Livshistorier
Min svigerfamilie reddede mit ægteskab
Emil ser flot ud i sit sorte arbejdstøj. Eller uniform, som han nogle gange kalder det. For sådan går folk, der elsker at lave mad, klædt. Emil bruger bevidst ikke ordet kok, for den uddannelse har han ikke. Men han har efterhånden lært så meget om arbejdet i et køkken, at det kun er lidt, han ikke kan.
– Jeg har det bare så godt, og det er Kettys skyld, siger Emil Jerløv-Eriksen, 25 år, med sit drengede smil. Han er autist og med den diagnose i rygsækken var barndommen og den tidlige ungdom ikke lige let. Han kunne ofte føle sig indesluttet og lidt trist.
Emil havde hørt, at Ketty, som har specialforretningen Kokken på Gl. Skivevej i Viborg, måske havde brug for en til at vaske op, men allerhelst en, som kunne være med til at lave mad. Så han opsøgte hende.
Og Ketty Juul Larsen, 63 år, gav Emil en chance, som hun har givet mange andre unge, hvis liv har formet sig svært. Emil kom i praktik og blomstrede op i løbet af kort tid.
– Jeg har fået egen lejlighed og får kun bostøtte et par gange om ugen. Ellers klarer jeg mig selv, når min mor eller Ketty altså hjælper lidt til. Det er for eksempel Ketty, som har været til læge med mig, fortæller Emil, som roser sin arbejdsgiver og gode ven i høje toner.
– Men Ketty kan altså også blive vred. Når hun først begynder at kalde os ved efternavn, så ved vi, at der er noget galt, tilføjer han.
Læs også: Sådan gik det, da mor og søn cyklede til Paris
Ketty Larsen er født på Tåsinge og kom i 1975 til Viborg, hvor hun havde forskelligt arbejde. Hun besluttede sig dog for at få en uddannelse og blev butiksslagter. Hun havde et stort ønske om at blive selvstændig, og det var så heldigt, at Viborg Smørrebrød kom til salg. Ketty slog til, omdøbte forretningen til Kokken og har nu drevet den i 30 år. Det er i øvrigt en præstation i den branche.
– Menukortet er ikke blevet ændret ret meget. Jo, vi har fået en salatbar, men ellers laver vi smørrebrød, lune retter og varm mad i bedste retro-stil. Altså ligesom dengang mor eller mormor var ung, fortæller Ketty og fortsætter:
– Vi ejer ikke en frituregryde, men bruger udelukkende smør til at stege i. Og dagens menu er de gode gamle retter: karbonader, frikadeller, medister, flæskesteg og i den retning. Det er noget, der specielt falder i de unges smag. Det minder om mors eller mormors gryder. Vi er det rigtige alternativ til pizza og anden moderne mad. Og vi bringer gerne aftensmaden ud.
Ketty er tidligt oppe. Klokken 04.15 er hun og hendes mand, Ivan, som er tømrer, i gang. Lidt senere dukker sønnen Kim på 39 år også op, han skal ud af huset og på arbejde. Ketty skal kun ned ad trapperne. Så er hun i Kokkens køkken.
Læs også: Johnni sagde farvel til narkoen - og goddag til lykken
Det var en tilfældighed, der gjorde, at Ketty for mange år siden tog en ung mand, Erik, under sine vinger. Han var populært sagt ved at falde ud over kanten på livets platform, men Ketty fik et fast greb i kraven på ham.
– Han overlevede på en lang række af små sejre og har uddannet sig inden for levnedsmiddelbranchen. Jeg er meget stolt af ham, ligesom jeg er stolt af alle mine andre unge, som enten henvises fra ungdomsskolen eller kommunen. Eller også tropper de selv op, fordi de har hørt om mig.
– Alle får en fair, men også fast hånd i oplæringen. Jeg prøver at fortælle dem, at jeg er glad for deres arbejdskraft, og jeg er endnu gladere, når de forstår, at det kommer dem selv til gode resten af livet.
– De skal videre på livets vej med en god anbefaling, at de er til at stole på og altid gør deres bedste i jobbet, understreger Ketty.
Det er meget forskelligt, hvor lang tid de unge er i forretningen. Enkelte er der nogle måneder, mens andre er heldige og senere får bevilget et fleksjob hos Ketty.
Tina Sødequist, 42 år, har fleksjob i 12 timer om ugen.
– Jeg tør ikke tænke på, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg ikke havde lært Ketty at kende. Hun er en fantastisk kvinde. Jeg har også en meget sød kæreste og mange venner. Jo, nu skinner solen også på mig, siger Tina.
Da Ketty begyndte for 30 år siden, anede hun ikke, hvilken vej det ville gå. Derfor kalkulerede hun også med at få et halvtidsjob ude i byen, hvis interessen for hendes mad ikke var der.
Men det kom til at gå meget anderledes. Efter kort tid ansatte hun sin første medarbejder, Lone Papsø, som har været med gennem alle årene.
– Historien om min ansættelse er, at Ketty skulle købe et komfur af min far. Og han sagde, at han kun ville sælge, hvis jeg fulgte med, fortæller Lone og slår en hjertevarm latter op.
Lone har netop holdt tre måneders sygeorlov på grund af problemer med ryggen. Og helt i Kettys ånd blev hendes afløser en ung mand fra Nepal, som for et par år siden havde været i praktik. Han har flair for at arbejde med mad og er meget stabil. Derfor er han nu fastansat og står stærkt, når han på et tidspunkt skal videre til et andet godt job.
– Jeg opfatter Danmark som ét stort kollektiv, hvor der skal være plads til alle. Hvor vi hjælper og støtter hinanden, siger Ketty.
Sammen med mand og søn er hun i øvrigt håndboldentusiast. De følger Viborgs dygtige håndboldkvinder på tæt hold, og Ketty har sponseret mange af de unge hold.
– Og så skal der være tid til en omgang præmiewhist en gang imellem, tilføjer Ketty med et smil.
Læs også: 12-årige Rasmus er ordblind, forfatter og smækfyldt med gode historier
Pladsen er meget trang hos Kokken, og derfor må arbejdet planlægges meget nøje, ligesom vagtskemaerne skal passe meget nøje. Al mad hos Kokken tilberedes af gode råvarer og helt fra bunden.
– Kunderne skal have den samme positive oplevelse, om maden er lavet til én eller til et par hundrede, understreger Ketty.
Forretningen er åben klokken 8-14 med bl.a. smørrebrød, frokostboller, lune retter og salatbar. Herefter holdes siesta, og der er åbent igen klokken 17-19.30 med dagens varme ret.
Læs evt. mere på Facebook.