Tre år inden guldbrylluppet: Jeg blev forladt som 75-årig

Vi sad og spiste morgenmad den dag. Ingen af os sagde ret meget, og det tænkte jeg ikke nærmere over, for sådan var det hver dag. Jeg skulle have min kaffe, før jeg overhovedet blev menneske, det var der ikke noget nyt i.

Pludselig rejste Lilly sig og gik hen og slukkede vores gamle transistorradio, der stod i køkkenvinduet. Her blev hun stående med korslagte arme.

– Jeg vil skilles, sagde hun.

– Øh?

En dårlig joke?

Jeg fattede ikke, hvad hun snakkede om. Var det en dårlig joke? Eller havde jeg bare hørt forkert? Det måtte jeg da have gjort, for selvfølgelig ville hun ikke skilles. Vi havde været gift i 47 år. Jeg stirrede målløs på hende.

– Jeg vil skilles, gentog hun.

Jeg kunne stadig ikke tro mine egne ører.

– Jeg mener det, Eiler. Jeg vil skilles. Jeg flytter, så du kan bare beholde lejligheden, for jeg har allerede fundet en anden.

Jeg kunne hverken sige buh eller bæh, sad bare og så chokeret efter hende, da hun forlod køkkenet. Skilles? Men det gav jo ingen mening. I mit hoved slet, slet ingen mening.

Snart opdagede jeg, at Lilly bag min ryg havde planlagt det hele ned til mindste detalje. Den anden lejlighed havde hun allerede haft i en lille måneds tid, så den stod nu fuldt møbleret og klar til at flytte ind i.

Tingene havde hun løbende købt i den genbrugsbutik, hvor hun var frivillig.

Kedelig og gammel

Jeg var stadig ikke kommet mig over chokket, da hun tre dage senere flyttede, og den smule, vi havde fået talt sammen, havde ikke gjort mig klogere.

Jeg forstod ganske enkelt ikke, hvad hun mente, når hun sagde, at hun ville have mere ud af sit liv i den tid, der var tilbage. Vi havde det da godt, havde vi ikke?

Ikke ifølge Lilly. Efter hendes mening var jeg blevet en kedelig, gammel mand, der aldrig gad at være med til noget nyt. Hun syntes heller ikke, vi havde mere at sige til hinanden. Vi havde fået snakket af, som hun kaldte det.

Jeg var rystet i min grundvold. Den dag, hvor hun med hjælp fra nogle kolleger i genbrugsbiksen flyttede ud, sad jeg bare lammet tilbage ude af stand til at reagere.

47 års ægteskab skyllet ud med badevandet. Det var den følelse, jeg havde, og efterhånden som lammelsen fortog sig, dukkede vreden op hånd i hånd med bitterheden.

Ville ikke vælge side

Vores ældste datter, som boede i nærheden, var umådeligt sød til at kigge forbi og også til jævnligt at invitere mig over på en gang aftensmad. Hun lod mig hælde vand ud af ørerne, men gjorde det samtidig krystalklart, at hun ikke ville vælge side.

– Jamen du må da give mig ret i, at din mor har svigtet mig …

Længere nåede jeg aldrig, før Louise afbrød mig med et: – Far, jeg vil hverken holde med den ene eller den anden. Det får du mig aldrig til. Glem det!

Vores to andre børn, som boede længere væk, havde det på samme måde. Når jeg talte i telefon med dem, og det gjorde jeg heldigvis ret ofte, for de var søde til at ringe, fik jeg samme besked fra dem, hvis jeg forsøgte at sætte dem op mod deres mor.

Det kom jeg ingen vegne med.

Hvad bildte hun sig ind?

Der var gået et lille halvt års tid, da Louise en dag kom med kringle fra bageren.

– Vi to skal have en alvorlig snak, sagde hun og dækkede op inde i stuen.

Så snart kaffen var på bordet, rullede hun sig ud.

– Det kan godt være, du bliver 100 år, men det kan også være, du ikke gør. Uanset hvad, er det dumt af dig at spilde mere tid på at være så rasende på mor. Du er nødt til at tage dig sammen og komme videre.

Hvad bildte hun sig ind? Jeg havde nær bedt hende om at gå, men Louise blev ved. Hun tog min hånd og så mig insisterende i øjnene.

– Far, jeg vil dig kun det bedste. Du må ikke sidde her og rådne op. Du er sund og rask, så se nu at komme ud i livet. Ellers ender du med at blive syg af ensomhed og bitterhed.

Hun sagde meget mere end det, og det var en gevaldig skideballe at få af sin egen datter. Jeg var vred, da hun gik, men hen over de næste dage begyndte hendes ord alligevel så småt at synke ind.

Bankospil og bustur

Ikke, at jeg havde tænkt mig at følge hendes råd i noget nævneværdigt omfang. Jeg skulle i hvert fald hverken til at gå til kaffeslabberas i kommunens såkaldte Seniorcafé eller til vandgymnastik hver torsdag formiddag, og hvad min datter ellers havde foreslået mig af aktiviteter. Vorherre bevares.

