Legendariske Ulla Pia juler med familien: Vi er en flok ægte julenisser

Der er mange juletraditioner i Ulla Pias familie. Som dansktoplegenden med det borgerlige efternavn Nielsen selv formulerer det, er hun, datteren Karina, 48, og børnebørnene Melina og Silas på 17 og 10 år ”nogle rigtige julenisser”. Og den betegnelse gør ingen af de nævnte indvendinger mod.

En af traditionerne er, at familien altid pynter op til jul den 1. søndag i advent. Men allerede dagen før skal der laves juledekorationer i huset i Nærum, hvor Karina bor med kæresten Sven, der er far til ynglingene. Og så kommer Ulla over fra det nærliggende plejehjem, hvor hun har boet de seneste tre år.

– Så skal der leges med ler. Og så kan de andre få sig et billigt grin over mine evner eller mangel på samme, siger Ulla.

Karina er til gengæld ferm og fingernem, når der skal fremstilles dekorationer, og hvert år køber hun nye materialer til højtidens kunstværker.

– Jeg er til guld, sølv, lysegrønt og hjerter, mens mor helst vil arbejde med guld og hvidt og med lidt engle og trompeter til at live helheden op, fortæller hun.

Læs også: Jul i Danmark og Italien: Dario og Gertrud om juletraditioner gennem tiden

Helbredet skrantede

Allerede på dette tidspunkt i artiklen er der givetvis mange læsere, der undrer sig over, hvad den livlige og altid rapmundede Ulla Pia laver på et plejehjem til daglig. Men sagen er, at det var den mest nærliggende løsning for tre år siden, hvor den tidligere sangerindes helbred skrantede seriøst.

– Jeg var faldet om på gaden, og efterfølgende led jeg af hukommelsestab og kunne ikke huske, hvad der egentlig var sket. Jeg var igennem utallige undersøgelser, og lægerne kunne ikke finde tegn på, at jeg fejlede noget alvorligt. Men Karina havde forståeligt nok fået en forskrækkelse, og særligt bekymrede det hende, at jeg på det tidspunkt boede helt inde på Islands Brygge, mens hun, Sven og børnene boede helt ude i Nærum. Så det var i den bedste mening, at hun fandt mig en plejehjemsplads herude.

- Problemet er bare, at jeg lige siden kun har fået det bedre og bedre. Og nu deler jeg afdeling med en flok demente, der ikke kan kende deres rumpe fra deres tud, og som man ikke kan føre meningsfulde samtaler med. Der har været syv dødsfald på afdelingen i løbet af tre år, og de nye, der kommer til, er altid en tak dårligere end dem, der døde.

– For ikke at blive helt vanvittig hjælper jeg personalet med for eksempel at dække bord. De skal jo løbe hurtigere, end en vis herre får sko på om morgenen. Jeg deltager også i deres personalemøder og blander mig i alt. Jeg tror, de synes, det er mærkeligt. Det har jo aldrig været meningen, at der skulle rende en beboer rundt og være så frisk, som jeg er, griner Ulla.

Jul i flere generationer

Karinas og Svends hus er en bjælkehytte, der emmer af nordisk julehygge og sagtens kunne tjene som bolig for selveste julemanden. Og rent faktisk er det bygget af en vaskeægte, professionel julemand, nemlig Allan Lassen, der betjener sig af kunstnernavnet Santa Vanille.

– Vi julepynter altid massivt. Og vi laver konfekt i lange baner med marcipan i alle farver og både med og uden krymmel. Og så har vi alle hver vores nissestrømpe, og hver dag i december lægger nissen sjovt nok vejen forbi, fortæller Karina.

Mange af juletraditionerne stammer fra Ullas mor, Else, der i vid udstrækning var den, der i ugerne op til juleaften julehyggede med Karina, da hun var lille.

– Hun trådte til som babysitter, når jeg var ude at vræle for at tjene til føden. Så hvis jeg for eksempel var på tur i det jyske i fire dage, vidste jeg, at Karina var i gode hænder, siger Ulla.

Se også: Julebag på gammeldags manér: I Jyttes køkken er tiden skruet 100 år tilbage

Mange juleminder

– Selve juleaften var vi typisk kun Karina, mor og mig omkring bordet. Men vi havde det kanonhyggeligt og morede os altid meget. Jeg husker et år, hvor jeg som julegave til min mor havde købt lampeskærme til hele hendes lejlighed. Alene udpakningen var et projekt i sig selv, og et massivt rod af papkasser og papir bredte sig i stuen. Vi fik ryddet det hele af vejen, og først bagefter opdagede vi, at min mor manglede sit gebis.

