Vi forstod, at vores ø havde brug for os

”Hej Julie. Du kender mig ikke, jeg hedder Lone Søndergaard. Du må hjælpe din ø”.

Sådan lød introduktionen i det telefonopkald, Julie Skaar modtog, for snart 10 år siden.

Lone er, ligesom Julie selv, fra Ærø, og hun skulle sammen med andre lokale repræsentere Ærø-foreningen på Folkemødet det år, og de manglede altså en facebookside. Julie læste på det tidspunkt kommunikation på Københavns Universitet, så hun måtte kunne hjælpe, mente Lone. Og det kunne hun.

På det tidspunkt vidste Julie ikke, at opkaldet var startskuddet på et nyt arbejdsliv og et årelangt samarbejde med Lone Søndergaard og barndomsveninden Nina Rydahl Andersen.

Også Nina studerede på det tidspunkt i København og fik senere arbejde som tv-tilrettelægger på DR. Når hun mødte nye mennesker, var det første, hun fortalte om sig selv, at hun var fra Ærø, fordi der for Nina ligger en stærk identitet i netop det.

– Når man først har boet på Ærø, oplever mange at få øen ind i et af hjertekamrene, og så sidder den der og niver lidt, når det går skidt, og købmanden pludselig lukker. Det gør, at man i et eller andet omfang altid cirkulerer om, hvad man kan gøre for Ærø, for man kan ikke holde ud, hvis øen ikke skal klare sig, fortæller Lone.

Den følelse kan både Nina og Julie genkende. Da de to veninder boede og læste i København, hørte de pludselig, at færgen og dermed færgeruten mellem Rudkøbing og Marstal skulle lukke. Selv om det ingen indvirkning fik på deres dagligdag i København, gjorde det alligevel ondt. Sidenhen blev færgen rent faktisk reetableret af private kræfter, som samlede over 12 millioner af marstallernes sparepenge sammen og fik bygget en færge, som i dag sejler mange gange dagligt.

Det var præcis mentaliteten omkring at tage ansvar og investere i det lokalsamfund, som i sin tid har formet dem, som Lone talte til, da hun i 2016 tog fat i Julie og Nina, fordi den gamle motorfabrik var kommet til salg.

– Enten har man Ærø med sig og vil sin ø, og ellers er man væk herfra og orienterer sig ikke tilbage. Og der var noget, der blev vækket i både mig og Nina, da Lone tog fat i os. Vi er voksne nu, og vi er nødt til at betale noget tilbage til det her sted, siger Julie.

”MOTORFABRIKEN MARSTAL”. De originale bogstaver, som efter overtagelsen er blevet restaurerede af Ninas far og efterfølgende malet af Nina selv, hænger flot på bygningens facade ud mod Havnegade. Alligevel er der noget, der skuer … Til spørgsmålet om, hvorfor de har valgt blot at have et enkelt K i ”fabriken”, falder svaret hurtigt og selvfølgeligt: Det var det, der var.

Faktisk er alt det, der virkede, blevet bevaret, bl.a. det gamle køkken og badeværelse på bygningens førstesal. For selv om bygningen fra 2017 og frem til 2022, hvor den officielle åbning fandt sted, gennemgik en kæmpe renovering, har de tre kvinder ønsket at være tro mod det, der var engang. Og det var altså et enkelt K.

Siden slutningen af januar 2017 har de mange kvadratmeter tilhørt Julie, Nina og Lone. Her mødte de op i retten i Svendborg og afgav et bud på 1.000 kr., og det var nok. Fra den dag var de ejerne af en kæmpestor, nedlagt og lettere faldefærdig fabrik.

– Når der står sådan en forladt spøgelsesbygning midt på havnen, giver det hurtigt byen en tung og mismodig stemning. Og i stedet for at tænke ”jamen, hvorfor er der ingen, der gør noget?” gik det op for os, at nu var det måske vores tur til at gøre noget, siger Nina.

Da købet gik igennem, skiftedes de tre dog om at tvivle på, hvorvidt det nu var en god idé. Måske fordi ingen af dem nogensinde havde sat deres ben i fabrikken eller så meget som kigget ind ad vinduerne. Dybest set vidste de ikke, hvad det var, de havde købt.

– Det var jo i virkeligheden lidt et impulskøb, griner Nina.

Den oprindelige tanke med det såkaldte impulskøb var, at stedet skulle rumme i alt fire elementer: Et kulturhus med events, et kontorfællesskab for øens mange hjemmearbejdende, et element, der pegede bagud i historien, men også noget, der pegede fremad, og som særligt var for de unge.

På den måde ville stedet både appellere til turister og lokale og kunne holde åbent hele året.

