Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Victoria på 5 år vil remse op, hvem hun elsker mest.
– Jeg elsker mor og far og Brigitta, siger hun. Og Victoria er ikke den eneste, hvis hjerte Brigitta har vundet.
– Brigitta gjorde mig stærk i den hårde tid, stærk nok til at vinde i retten. Hun sikrede mig gode karakterer, da jeg skulle afslutte min uddannelse. Og hun er der for mine børn, som var de hendes egne, siger en på én gang forelsket og taknemlig Peter Falk om sin kæreste. En kæreste, som han er stensikker på, er Danmarks bedste.
Brigitta Hornum Andersen er 29 år og er netop flyttet ind hos Peter Falk, 38 og hans tre børn, Victoria, 5, Gustav, 8, og Cornelius, 10.
– Jeg skrev til Brigitta på nettet og inviterede hende på kaffe. Og der var med det samme god kemi, så allerede næste dag inviterede jeg hende igen, fortæller Peter. To måneder senere kaldte de to sig for kærester.
Læs også: Skriv til os om Danmark bedste kæreste og vind en rejse
Men egentlig begyndte Peter og Brigittas kærlighedshistorie meget længere tilbage i tiden. For helt præcis 13 år siden.
– Jeg var 16 år og boede hjemme hos mine forældre, og Peter var på job som tømrer. Han skulle lægge gulv hos mine forældre, griner Brigitta. Men ingen af de to tænkte videre over det korte møde, fordi aldersforskellen var upassende, og Peter allerede var i et forhold. Og før Peter var klar til at se Brigitta, skulle han lige prøve at gifte sig, bygge et hus, få tre børn og blive skilt igen.
Peter havde nok at se til. Det var sidst i juli 2015 og kun et halvt år siden, at hans ekskone, Marie-Louise, var flyttet ud.
– Jeg knoklede med at gøre huset klart til salg, samtidig havde jeg en knæskade, som gjorde, at jeg var nødt til at tage en ny uddannelse, da jeg ikke kunne holde til jobbet som tømrer, siger Peter.
Derudover rendte han til møder med sin advokat og i Statsforvaltningen, fordi Marie-Louise og han ikke var enige om, hvordan børnene skulle deles, og hvor de skulle have bopæl. Han fandt dog tiden til at kigge forbi Facebook-gruppen Singler i Nordjylland.
– Jeg var lidt nysgerrig og tænkte, at det bare skulle være en god ven, jeg kunne gå i biografen og drikke kaffe med, siger Peter. Og det var der, han genkendte de smukke, brune øjne.
– Men jeg meldte klart ud, at jeg ikke var klar til noget fast forhold, og at jeg ikke vil have flere børn, siger Peter. For han ville ikke spilde Brigittas tid. Men det fik ikke Brigitta til at holde sig fra at mødes med ham.
– Jeg blev med det samme forelsket i Peters personlighed og i hans udseende. Jeg følte mig tryg sammen med ham.
Da Brigitta mødte Peter, havde han stadig et knust hjerte fra sin skilsmisse. Brigitta talte med ham og lyttede til ham.
– Brigitta fik hver dag smilet frem hos mig, og hun bakkede mig hele tiden op, selv om kampen var sej, siger Peter.
Læs også om Karen Marie, som blev enke efter 40 år og fandt en ny kærlighed
En dag tydede noget på, at Peter alligevel gerne ville have Brigitta som noget fast i sit liv.
– Vil det ikke være hyggeligt, hvis vi inviterer Brigitta over til os, så hun kan være med til at spise hotdogs? spurgte Peter børnene en dag, da han havde hentet dem fra skole.
Sådan blev det, og Brigitta var hurtigt accepteret af de tre børn.
Hun arbejder som social- og sundhedsassistent og har ofte aftenvagter. Før i tiden brugte hun sine frie formiddage på at sove længe, men det har tre børn, som skal køres i skole og børnehave, lavet om på.
Victoria på 5 står ofte tidligt op, gerne mellem fire og fem, fordi hun vil have sin morgenkaffe. Så vækker hun Brigitta, og de to er nu blevet bedste kaffe-veninder. I de tidlige morgentimer kan de nå at vende mange ting.
– Det har været vigtigt for mig at møde børnene i et roligt tempo. Jeg har ikke villet tage styringen, og jeg har gjort meget ud af at være fars nye kæreste, og ikke en ny mor, fortæller Brigitta.
Selv om hun kun er 29 år og aldrig har tænkt på at vælge børn fra, så indstillede Brigitta sig med det samme på, at hun ikke skulle have sine egne børn.
– Jeg er så forelsket i Peter, at jeg accepterer, at vi ikke skal have børn sammen. I stedet får jeg opfyldt mit behov ved at være sammen med Cornelius, Gustav og Victoria, siger Brigitta.