Louises søn overlevede leukæmien

Onsdag, 25. juni 2014

af Susanne Ingemann Faber, foto: Gregers Overvad

Efter to år med hårtab og ubehag ser livet lyst ud for 4-årige Sander. Hans mor, Louise Meng, opgav aldrig håbet, og tillid til lægerne og forskningen har bragt familien derhen, hvor de er i dag.

Louise har en kandidatgrad i human ernæring og var i gang med at starte egen virksomhed, da Sander blev syg. Nu glæder hun sig over, at kemo reddede drengens liv.

Louise Meng havde noteret sig, at hendes i dag 4-årige søn Sander havde sovet dårligt på Mallorca-ferien for to år siden. Han havde haft svedeture og klaget sig, som en 2-årig nu kan udtrykke sig. Han havde også fået mystiske små, blå prikker på underbenene, som havde han rullet sig på en fakir-måtte. Desuden var han faldet på ferien og havde fået en enorm bule og et stort, blåt mærke på benet,

Louise, som i dag er 38, og hendes mand, Thomas, slog det lidt hen.

- Men da vi landede i Kastrup, gik Thomas som det første i gang med at google "blå mærker og uro i benene." Han kom direkte ind på en hjemmeside om leukæmi hos børn, ALL.

- Nej, nej, det er jo ikke os, tænkte Louise.

Læs om drengen Lars, der fik leukæmi, her

Diagnosen

Hjemme i København tog Thomas på skadestuen på Gentofte for at få tjekket, om Sanders ben var brækket - og insisterede samtidig på, at de også tog en blodprøve. Gentofte Sygehus sendte ham straks videre til Herlev - og her tog tingene fart.

Louise var blevet hjemme, men tog staks af sted igen, og få timer efter deres hjemkomst var lille Sander med ét lagt i fuld narkose og havde fået monteret et centralnervekateter, en lang slange, der sidder ud af brystkassen, hvorfra man kan tage blodprøver og give IV kemo. Og der i hans lille brystkasse skulle kateteret sidde de næste 12, måske 18, måneder. For Sander havde netop ALL, akut lymfatisk leukæmi, der er den hyppigste cancerform hos børn.

Lille Christian blev helbredt for en sjælden kræftsygdom. Læs om ham her

Hader kemo, men ...

Siden den dag har Sander været i fuld narkose 16 gange for bl.a. at få kemo i spinalvæsken i ryggen, og Louise har opgivet at holde tal på blodprøverne.

- Jeg hader kemo, men samtidig har den slået canceren ihjel og reddet min søns liv - og mange andres liv også, konkluderer Louise.

Var det ikke for kemoen, forskningen og det meget dygtige og kompetente personale på Rigshospitalet, var Louises familie ikke kommet så godt igennem de skelsættende, hårde to år.

Øjeblikkelig kollaps

Kun på ét tidspunkt var Louise alvorligt bange for at miste sin søn. Blandt de otte-ti forskellige slags kemotyper, han har fået, var der én, han ikke kunne tåle. Han kollapsede 20 minutter, efter at han havde fået kemoen.

- Han fik det meget, meget dårligt - stort set fra det ene sekund til det andet. Men efter to store adrenalin-skud i låret, saltvandsbonus, predisolon og antihistamin blev han igen stabiliseret.

- Jeg skylder forskningen alt, og da en af overlægerne i en stille stund fortalte mig, at det blandt andet er dansk forskning, der har banet vejen for, at flere børn i dag kommer bedre igennem en leukæmi, fik jeg et wake-up call, fortæller Louise.

I dag er det cirka 80 procent af de børn, der bliver ramt af kræft, der overlever, og det er bl.a. takket være forskningsmidler fra Kræftens Bekæmpelse, som familien af gode grunde er medlem af i dag.

Sander savner Riget

På børnecancerafdelingen mødte Louise og hendes familie børn, der ikke klarede den, og familier, der skulle leve videre med sorgen og savnet. Og selvom hendes urinstinkt stadig er i alarmberedskab, og hun følelsesmæssigt har været steder, hun ikke troede, fandtes, og som hun ville ønske, hun kunne slette fra hukommelsen, sidder hun lidt og venter på en reaktion på hele forløbet. Men måske hun må vente uden grund.

- Jeg har lært at bede om hjælp og at tage imod - uden at kunne gøre gengæld. Mine omgivelser har været vores levende terapiforløb. Venner og naboer bliver i tide og utide plantet på køkkenstole og i sofaen for at høre mig fortælle. Og hånden på hjertet, tror jeg, at hverken Sanders søskende Smilla og Savannah, min mand eller jeg har brug for terapiforløb takket være vores åbenhed og vores venners og naboers hjælpsomhed, siger Louise.