Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Da Annette 37 år og Jørgen 39 år, skulle giftes, ringede Annette til Restaurant Ho Bugt vest for Esbjerg for at bestille en bryllupsmiddag. De havde nogle år tidligere været på udflugt til stedet og syntes, at der var rart. - Men det skal bare være i orden, sagde Annette. - Nå, har du forstand på det? spurgte ejeren. - Ja, jeg er udlært kok, svarede Annette. Og nu tog det ene ord det andet. Annette har altid gerne villet have sit eget, men havde egentlig opgivet. Da ejeren nu tilbød parret, at de da kunne forpagte det hele, blussede drømmen omgående op igen. - Så tog vi beslutningen. Det tog syv minutter. En gang imellem skal man jo være hurtig, før man når til alle betænkelighederne, smiler Jørgen.
Annette og Jørgen Tvorup tog en beslutning, da de i begyndelsen af 2008 var ude for at snakke bryllupsmiddag med ejeren: "Vi snupper hele restauranten",sagde de til hinanden.
Mødte hinanden til søs
Jørgen stak som 16-årig til søs fra hjembyen Aalborg, og han sejlede langfart i mange år. For fem-seks år siden kom han til at sejle for Esvagt A/S, der leverer service og sikkerhed til søs, blandt andet til boreplatformene i Nordsøen. Her mødte han Annette, der lavede mad om bord på skibet og da de begge var frie efter et tidligere ægteskab, blev det de to.
- Jeg friede et par gange, men Annette syntes ikke, at vi skulle gifte os. Men så en dag havde hun bestilt tid hos præsten. Det er åbenbart hendes måde at fri på, siger Jørgen med et glimt i øjet.
Baren og opvasken
Annettes datter Line på 15 år giver en hånd med. Der er nok at se til i restauranten ved den smukt beliggende Blåvandshuk Golfklub
Den 1. april i år overtog de restauranten og begyndte de at gøre tingene på deres egen måde. Blandt andet er de ved at indrette en billardsalon på førstesalen i den gamle gård. - Jeg kan både lave den helt ordinære mad og det mere fine franske, fortæller Annette, der ser det som en stor fordel at være udlært søkok og samtidig have erfaringer fra et ærværdigt og berømmet sted som Aalbæk Gl. Kro. - Men jeg måtte jo til at oplære både Jørgen og børnene. De skulle lære både at servere på den rigtige måde og at folde servietter. Jørgen arbejder stadig i Esvagt, men tager dagligt efter fyraften et nap med i restauranten, som regel til langt ud på aftenen. - Jeg står bl.a. for baren og sørger for opvasken. Til gengæld laver jeg ikke mad.
Holdt fri under bryllupsfesten
Annette har tre børn fra det tidligere ægteskab, nemlig Marie Louise på 18 år, Line på 15 år og Nicolai på 13 år. - De synes, det er sjovt, at vi på den måde pludselig har fået vores egen restaurant. Og så kan de jo godt lide, at de kan komme her og arbejde og tjene lidt penge til alt det, de nu har lyst til i den alder, siger Jørgen og Annette. De kan for øvrigt fortælle, at deres egen bryllupsfest gik, som den skulle, og at der i øvrigt var yderligere et par selskaber i gang samtidig. Men der var rigeligt med folk på, så den dag holdt de fri. Sådan da.
Af Kurt Balle Jensen