- Hun havde taget det ud på et tidspunkt, og så var det røget med i affaldsbunken. Da vi havde stået på hovedet i kasserne i et stykke tid og været tæt på at dø af grin mange gange undervejs, lykkedes det os dog at finde gebisset igen, husker Ulla, der også har andre muntre juleminder:

– Engang, hvor jeg skulle rydde op efter en juleaften, orkede jeg ikke at slæbe juletræet ned fra 6. sal. Så jeg tjekkede lige, om der gik mennesker nede på gaden, og da der var fri bane, smed jeg simpelthen træet ud ad vinduet. Men da jeg kiggede ned, lå det og gyngede oven på de elektriske ledninger. Det var pinligt, men jeg undgik at mørklægge det halve af Amager.

– Køkkenet har aldrig været mit favoritsted at opholde mig, og jeg har aldrig kandideret til en pris som årets husmor. Men til jul og nytår har jeg altid lavet den mad, der traditionelt hørte sig til, og jeg har gjort det godt. Ikke alle mine hofretter til julefrokosten 1. juledag faldt i god jord hos Karina, som bestemt ikke havde lyst til hverken kråse eller kogeflæsk i sursød gelé. Men mine stegte sild i eddike var et hit, fortæller Ulla.

Blev forkælet

Karina er resultatet af en affære mellem Ulla og sportsjournalisten Vagn Nielsen, der allerede på daværende tidspunkt var gift med sin hustru Mona. Hun har haft jævnlig kontakt med sin far gennem hele livet, men Ulla opdrog hende som alenemor. Og vennen og kollegaen Keld Heick skrev som bekendt teksten til et af Ullas største hits, ”Karina”, med direkte inspiration i sangerindens status som nybagt mor.

– Jeg er selv enebarn ligesom Karina. Og selv om jeg er ud af en stor familie, og min far og min mor havde hver tre søskende, var der ingen af de andre, som havde børn. Som eneste barn blev jeg forkælet helt vildt – ikke mindst til jul. Men sjovt nok har jeg som voksen aldrig været den gæstfri og åbne type, der fyldte hjemmet op med gæster. Det er Karina til gengæld blevet. Hun elsker fest, farver og selskab.

Juleaften består selskabet dog kun af Ulla, Karina, Sven, Melina og Silas. Og hvert fjerde år desuden af Svens datter fra et tidligere forhold, Simone, og hendes tre børn. Da både hendes og hendes mands forældre er skilt, går hun nemlig på omgang mellem i alt fire familier.

– Julemaden er helt klassisk, men det er kun mor og mig, der spiser and. Resten er til flæskesteg, fortæller Karina.

– Og så bliver der i øvrigt ikke snydt med mandlen hjemme hos os. Der er kun én, og der vanker først mandelgave, når man finder den i sin portion, siger hun.

Læs også: Kan du huske dengang... Dejen til vaniljekransene forsvandt

Noget at rafle om

– Når vi har spist, har vi tradition for at rafle om små, sjove gaver. Det er egentlig for at lave et afbræk og undgå at komme alt for hurtigt i gang med de rigtige julegaver, for så går aftenen pludselig alt for stærkt. Men mor giver altid højlydt udtryk for, at raflegaver er ”dødens pølse”. Hun vil gerne videre til den ægte vare, siger Karina med et drilsk smil i Ullas retning.

– Jeg insisterer på, at der skal synges lidt julesange og danses om juletræet, og for at være mange nok til at kunne nå hele vejen rundt om træet plejer vi at få hjælp af diverse bamser og dukker. Selve udpakningen af gaver foregår med én pakke ad gangen. Vi skiftes til at vælge en gave under træet, og hele sceancen varer en evighed.

- Når mor er kørt hjem, slutter resten af os aftenen af med en julefilm. Melina og jeg er vilde med den romantiske ”Love Actually”, som vi kan se år efter år. Vi kan også finde på at sætte en gammel julekalender i dvd-afspilleren, siger Karina.

Hvilket får hendes mor til at bryde ud i titelmelodien fra ”Jul i Gammelby”.

– Det er nok min favoritjulekalender. I hvert fald er det den, jeg tydeligst husker, siger Ulla Pia.