Lokal holdånd

Men inden de nåede så langt, måtte stedet gennemgå en omfattende renovering. En proces, der krævede, at Nina, Julie og Lone sammen tog stilling til hvert et hjørne i den kæmpestore bygning.

Først og fremmest skulle der rejses penge til projektet, og fordi det regnede ind gennem taget, som ifølge kvinderne næsten var ved at falde sammen, var der ikke en eneste bank, der ville låne dem så meget som en krone. De første to millioner fik de i stedet af en lokal mand, som ønskede at finansiere taget.

At det ikke længere regnede ind, gjorde det nemmere for andre at se potentialet, og lige så stille fik kvinderne rejst 15 millioner kroner. De formåede sågar at komme på finansloven i hele fire år, hvor de hvert år fik tildelt 500.000 kr.

Trekløveret er dog helt enige om, at de aldrig gik ind i projektet, fordi det var en potentiel guldgrube, tværtimod.

– Hvis det her sted kan gøre byen stolt, skabe noget holdånd og en fælles identitet, så er vi nået virkelig langt, siger Julie.

Holdånden opstod allerede under tilblivelsen, hvor de lokale blev inviteret med til idémøder om, hvad stedet skulle kunne i fremtiden. Det skabte en følelse af, at det her var et fælles projekt, og det blev det ved med at være. Blandt andet har mange af dem, der tidligere stod i lære på Motorfabriken, hjulpet med at rydde den store bygning.

– Jeg tror nærmest ikke, der er nogen her i byen, der ikke har lånt os en trailer eller er trukket i en kedeldragt for at hjælpe, siger Nina.

Fem år senere, i foråret 2022, havde Julie, Nina og Lone i samarbejde med resten af Marstal skabt et sted, der netop rummede alt det, de i sin tid satte sig for.

I bygningens ene ende havde de indrettet et museum med mange af de originale maskiner fra den gamle motorfabrik, som i dag er ejet og udlånt af Marstal Søfartsmuseum. Et andet sted i bygningen havde de etableret et værksted, primært for unge, med bl.a. 3D-printere.

Ovenpå er værelserne blevet indrettede som separate, små kontorer, mens den gamle stue udgør et stort fælles kontorrum. I et værelse sidder en keramiker og en væver, i et andet en grafisk designer og i et tredje en kontormedarbejder. Desuden afholder Motorfabriken Marstal hvert år massevis af koncerter og events.

På fortidens skuldre

Hvor Nina og Julie er henholdsvis 37 og 38 år, er Lone en generation ældre. Hun har for nylig fejret sin 60-års fødselsdag, og her blev hendes rolle i samarbejdet understreget.

– Der var over 70 mennesker, og alle havde det tilfælles, at de enten havde fået en bolig, en bil, et job eller sågar en kæreste gennem Lone. Og i vores samarbejde er hun også menneskekenderen. Hun har set, værdsat og aktiveret alle de frivillige og er generelt en netværker, siger Nina.

– Til gengæld får jeg ikke lov at boltre mig på Facebook, griner Lone. – Der har vi hver især en realistisk indsigt i, hvor styrkerne ligger.

Lone, der i mange år har arbejdet som jordemoder, har i dag fortsat 28 timer hver uge på Rigshospitalet i København, mens også Julie har et deltidsjob, hvor hun bl.a. hjælper virksomheder med at skrive forretningsplaner og søge om EU-midler. Resten af tiden bruger de to på Motorfabriken på Ærø, og det gør de ganske gratis.

Nina, der også fungerer som daglig leder, er som den eneste fuldtid på projektet, men det betyder langt fra, at hun bliver fuldtidslønnet, understreger hun. Julie og Nina er desuden begge flyttet tilbage til øen sammen med deres familier for bedre at kunne investere sig i den gamle motorfabrik.

– Vi bilder os ikke ind, at vi er kommet som sådan nogen messiasser og har fået det her til at blomstre. Vi står på skuldrene af en årelang tankegang om generøsitet og hjælpsomhed, som kendetegner lokalsamfundet, og som vi selv er vokset op med. Vi har bare givet en hånd til et samfund, som på et tidspunkt var blevet lidt gråt, siger Nina.

Trekløveret ønskede at skabe et sted, som emmede af historie, miljø, rummelighed og en stemning, som gav folk lyst til at komme der. Det har de gjort. I fremtiden drømmer de om fortsat at give gæsterne en oplevelse af, at på Ærø foregår tingene med en anden ro og i et andet tempo.

– Når den sidste færge er sejlet, skal man bare være her og være i det. Det er da meget federe omgivelser at holde f.eks. en konference i end på et almindeligt hotel. For når du er på Ærø, er du frihedsberøvet på en anden måde, og det er jo i virkeligheden en gave, siger Lone.