, at han er til at stole på og giver tryghed. At han er klog, rolig og lattermild.

Julies far forbliver lattermild, selv da demensen sætter ind.

”Så vidt jeg husker, husker jeg ikke særlig godt”, kan han finde på at sige, og le af sin egen joke.

Julie er kun 15 år, da hun er tvunget til at se sin far forsvinde mere og mere.

Især de sidste år bliver han træt, gentager sig selv og begynder at falde i hjemmet. Men han glemmer aldrig sine børn.

Når Julie besøger ham, kan hun finde på at kravle op i sengen til ham, hvor de falder i søvn side om side. En dag vågner han og opdager, at der ligger en ved siden af ham, men da hun siger ”far”, klarer han op: ”Åh, det er bare dig, Julie.”

Ventesorgen er værst

Det værste er ventesorgen. Julie ved, at det snart sker. At han snart dør. Selv om hun som sådan ikke har tænkt på ham som gammel, må hun nu begynde at erkende det uundgåelige. Hun begynder at distrahere sig selv, for hun er bange og ked af det og kan ikke rumme alle følelserne.

De sidste syv måneder er lange. Men en dag ringer hendes bror: ”Jeg kommer og henter dig nu”.

Da hun står lænet over sin far og kigger ham i øjnene, kan hun se, at han ikke vil slippe. Han elsker jo at leve. Julie må være stærk og ikke vise, hvor svært det er at skulle undvære ham. Hun aer ham på kinden, kigger ham i øjnene og hvisker: ”Far, det er okay”.

Dagen efter får han fred. 88 år gammel. Julie er 19.

Først her græder Julie. Hun har været stærk så længe for hans skyld, men nu tager hun ud til vandet og lader følelserne få frit spil. Tårer og saltvand bliver hendes endelige afsked med sin far, og hun græder, til det føles, som om der ikke er flere tårer tilbage.

Efter det græder hun kun sjældent over ham. Hun savner ham, men hun forestiller sig, at han sidder og kigger med et sted og ville have sagt til hende, at hun skulle lade være med at græde. Det ville han ikke syntes om. Hvorfor bruge tid på det, når man i stedet kunne grine?

Når hun tænker på sin far nu, kommer ikke tårerne, men smilet, latteren, stemmen.

Hun ved, at hun har arvet hans evne til at være ligeglad med, hvad andre tænker, stoltheden og følelsen af, at hun er god nok, præcis som hun er. Hun har arvet hans kærlighed til klassisk musik, og så har hun arvet hans smilehuller. De dukker op, hver gang hun husker historierne om sin far.

107-års fødselsdag

12. august var det Arnolds Evald Lansners fødselsdag, og han fyldte 107 år. Eller det ville han have gjort, hvis han var i live.

Julie tager altid forbi hans gravsted, når han fylder år, selv 19 år efter hans død. Hun plejer at mødes med andre, der har ham kær, synge en fødselsdagssang for ham og genfortælle hans mange røverhistorier.

I år er hun alene. Gravstedet er groet til, og det ville hendes far ikke have syntes om. Hans egen have stod altid knivskarpt. Hun fjerner mælkebøtter og småsnakker med sin far om stort og småt. En buket hvide roser lægger hun foran gravstenen – ”Farvel lille far” står der indgraveret i stenen, som hun kysser, inden hun går igen.

Julie er i dag 38 år, selvstændig frisør, og hun har en kæreste. Hun har ingen børn selv, men det får hun måske en dag. Og hvis hun gør, vil det være med far Arnold i baghovedet.

– Alle skulle have en Arnold i deres liv. Han var den største gave, siger Julie.