Min mors valg skal ikke definere mig

Hvis der er noget, Line Føns Andersen ikke selv kan, så kan hun i hvert lære sig selv, hvordan hun gør det.

Den læring opstod tidligt i livet, da hun som barn selv knækkede koden til, hvordan hun fik sat gang i vaskemaskinen eller skiftet en cykelslange.

Samtidig var det også Line, som hentede familiens lille dreng i børnehave og ofte også sørgede for, at der stod aftensmad på bordet.

– Jeg er stædig og har som udgangspunkt den indstilling, at der ikke er noget, jeg ikke kan. Det er en sund tilgang, men jeg ved jo godt, at den er opstået på en usund baggrund.

For Line var hverken husets au pair eller barnepige. Hun var en dengang 9-årig datter og storesøster, men altså også den, der fik hverdagen i hjemmet i landsbyen uden for Haderslev til at fungere.

Indtil moren og faren kort forinden blev skilt, havde familien i høj grad været en gennemsnitlig kernefamilie i et almindeligt parcelhus.

Men med skilsmissen og farens flytning fra hjemmet opdagede Line det, hun indtil da var blevet forskånet for, nemlig sin mors forhold til alkohol.

– Hun var træt og faldt i søvn alle mulige steder, hun glemte igen og igen at hente min bror og mig, og så blev jeg også bevidst om, at hun drak alkohol, når vi kørte bil. Det havde jeg aldrig set andre voksne gøre.

Siden barndommen har Line gået til spejder. Det var hendes fristed, og måske netop derfor har hun aldrig sluppet det.

I dag er hun spejderleder for en gruppe børn og unge, og her er det meget nemt for hende at spotte, hvis et barn ikke trives, fortæller hun. Og det har fået hende til at tænke.

For Line husker tydeligt, hvordan moren også var påvirket under bl.a. forældresamtaler i skolen, og i dag forstår hun ikke, at hendes spejderleder, gymnastikleder, skolelærere eller morens kolleger ikke greb ind.

– Efter at jeg er blevet ældre, har jeg reflekteret over det og altså … der må have været så mange, der har vidst det.

I landsbyen var der kun én købmand og dermed kun et sted at købe alkohol. Altså må den lokale købmand også have studset over mængden af alkohol, moren indkøbte, forklarer Line.

– Det virker jo helt vildt i dag, men dengang var der simpelthen ikke det fokus på børns reaktion og behov, som vi siden har fået.

Line og hendes lillebror blev i første omgang boende hos moren, og så besøgte de faren hver anden weekend.

– I dag forstår jeg godt, at min far ikke kunne leve i det, og at han var nødt til at passe på sig selv. Det har jeg kun respekt for. For min mor har tydeligvis ikke ønsket at stoppe med at drikke.

Relativt kort efter skilsmissen flyttede han sammen med en ny kvinde og hendes tre døtre, og weekenderne i deres hjem stod i skarp kontrast til det liv, de var vant til hos moren.

– Vi lavede ting sammen, tog på ferier, spiste sammen og så film sammen. Men det gjorde det samtidig sværere for mig at fortælle dem, hvordan det rent faktisk var hjemme hos vores mor.

Blot et par år efter skilsmissen blev Lines mor som en konsekvens af sit alkoholproblem fyret fra sit job.

Familien flyttede derfor fra huset og ind i en lejlighed i et socialt belastet boligbyggeri med det, Line beskriver som mange ubehagelige typer.

Særligt højtiderne var svære, og selv om moren forsøgte at tage sig sammen, bar jul og børnefødselsdage præg af, at hun var træt og fuld. Det samme gjorde sig gældende, da Line blev konfirmeret.

– Først holdt jeg en fuldstændig almindelig fest hos min far, og om aftenen skulle jeg så fejres hos min mor. Men allerede da jeg kom hjem, var hun meget fuld. Min mormor og morfar blev virkelig flove og også rigtig kede af det. Det var en trist afslutning på en ellers virkelig god dag.

Det var også deromkring, Lines far og stedmor i samråd med moren besluttede, at broren skulle flytte hjem til dem, og det tilbud fik Line også.

– Jeg ville blive og passe på min mor. Min far og stedmor kendte jo ikke til en brøkdel af det, der foregik hjemme hos os, for jeg fortalte ingenting, slet ingenting. I dag ville jeg selvfølgelig ønske, jeg havde sagt noget, men dengang prøvede jeg bare at beskytte min mor.

Endelig fri

Men det blev sværere og sværere for Line at passe på sin mor. Da Line var 16, skulle hun sammen med sin daværende kæreste hentes af moren efter en gymnastikopvisning, men da moren langt om længe dukkede op, var hun tydeligt fuld.

Alligevel insisterede hun på at køre videre, og Line sad derfor og styrede rattet fra passagersædet.

– Det var fandeme pinligt. Hans forældre blev jo både vrede og enormt skuffede, og det var modbydeligt at være i.