Men jeg kunne da lige kigge i lokal-sprøjten og se, om der skete noget spændende, som jeg gad være med til.

Det gjorde der ikke. Bankospil, en bustur til Harzen, aftenskole, et foredrag i Medborgerhuset, en jazzkoncert samme sted … Nej tak. Jeg skubbede avisen til side og gik ud og smurte mig en ostemad.

Mens jeg gumlede på den, tyggede jeg samtidig drøv på hele min situation.

Louise havde muligvis nok ret, når hun sagde, at jeg blev nødt til at se andre mennesker, hun forstod bare ikke, hvor svært det var. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at gå alene ind ad en dør og møde en masse fremmede mennesker.

Det havde jeg aldrig prøvet, i hvert ikke siden jeg var i 20’erne og før, jeg blev gift med Lilly. Vi havde været sammen om alt, og det var desuden hende, der var bedst til alt det sociale. Uden hende var jeg faktisk fortabt.

Svigtede Svend

Alligevel besluttede jeg mig for at ringe til Svend. Vi havde gennem mange, mange år været rigtig gode kolleger, og vi havde da også set hinanden privat, dengang hans kone stadig levede.

Efter Jyttes død for et par år siden var det dog lige så stille gledet ud, og jeg skammede mig over at måtte indrømme, at det vist var min skyld. Jeg havde ikke gjort noget for at holde fast i ham.

Tværtimod havde jeg som med alt andet ladet Lilly tage teten, selv om Svend jo egentlig mere var min ven, end han var hendes.

Med en stille bæven indeni overvandt jeg min dårlige samvittighed og ringede op.

– Hej, Eiler. Det var nyt at høre fra dig, lød hans første ord.

Jeg famlede rundt. Undskyldte, at jeg ikke havde ladet høre fra mig så længe, men der var sket så meget og bla, bla, bla …

– Men har du det godt? spurgte jeg til sidst.

Ja, Svend havde det fremragende. Desværre havde han ikke tid til en længere sludder, for han skulle ud at gå. Han holdt en lille pause.

– Du kan da gå med? sagde han så.

Gåturen tilbage til livet

Den dag blev Svends udstrakte hånd min vej tilbage til livet. Jeg vil ikke engang sige, at det blev med små skridt, for allerede på denne første gåtur talte jeg med adskillige ukendte mennesker, som alle bød mig velkommen i fællesskabet og håbede, at jeg kom igen om et par dage.

– Om fredagen slutter vi altid af med at drikke kaffe. Hvis det er godt vejr, sidder vi ude i skoven, og hvis det er koldt eller regner, kan vi bruge skovløberhytten. Så tag en termokande og et krus med, lød opfordringen.

Det ene førte til det andet. Svend og jeg opdagede hurtigt, at vi var lige så gode venner, som vi altid havde været. Der kom også nye venskaber til, og snart fandt jeg mig selv både til jazzkoncert i Medborgerhuset og kortspil i Seniorcafeen.

I takt med at jeg blev mere aktiv og udadvendt, sivede bitterheden stille og roligt ud af mig. Jeg havde ganske enkelt ikke tid til at sidde og skumme længere, for lige pludselig var der så meget, jeg skulle.

En af tingene var en konfirmation for mit yngste barnebarn. Jeg havde kun set Lilly nogle få gange siden skilsmissen, så det var første gang, vi skulle være under samme tag i længere tid.

– Er du okay med det? spurgte Louise et par uger før konfirmationen.

Det kunne jeg af et ærligt hjerte sige ja til. Der var gået et år, og mit nye liv var blevet så godt, at der ikke længere var plads til vreden mod Lilly.

Holdt stadig af hinanden

Efter middagen og de mange taler slog vi os ned i et hjørne af den store have, hvor der var lidt fred, og så fik vi os ellers en rigtig god snak.

Lilly sagde blandt andet, at hun følte, hun havde prøvet at råbe mig op i årevis, for jeg var blevet utrolig dvask og initiativløs, siden jeg gik på pension, måske især efter min 70-års fødselsdag.

Når jeg så på det liv, jeg havde nu, måtte jeg give hende ret. Jeg havde været doven i forhold til at tilgå andre mennesker og aktiviteter. Hvis Lilly ikke fik noget til at ske, skete der intet. Alt, hvad hun sagde, var sandt.

Det gode var, at vi begge havde det godt i vores nye liv. Det gav et lille stik i hjertet, da hun fortalte, at hun havde fået ”en god ven”, som hun var begyndt at gå til folkedans med. Noget, jeg aldrig havde gidet.

Men derudover var det kun dejligt at ses, få talt sammen og ikke mindst mærke, at vi stadig kunne holde af hinanden, bare på en ny måde.

Da jeg tog hjem, tænkte jeg over, om jeg egentlig ønskede at få mit gamle liv tilbage, hvis jeg havde muligheden? Og nej, det var jeg faktisk ikke sikker på.