Mit liv er sat på pause

Sofies liv kan være forandret i morgen. Måske på torsdag. Måske først til foråret. Hun ved det ikke. Ingen ved det. Men der er ingen tvivl om, at Sofies liv vil se anderledes ud.

Sofie er 24 år, og hun venter på et helt særligt telefonopkald. Den opringning, der vil give håb og en chance for at leve det liv, der fra den ene dag til den anden for tre år siden blev ændret – og på en måde stoppede.

Hun var 21 år, nyforelsket i Kevin og havde givet sig selv et sabbatår, hvor hun ville tjene penge, feste med veninderne og nyde, at hele verden lå lige foran hende. Sofie arbejdede i et af køkkenerne i det populære og pulserende Aalborg Street Food marked.

Hun arbejdede mange timer, og en dag kom det snigende. En frygtelig madlede, som hun i et par uger slog hen som værende, fordi hun stod i den konstante mados fra markedets køkkener. Men da hun blev ved med at få kvalme, når hun havde spist, adlød hun sin mor og gik til lægen. En urinprøve afslørede med det samme for meget protein.

– Det kan være alt eller ingenting, havde lægens ord lydt, da hun gik derfra med plaster på armen fra blodprøverne.

Selv forestillede hun sig ingenting, men da hun et par dage efter blev ringet op på sit arbejde af lægen, viste det sig at være alt. Hendes tal var helt skæve, og hun skulle straks tage på sygehuset og blive undersøgt nærmere.

– Jeg var stadig ret afslappet med det og tænkte, at det nok bare var noget medicin, jeg skulle have, og så var jeg videre. Jeg frygtede på ingen måde, at jeg kunne være kronisk syg. Ikke i min alder, husker Sofie tilbage.

Hun var indlagt til undersøgelser hele weekenden, og hendes familie var ved hendes side, da lægerne kunne fortælle, at det var hendes nyre, den var gal med. Hun skulle begynde på et kemoforløb, som de håbede kunne stoppe den nedbrydning af hendes nyrefunktion, der var i gang.

Læs også:Tag stilling mens du lever

Træt og ingen energi

Det samme håbede Sofie mange gange i løbet af den næste tid, hvor hun var ind og ud af sygehuset til undersøgelser og behandling. Kemoterapien havde masser af bivirkninger, og hun var træt og uden energi.

Men det var egentlig først, da lægerne ni måneder senere lod hende forstå, at nu kunne de ikke gøre mere for hende, og at det var et spørgsmål om tid, før hun skulle i dialyse, at hun forstod, at hun var alvorligt syg.

– Også selv om jeg dårligt vidste, hvad dialyse gik ud på, siger Sofie med et lille smil.

For er der noget, hun har fuldstændig styr på den dag i dag, er det dialyse.

Fire dage om ugen i fem timer er hun på sygehuset og får renset sit blod. Liggende i en seng, hvor mobiltelefon eller tv er eneste form for adspredelse.

Sådan har det været i snart tre år, og sådan vil det være, indtil hendes telefon ringer med den særlige besked.

I august i år kom hun nemlig på venteliste til en ny nyre, og det betyder, at alt kan ske, men hvornår er der ingen, der kan sige.

Familiemedlemmer er blevet undersøgt for muligheden for at donere deres ene nyre, men der har ikke været et match, og allerhelst håber Sofie også på at kunne få en fremmeds nyre, så hun ikke kender vedkommende.

– Det har givet mig håb og mod på at drømme igen, at der nu er en potentiel chance for at blive rask. Jeg kan jo ingenting. Mit liv er gået i stå, erkender den unge kvinde, der ikke bebrejder, at venskaber er gledet ud, siden hun blev syg.

Hun varmer sig med, at kærligheden bestod. Kevin er der stadig – selv om Sofie tidligt meldte ud, at hun sagtens ville kunne forstå, hvis han gik fra hende. Det ønskede han ikke, og Sofie kan slet ikke beskrive, hvor meget han betyder for hende.

Læs også: Jeg vil gøre alt for min lille dreng

Ønsker ikke børn

– Jeg er jo bare ovenud lykkelig for, at han har valgt at blive sammen med mig, selv om jeg er kronisk syg, og det har haft masser af begrænsninger.

– Vi har haft nogle rigtig svære samtaler tidligt i vores forhold, men jeg har været nødt til at være ærlig og melde ud, at jeg ikke ønsker at få børn. Jeg er bange for at give min sygdom videre til dem og heller ikke have kræfter til børn. En donornyre holder ikke for evigt, siger Sofie.

Hendes kæreste er afklaret og indforstået med det. Den kærlighed må gå til parrets niecer og nevøer. Måske til et aflastningsbarn engang? Hvem ved …

Sofie har masser af tanker og forestillinger om, hvordan livet også kan se ud, når hun ikke længere er nyresyg.

– Jeg begyndte at græde, da de ringede og sagde, at jeg var kommet på ventelisten. Det er så surrealistisk og stort for mig. Jeg har kæmpet for det i snart tre år. Nu ved jeg, at jeg kan blive ringet op når som helst. Det er billetten til et andet liv. Nu kan det virkelig ske