Læs her, hvad der var Leif Maiboms tidligste inspiration

2025-udgaven af prisuddelingsshowet Revyernes Revy løber som altid af stablen i Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken. Der uddeles priser til sommerens revyer og revykunstnere, og showet byder på højdepunkter i form af sæsonens bedste revynumre. Overskuddet går til Skuespillerforeningen af 1879, og samtlige medvirkende arbejder gratis. Festlighederne bindes sammen af revyforfatteren, entertaineren, den tidligere direktør for Sønderborg Sommer Revy Show og Familie Journals klummeskribent Leif Maibom.

Hvilke oplevelser har du til dato haft med Revyernes Revy?

– Det er af gode grunde som regel skuespillere, der får tjansen som konferencier i showet. Sidste år blev jeg for første gang spurgt, om det kunne være noget for mig, og det sagde jeg ja til. Publikum var tilfredse, og bagefter spurgte Steen Stig Lommer, om jeg havde lyst til at gøre det igen i år. Det er hyggeligt, og jeg har fundet min egen stil, hvor jeg holder lidt igen med morsomhederne, så jeg ikke tager opmærksomheden fra numrene. I stedet prøver jeg at drage nogle paralleller til andre perioder i revyhistorien. Jeg har ret godt tjek på det historiske, og min faglige viden om dansk revy er stor.

Hvem inspirerer dig?

– Der er mange. Jeg er ikke barn af teatertosser og opvokset på publikumsrækkerne, men jeg var med i mange skole- og lejrskolekomedier. Og jeg lyttede meget til Giro 413, som ofte spillede gamle revysange. Jeg var dybt fascineret af rim og lærte teksterne udenad, inden jeg fuldt ud forstod meningen med dem. Jeg hørte også revynumre med Dirch og Ulf i radioen. Tanken om selv en dag at skulle stå på samme scene som Ulf, var utænkelig for mig. Den første rigtige revy, jeg så, var Sans Souci i Kolding med blandt andre Kai Løvring. Han var en stærkt undervurderet skuespiller med en fantastisk timing, og han var beviset på, at selv den platteste humor kan være morsom, hvis komikken er timet godt. Jeg begyndte meget tidligt at interessere mig for, hvem der havde skrevet revyteksterne. Sådan blev fundamentet til min egen karriere i revyens verden støbt. Det har først som sidst været mine bedrifter som forfatter, der har været mit primære bidrag til scenekunsten.

Din gamle revy har genopfundet sig selv i år. Hvordan føles det?

– Som grundlægger af revyen kan jeg kun glæde mig over, at årets forestilling er blevet en succes, og at revyen igen har fremgang. Efter corona har det ikke været let at sælge billetter, og det er gået ned ad bakke i stedet for op. Men nu er der kommet friske kræfter ved roret, og de er fantastisk dygtige til marketing. Folk i byen fortæller mig, hvor glade de er for, at de overalt og konstant bliver mindet om, at Sønderborg er en revyby. Forestillingen er også blevet mere nutidig og showagtig. Der er skruet op for både fest og farver, sang og lækker musik. Og det er tydeligvis det, der skal til, selv om den skarpe, satiriske vise også stadig kan en hel masse.

Hvad har været højdepunktet i din karriere?

– I 2017 havde jeg min sidste sæson som skuespiller på scenen i Sønderborg. Dermed var det også slut med min fast tilbagevendende figur Thorleif, og i forbindelse med Revyernes Revy samme år blev jeg derfor overtalt til at give et nummer, der skulle være en opsamling på Thorleifs brogede tildragelser gennem årene. Da jeg havde fyret min sidste vits af, gik tæppet bag mig op, og bag det stod 20 af mine kolleger klædt ud som Thorleif og iført hans kendemærke nummer 1, de blå badesandaler. Jeg blev meget rørt. Det var ikke kun en hyldest til mig, men også en slags anerkendelse af min figur, som nok har været en publikumsfavorit, men som bestemt aldrig har været anmeldernes kop te.