Knæk Cancer: Vi frivillige skal have en lille mund og store ører

Der er ikke meget caffe latte og kanelsnurre over Horsedammen 36a i Brøndby.

Udefra ser den store kommunale bygning både grå og trist ud, men så snart man har fundet vej ned ad den tomme gang og åbner døren ind til den lokale patientstøttecafé, strømmer varmen og kaffeduften en i møde.

Her mødes mellem otte og 20 mennesker hver tirsdag eftermiddag til kaffe og hygge.

Mennesker, som er i kræftbehandling, har haft kræft, er pårørende til folk med kræft eller er efterladte på grund af sygdommen. Det lyder måske som en tung omgang slabberas, men det er det langtfra.

− Folk kommer her ikke for at tale om sygdom og død, men for at glemme alt det svære for en tid og bare hygge sig. De vil have et frirum og et pusterum, og her bliver grinet meget, siger Susanne Madsen, der er en af caféens seks frivillige.

Patientstøttecaféen – som blot kaldes Kræftcaféen – er et gratis tilbud under Kræftens Bekæmpelse, og det er de frivillige, som driver den.

De dækker op, brygger kaffe, køber brød, ost og druer, byder nye gæster velkommen og i det hele taget sørger for, at caféen bare kører på skinner uge efter uge.

Nogle er uddannet læger og sygeplejersker, mens andre aldrig har arbejdet i sundhedsvæsnet, og det er da heller ikke en forudsætning.

Brug for flittige hænder

Susanne selv er 68 år, pensionist med en fortid i rejsebranchen og har derfor været vant til at tale med alle slags mennesker. Desuden er hun opdraget med, at man altid bør hjælpe, når man kan.

− Jeg havde en onkel, der var spastiker, og som havde brug for hjælp til forskellige ting. Så da jeg var barn, sagde min kærlige far altid til mig: ”Husk, at du har to hænder − det er ikke alle, der har det”.

Og den devise lever Susanne stadig efter, for selv om det ikke er mennesker med fysiske handikaps, hun hjælper med sit frivillige arbejde, er der bestemt brug for hendes flittige hænder hver eneste uge.

Foruden arbejdet i tirsdagscaféen er Susanne frivillig i Brøndbyvester Kirkes Støtteforening, der bl.a. samler penge ind til julehjælp til økonomisk trængte familier i sognet, og så har hun i flere år været frivillig i forskellige bestyrelser.

− Det er godt for min mentale sundhed, understreger hun og uddyber, at socialt samvær med andre generelt bare giver hende en enormt stor livsglæde.

Selv har Susanne ikke haft kræft helt tæt inde på livet, men da en af hendes bekendte for mange år tilbage blev ramt af den frygtede sygdom, hjalp hun familien en del på hospitalet og meldte sig også som frivillig til landsindsamlingerne for Kræftens Bekæmpelse.

Det blev begyndelsen på et tæt samarbejde med foreningen, og i dag er hun distrikt- og områdeleder for landsindsamlingen i Brøndby kommune samt formand for lokalbestyrelsen i Brøndby, hvor den lokale kræftcafé er flittigt besøgt.

Kan få lettet hjertet

Foruden at drikke kaffe og hyggesnakke hver tirsdag laver caféens brugere mad sammen i køkkenet ved siden af caféen cirka hver sjette uge, holder påske- og julefrokoster og tager på udflugter.

− Vi har været på sightseeing i Lund i Sverige, været på Jægerspris Slot og hørt om grevinde Danner, og senest fik vi en rundvisning i Folketinget, fortæller Susanne.

Der er således ganske vide rammer for, hvad de frivillige og brugerne af caféen kan lave sammen, og det skaber et godt sammenhold.

Der er også en god fortrolighed mellem frivillige og brugere. Har én brug for en snak om sorg eller tunge tanker i forbindelse med kræftforløbet, er aftalen, at man prikker Susanne på skulderen, og så hiver hun vedkommende med udenfor, så hjertet kan blive lettet.

− Jeg har været på kursus i ”den svære samtale”, men er ikke psykolog, så jeg må ikke råde og vejlede – kun henvise til steder, hvor der er professionel rådgivning, hvis det er nødvendigt. Man plejer at sige, at man som frivillig skal have en lille mund og nogle store ører. Det gælder om at være der for folk og lytte til dem.

Sønnike følger trop

Livsfilosofien med at gøre noget for andre, hvis man kan, har Susannes givet videre til sin søn, Carsten.

Han er 49, har været frivillig til landsindsamlingerne de seneste syv år og er nu også i kræftcaféen hver uge.

− Jeg var netop ude og støtte brysterne i søndags, smiler han og peger på sin flotte bordeauxrøde T-shirt med det velkendte logo.

Ligesom det er tilfældet for Susanne giver det også Carsten livskvalitet at være noget for andre mennesker, og han holder meget af de gode grin og snakke, han får i caféen hver tirsdag, fortæller han.

Det ser man tydeligt, når han smilende skænker kaffe til sidemanden og byder rundt af den hjemmebagte kage, som en af brugerne har haft med.

Der er i det hele taget ingen tvivl om, at det frivillige arbejde gør både Susanne og Carsten glade, når man ser dem i munter samtale med de fremmødte ved kaffebordet.

Og glæden går naturligvis også den anden vej.

− Vi mistede en bruger af caféen for knap to år siden, og bagefter “invitererede” familien os med til begravelsen. Det gjorde et meget stort og varmt indtryk på mig, at præsten i sine ord nævnte, hvor meget caféen havde betydet for den afdøde, fortæller Susanne og tilføjer:

− Næst efter min søn, familie og nære venner er caféen mit hjertebarn.