
Nu får alle danske Matador-fans mulighed for at eje tøj fra Danmarks mest populære tv-serie.
Auktionshuset Bruun Rasmussen har nemlig sat udvalgte kostumer fra "Matador" under hammeren, og du kan byde indtil den 8. december 2026.
Se tøjet og vurderingen i galleriet ovenfor.
Selv om det er næsten 50 år siden, "Matador" blev vist for første gang, betragtes tv-serien stadig som den bedste og mest poulære, danske, underholdningsserie gennem tiden. Og man kan stadig se den på dr.dk/tv.
Kostumerne i Matador er med til at definere hver enkelt karakter og deres sociale position.
Maude Varnæs går altid i sarte pasteller, der matcher hendes helbred, praktiske Ingeborg Skjern bærer ofte kjoler i groft, brunt stof og livlige, sexede Gitte Graa vimser rundt i pyjamasbukser i silkelook i flere af scenerne.
Bag kostumerne stod svenske Ulla-Britt Söderlund, der havde vundet en Oscar for kostumer til Kubricks film ”Barry Lyndon”, i tæt samarbejde med Nordisk Films kostumechef Ulla Houmann.
Ulla-Britt Söderlund specialiserede sig i historiske kostumer og havde en uovertruffen evne til at genskabe tidstypiske look. Ofte syede hun selv tøjet for at forstå stoffets bevægelse og give skuespilleren størst mulig frihed.

Når de 12 stykker tøj fra "Matador" kommer på auktion hos Bruun Rasmussen, er det i selskab med kostumer fra andre film og en anden berømt, dansk tv-serie.
Man kan nemlig også komme til at eje udvalgte stykker tøj fra "Krøniken", Dirch Passer-filmen "Mafiaen – det er osse mig" samt en grønlandsk folkedragt fra Erik Balling-filmen "Qivitoq" fra 1956.

Et stykke tøj, der til gengæld aldrig kommer på auktion, er fru Fernando Møhges grå atlaskes (en atlask-kjole er syet af tykt, vævet stof med blank overflade).
Den blev der ellers talt meget om i "Matador", da enkefruen gerne ville have den syet om et hav af gange. Men det blev ikke til noget, og kjolen blev aldrig vist i tv-serien. Den eksisterer kun i vores fantasi.
Alle interesserede kan se de unikke kostumer på eftersyn hos Bruun Rasmussen på Nørgaardsvej 3, 2800 Kongens Lyngby, inden auktionen løber af stablen den 8. december. Læs mere på bruun-rasmussen.dk.
Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.