Vi er nogle værre kræmmere

Mandag, 8. september 2008
af Redaktion
De kalder sig Frk. Fin, men de er hverken frøkner eller specielt fine. De er et par ganske almindelige seje sønderjyder og mødre, der har knoklet hårdt for at gøre deres hobby til et levebrød.
Foto: Jørgen Ploug
Foto: Jørgen Ploug

Britt og Carina elsker at handle.
- Ja, i virkeligheden er vi nok nogle værre kræmmere, siger veninderne, som i dag ejer to butikker med navnet Frk. Fin, i henholdsvis Sønderborg og Gråsten. Men hvordan kom de i gang med at omdanne hobby til levevej?

Homeparties med brugskunst
- Vi begyndte at sælge ud på loppemarkeder. Vi skulle både af med babytøj og ting og sager, vi havde købt til vore hjem, fortæller Carina. Den 1. april 2005 startede de eget firma.
- Vi havde overhovedet ikke forstand på at drive et firma, men vi fandt da ud af det, og så begyndte vi at køre rundt til homeparties med brugskunst, fortæller Britt. De fik sig en trailer, som de fyldte op med kasser fyldt med brugskunst. Og pludselig gik det stærkt! Nogle uger var de ude alle hverdagsaftener samtidig med, de skulle passe deres daglige jobs og familier. Heldigvis bakkede mænd og børn dem op.

Endelig blev drømmen udfriet
Den første tid turde de slet ikke tage penge ud af firmaet.
- Men så kunne vi jo pludselig se, at vi faktisk havde tjent nogle penge, siger veninderne, som valgte at tage en shoppingtur til New York. I efteråret 2007 tog Carina springet, og nu i foråret 2008 har Britt taget det: De har sagt deres arbejde op som henholdsvis socialrådgiver og pædagog, og de åbnede først Frk. Fin i Gråsten og nu Frk. Fin i Sønderborg.
- Det har jo ligget i luften, at vi ville have rigtige butikker efter tre år på vejene. Drømmen er gået i opfyldelse. Og man er ikke i tvivl om, at humøret har været med til at bære igennem.

Af Kurt Balle Jensen