Tobias har vundet ostens svar på en Oscar

Der er gået ged i den på slægtsgården i Videbæk syd for Holstebro, og det er kun godt. Indtil for ganske nylig var gårdens fremtid nemlig usikker og dermed også gedernes.

– Der var nok mange, der syntes, det var tosset af os at åbne et gedemejeri. Eller det ved jeg, der var, siger 28-årige Tobias Christensen og blinker til sin far, der sidder for enden af spisebordet.

Ole Christensen har arbejdet med kvæg hele livet og regnet med, at Tobias ville følge i hans fodspor. Derfor var det også lidt af en overraskelse, da han ringede hjem en aften, mens han stadig var i praktik som landmand, for at meddele, at han ville til at holde geder.

– Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med, griner Ole, som i begyndelsen forsøgte at tale sin søn fra idéen.

Men Ingelise Christensen, som er mor til Tobias, kender sin søn og vidste, at der ikke var noget at gøre.

– Når han sætter sig noget i hovedet, kan man ikke tale ham fra det, siger hun og ryster let på hovedet.

Og det fik hun ret i, for Tobias havde allerede besluttet sig.

– Jeg har bare altid syntes, at geder var fascinerende. De er meget tillidsfulde, siger Tobias.

Smidt ud af skolen

To år senere flyttede kæresten, Anne Marie Madsen, ind på slægtsgården, og det var heldigt, for hun er uddannet landmand.

– Måske han så en fidus i, at jeg så kunne hjælpe til, siger hun med et glimt i øjet og smiler til sin mand, der sidder med parrets yngste, den knapt et år gamle Ellen, på skødet.

Ellen og hendes to storesøstre, tvillingepigerne Asta og Agnes, er femte generation på slægtsgården. De bor med deres forældre og bedsteforældre, som alle hjælpes ad med at passe gederne. Håbet er lysegrønt som strøelsen, der er spredt ud på staldgangene, som Asta og Agnes suser op og ned af på deres trehjulede cykler. Men vejen hertil har ikke været nem.

Tobias har altid vidst, at han gerne ville være landmand og arbejde med dyr, men han havde svært ved at finde sig til rette på Landbrugsskolen.

– Jeg har nok altid været skoletræt, siger han. – Jeg larmede og forstyrrede lidt for meget, det er vist ikke nogen hemmelighed.

Det hjalp heller ikke, at den unge mand pure nægtede at tage det sprøjtebevis, som skolen krævede, fordi han vidste, at han ville arbejde med økologi.

Til sidst blev Tobias bedt om at forlade landbrugsskolen. Uden sit eksamensbevis havde den dengang 20-årige landmandssøn ikke mange andre muligheder end at springe ud i det, og i 2016 købte han sine første 120 malkegeder og et malkeanlæg.

Spildt mælk

De første par år var hårde at komme igennem, det indrømmer Tobias og Anne Marie gerne. Skindet blev akkurat holdt på næsen ved at sælge mælken til de mejerier, der kunne overtales, men gedemælksproduktionen i Danmark er lille, og der er ikke mange mejerier, som vil købe gedemælk. Blandt andet fordi det er billigere at få fra udlandet, og fordi danskerne foretrækker komælk. Men det burde der laves om på, hvis det står til Tobias.

– Herhjemme er vi for dårlige til at oplyse om, hvad gedemælk kan, siger Tobias og henviser til, at gedemælk er nemmere for menneskekroppen at nedbryde end komælk. Dertil kommer, at en ged kræver mindre foder end en ko.

Ikke desto mindre stod Tobias og Anne Marie med håret i postkassen, da det sidste mejeri valgte at opsige kontrakten i marts 2023. Deres 260 malkegeder stoppede jo ikke med at producere mælk, bare fordi der ikke var nogen, som ville købe den.

– Vi tog fat i samtlige mejerier i hele landet, men ingen ville have noget med os at gøre, siger Anne Marie.

Det kom så vidt, at parret i desperation købte et sæt kalve, som kunne drikke mælken, bare så den ikke gik til spilde.

– Der begyndte vi så småt at indstille os på, at det nok var det, siger Anne Marie.

Men eventyret var ikke slut endnu. I et sidste forsøg på at finde et mejeri, der ville tage mælken, lavede parret et opslag på Facebook, som endte med at blive delt 12.500 gange, og pludselig var der bid. En mand i Sønderjylland tilbød, at de kunne købe hans mejerimaskiner, og samtidig ville han så lære Tobias, hvordan man laver ost.

Det gode græs

Det må og skal lykkes, husker Tobias, at han tænkte, da han og Anne Marie valgte at acceptere mandens tilbud. Mens Anne Marie tog sig af parrets nyfødte, blev slægtsgården omdannet til mejeri.

– Havde du spurgt mig for et år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle have mit eget mejeri, siger Tobias, der er trukket i mejeristens uniform med hårnet og blå overtrækssko.

Af de knapt 300 geder, der bor på gården i dag, malkes omkring 260. Det bliver til mellem 300 og 400 kilo ost om ugen. Otte forskellige slags gouda, gedeost i saltlage og friskost producerer Tobias, som har måttet smage sig frem undervejs og lære af sine fejltagelser.

Ved spørgsmålet om, hvad der skal til for at lave en god ost, smiler han hemmelighedsfuldt.

– Smag har meget med foder at gøre, siger han og gør et nik med hovedet i retning af de marker, som har været i familiens eje gennem fem generationer.

– Det er vigtigt for mig, at dyrene kommer på græs. Det vil jeg have, for det er dyrevelfærd, fortsætter Tobias, der stadig ikke kunne drømme om at bruge sprøjtemidler.

Markerne hjælper Ole med at slå, så gederne også kan æde sig mætte i saftigt sommergræs om vinteren. I dag er han glad for, at Tobias fulgte sin drøm, for Ole selv har også lært en masse nyt.

– Geder er spændende at arbejde med, men også lidt besværlige. Mange tror, at geder kan tåle alt, men det kan de ikke. Faktisk er deres maver ret sarte, forklarer Ole.

Ostens Oscar

For mindre end et år siden kunne Tobias og Anne Marie ikke få afsat deres mælk, men nu har de svært ved at følge med efterspørgslen, som ikke er blevet mindre af, at en af deres oste er blevet kåret som landets bedste.

Tobias havde kun haft sit mejeri i otte måneder, da han vandt Gourmetprisen for bedste hårde ost i maj.

Prisen vandt han for næsen af store, etablerede virksomheder, men som vestjyde ligger det ikke til Tobias at være stor i slaget. Af samme grund har han ikke nemt ved at sætte ord på, hvad det betyder for ham, at hans ost har vundet så stor en pris.

– Det er jo mejeristens svar på en oscaruddeling, siger han, og til trods for vestjysk beskedenhed er stoltheden i det skæve smil ikke til at tage fejl af. – Det er et kæmpe skulderklap, som giver troen på, at det hele nok skal gå alligevel.