Livshistorier
Min gæstfrihed blev taget for givet
Det var en af de senere års største tv-succeser, der sluttede, da det allersidste afsnit af "Sommer" løb over skærmen sidste år. Mellem halvanden og to millioner danskere fulgte lægefamilien fra Frederiksværk og tog del i de små og store dramaer og dilemmaer, der fyldte hovedpersonernes liv i hverdag og fest.
Endnu en gang havde DR leveret et pletskud midt i den danske folkesjæl. Og for mange seere var det næsten som at tage afsked med deres egen familie, da afsnit 20 nåede sin afslutning.
Livet går videre i lægefamilien
Radioteater
Men familiesagaen sluttede ikke her. Og fortsættelsen så dagens lys hurtigere, end nogen regnede med. Ganske vist i en noget anden form, end vi er vant til nu om stunder. Men kunstnerisk og dramatisk var kvaliteten selvsagt stadig i top, da radioens P2 dette forår bragte ti splinternye kapitler af "Sommer". Som radioteater. Et fænomen, der havde sin guldalder, da Christian og Sophia Sommer var unge, men som siden er gået i glemmebogen i store dele af befolkningen. I en sådan grad, at det er lige før, en sådan satsning i dag kan betegnes som nyskabende!
Mere end 100.000 lyttede med, da serien gik i æteren. Nu giver Familie Journal læserne chancen for at tage del i familiens videre liv og ved samme lejlighed få sig en sommerferieoplevelse, der adskiller sig lidt fra de bøger og brætspil, man typisk medbringer på sin ferie.
Små glimt af klarhed
Glæd dig til ugerne 28 og 29...
I ugerne 28 og 29 vil de ti radioafsnit nemlig være vedlagt bladet fordelt på fire cd'er som en gave til alle "Sommer"-glade danskere. En gave, der kan nydes i sommerhuset, campingvognen eller teltet, på hotelværelset eller i bilen på vej til bestemmelsesstedet. Kort sagt alle vegne.
Som optakt og opvarmning til det lune og medrivende drama, vil vi derfor spole tiden en anelse tilbage. For hvordan var det lige, det stod til med den kære familie, da vi sagde farvel til dem?
Ingen happyend
For at begynde med den ældre generation, Christian og Sophia, står det i hvert fald fast, at en lykkelig slutning er udelukket. For med Alzheimers, som Christian lider af, går det kun én vej: Tilbage. Foreløbig er det gamle familieoverhoved kommet på plejehjem, og hans sind er i en tilstand af tåget forvirring. Det meste af tiden genkender han end ikke sin familie.
Men en sjælden gang imellem sker det, at han får et glimt af klarhed, hvor han chokerer alle omkring sig med en dyb og næsten filosofisk kommentar. I disse korte øjeblikke husker han også pludselig sine kære og formår endda at erklære dem sin kærlighed.
Det gælder ikke mindst hans kone Sophia, som med stor fornuft er i gang med at sikre sig mod selv at gå i hundene: Hun har netop taget afsked med familiens villa og de mange minder, den rummer, og er flyttet ind hos vennen Pelle.
Milles villa
Samme villa har været sat til salg, men er fortsat på familiens hænder. Den blev nemlig købt af Mille for de penge, hun havde arvet fra sin nyligt afdøde mor.
Købet var en fødselsdagsgave til hendes elskede Jakob, som dermed kunne videreføre sin lægepraksis. Og hermed beviste hun samtidig en gang for alle, at hun ønskede en fremtid sammen med ham. Netop Jakobs og Milles forhold har gennem hele serien været mildt sagt stormfuldt: De har været væk fra hinanden og hver især haft andre. Men nu peger alt på, at kærligheden mellem dem har overvundet alt.
Med- og modgang
Parret taler endda om at få et barn sammen og dermed gøre Milles datter Lærke til storesøster. Lærke valgte ved seriens afslutning at blive i Frederiksværk og gøre gymnasiet færdigt frem for at flytte til København med den noget ældre forfatterkæreste Kasper. Som hun ved samme lejlighed droppede, da hun indså, at hun ikke længere var forelsket i ham. Anderledes voldsom hjertebanken er der til gengæld i luften, når den jævnaldrende musiker Silas er i nærheden.
En ny chance
LYDEN AF SOMMER
Også Lærke bor i den store, gule villa, der både er bolig og lægehus. Samt nu også psykologhus. Jakobs ven, psykologen Erik, har nemlig lejet sig ind i de rummelige lokaler, hvor der i øvrigt fortsat er plads til en læge mere, hvis og når Adam besinder sig og vender næsen hjem fra Grønland, hvortil han netop er draget for at arbejde som læge.
Da vi forlod familiens evigt utilpassede søn, var han just blevet far til en lille datter, som skal hedde Rosa efter hans farmor. Allerede inden, hun så dagens lys, var Adam imidlertid blevet smidt på porten af barnets mor, den stærke og selvstændige Anna, der fik nok af hans utroskab og hans knudrede sind.
Inden sin afrejse til Nuuk nåede han dog at se sin datter. Og reddede i øvrigt Anna, som var kommet til skade i et voldsomt stormvejr og lå bevidstløs uden for sit hus. Hun vil formentlig give ham endnu en chance den dag, han vender tilbage til Danmark. Spørgsmålet er, om han selv nogen sinde finder den indre ro, modenhed og ansvarlighed, rollen som familiefar kræver.
Flere spørgsmål
Og der er andre spørgsmål, der venter på at blive besvaret: Er der andet og mere end venskab i forholdet mellem Sophia og Pelle? Og kan kunstneren og storbypigen Mille forlige sig med at være lægefrue i provinsen? Få nogle af svarene allerede i næste uge, når de to første "Sommer"-cd'er lander i butikkerne sammen med Danmarks største familieblad.
Der er lagt op til en herlig sommer med familien Sommer.
Af Johan Isbrand
Læs også...
Lars Ranthes sommerliv