Takker stadig Gud for dagen i dag

Der er mennesker, der træder ind i livet som hovedpersoner i skæbnehistorier mere dramatisk end nogen, som fødes i en digterhjerne. Ingrid Rasmussen er en af dem.

Blev boende hos bedsteforældrene
Ingrids far døde af tuberkulose i en alder af 25 år, og hans enke på 22 år flyttede med sin datter ind i sit barndomshjem, plejeforældrenes gård i Øster Bjerregrav få kilometer vest for Randers. Ingrids mor fik job i Randers, men Ingrid selv blev boende hos bedsteforældrene på gården, som hun kom til at betragte som sin faste base i tilværelsen, og hvor moderen indfandt sig på regelmæssige besøg.

Alene med skammen
Næste katastrofe i unge Ingrids tilværelse kom, da hun fyldte 20. Det viste sig, at hun var blevet gravid. - Dengang kunne man ikke få abort: Jeg var alene med skammen. Der var ingen udvej. Mit barn måtte bortadopteres og havnede på et spædbørnshjem i Kjellerup. Men jeg udkæmpede udmarvende kampe med min samvittighed. Fem uger senere fik jeg lov at se det barn, jeg havde født, og Hanni, som hun blev døbt, kom med hjem til gården. Tiden gik, og Ingrid blev gift.

Frygtelig ulykke
Søndag den 23. maj 1971 blev Peter på halvandet år væk! Og hans mor, Ingrid, fandt sin søn liggende dybt bevidstløs på cementgulvet. I sin uforstand havde han forsøgt sig med en stige og var styrtet ned. Peter udåndede på sygehuset. Han døde, før han var begyndte at leve for alvor.

Datter med leukæmi

Og med hans død forsvandt den sidste trøst for Ingrid og hendes mand, Knud, for en ubarmhjertig skæbne havde maget det således, at Peters storesøster, Hanni på syv år, var døende. Hun havde pådraget sig en leukæmi af en slags, som man dengang intet kunne stille op overfor. 16 uger efter Peters død, stod Ingrid og husbonden Knud igen ved en ny grav.

Kræft
Ægteskabet varede i 27 år og førte to sønner med sig. Men så kom skilsmissen. Derefter brystkræften. - Det er løgn, sagde jeg til mig selv. Det er umuligt, at jeg kan rammes af flere uheld. Men det kunne jeg altså. Man prøvede med strålebehandlinger og kemo, men til ingen nytte. Jeg måtte af med mit højre bryst, og bare halvandet år senere var kræften flyttet til det venstre og så igen stråler og en hård kemokur med samme negative resultat. Det kostede mit andet bryst med bare tre års mellemrum.

Tak, trods alt
For halvandet år siden fik Ingrid så konstateret kræft i lymfesystemet og måtte igennem endnu en rædselsfuld stråle- og kemokur. En følgevirkning er, at der er voldsomme hævelser på arme og hænder. Men Ingrid føler trods alt, at hun er sluppet heldigt, i hvert fald med livet i behold, for som hun siger: - Fortiden er væk, fremtiden kender vi ikke, tilbage er nuet. Dét lever jeg i, og når dagen er slut, folder jeg stadig mine hænder og siger tak for den. Trods alt

Af Ole Boje Foto: Henrik Bjerg