Størstedelen af sin gymnasietid boede Line med sin mor, og når hun kom hjem, vidste hun aldrig, om moren var døddrukken, eller om hun sad hos nogle andre og drak. Uvisheden afholdt hende fra at tage veninder og kærester med hjem.

Som 17-årig flyttede hun ind i en lille lejlighed på ca. 20 kvadratmeter, og fordi hun endnu ikke var berettiget til SU, skulle hun få hverdagen til at hænge sammen for de børnepenge, som moren ellers ville have fået af faren.

Det efterlod hende med blot 500 kr. hver måned, og derfor havde hun hverken tv, internet eller telefon.

– Det var det fedeste. Jeg følte mig fri, for jeg havde aktivt valgt, at jeg ikke længere skulle passe på min mor. Så betød det ikke så meget, at jeg ingen penge havde. Desuden vidste jeg, at min far og stedmors dør stod åben. De bød på aftensmad og havde altid mad med til fryseren, når de kom på besøg.

Efter nogle år havde Line brug for en ny begyndelse et sted, hvor ingen kendte til hende og hendes baggrund.

Hun flyttede hjem til sin farmor på Fyn, fik arbejde på Egeskov Slot og mødte sin nuværende eksmand.

Kort efter flyttede de sammen til København, hvor Line begyndte at studere til markedsføringsøkonom.

Siden hun flyttede fra landsbyen, har hun set sin mor, som stadig lever, ganske få gange.

– Min mor var faktisk en rigtig god mor på mange punkter. Hun var meget humoristisk, så jeg er også stolt af at have noget arvemateriale fra hende. Men jeg har siddet over for hende mange gange og aftalt, at hun skulle begynde i behandling. Det lå klar til hende, det var gratis, og alligevel er hun endt med at takke nej hver gang. Når hun fravalgte behandling, fravalgte hun også mig.

I dag er Line afklaret med sin barndom. Hun er ikke vred, men har derimod sluttet fred med, at det var sådan, det var. Hun skammer sig ikke over den og fortæller åbent om sin opvækst, når hun møder nye mennesker. Nu ønsker hun at bruge sin erfaring til at hjælpe andre børn og unge.

Meningsfyldt vandretur

Line er en såkaldt mønsterbryder, og det er ikke svært at spotte hvorfor.

I dag sidder hun i sin store, velindrettede lejlighed i centrum af Odense. Hun er HR Business partner i et revisionsfirma, hun er spejderleder, og vigtigst af alt er hun en kærlig mor for sin 4-årige datter, Ida.

Hver anden uge er hun hos Line, og resten af tiden bor hun hos sin far, som Line var sammen med i 13 år, og som hun fortsat har en god og stærk relation til.

Til september rejser Line sammen med syv andre fynske kvinder i alderen 30-60 år til Nordspanien. Her skal de på fem dage gå en del af Caminoen – 120 kilometer i kuperet terræn.

Line er holdkaptajn for den fynske gruppe, men samlet set deltager godt og vel 100 danskere.

– Jeg kender ingen på forhånd, og det her med både at lære en masse mennesker at kende og samtidig have den fysiske udfordring, synes jeg, er rigtig fedt.

Turen har dog også et andet formål, nemlig at ”Gå for BørneTelefonen”, som eventet hedder. Det er arrangeret af Børns Vilkår, som driver BørneTelefonen.

Allerede tilbage i marts begyndte den fynske gruppe at samle penge ind, og det fortsætter de med helt frem til september. Målet er at samle 20-25.000 kr. ind pr. deltager.

Det foregår individuelt, men også sammen. Det kan være ved at kontakte virksomheder, som måske vil sponsere dem, eller ved at arrangere indsamlings-events som f.eks. et loppemarked.

Selv har Line planlagt at invitere på vandretur i sit netværk, hvor man betaler et beskedent beløb for at deltage.

– Jeg faldt selvfølgelig for tanken om at samle ind til BørneTelefonen, for det ligger mit hjerte meget nært. Havde BørneTelefonen eksisteret, da jeg var barn, tror jeg, det for mig kunne have været en god måde at bede om hjælp på og samtidig en ventil til at få luft. For de har jo ikke en aktie i barnets liv på samme måde, som min far og stedmor havde det.

Stedmoren er i dag, snart 25 år senere, fortsat farens kone. Med årene er hendes tre døtre blevet som søstre for Line, ligesom stedmoren er en reservemor og mormor for Line og hendes datter.

– Jeg kalder hende for smutti, for jeg bryder mig ikke om ordet stedmor, og hun er lidt sådan en mutti, så det er blevet til smutti. Og for Ida er hun momse.

– Jeg er ikke vred på min mor eller på dem, der måske burde have grebet ind, selv om jeg stadig undres. Men min mors valg skal ikke definere mig. Familie er jo ikke noget, vi selv vælger, og jeg skal ikke bevare kontakten til min mor eller far, bare fordi det er dem, der har produceret mig.