Mette greb sin datter, da alt kollapsede: Dansen reddede os begge

For 13 år siden brugte Mettes datter ofte hele dage liggende sammenkrøllet i en seng i deres udestue. Hun græd hele tiden, ville ingenting, og når Mette snakkede til hende, fik hun ikke svar. Hver nat holdt bekymrede tanker Mette vågen, men når dagslyset meldte sin ankomst, gjorde hun alt for at skjule sine frustrationer.

Hvis Nanna havde brækket sin arm, havde Mette vidst, hvad hun skulle gøre for at fikse situationen, men det her følte Mette sig magtesløs overfor. Hvordan skulle hun nogensinde kunne hjælpe sin datter, når hun ikke engang vidste, hvad der var galt?

54-årige Mette Jelbert fra Odense har altid haft et tæt forhold til sin 30-årige datter, Nanna Jelbert. Som barn var Nanna en glad og pligtopfyldende pige, som elskede dans og var dygtig i skolen. Tidligt begyndte hendes mor dog at blive bekymret for hende.

Når Nanna skulle have gummisko på, snørede hun snørebåndene igen og igen, indtil sløjfen var perfekt, og når hun skulle i skole, havde hun altid klude med sig. Hun frygtede nemlig mødet med sine klassekammerater i en sådan grad, at sveden dryppede ned af hende, når hun trådte ind i klasseværelset.

– Jeg begyndte at tænke, at det var for meget. Ingen skulle kunne sætte en finger på Nanna, og alt skulle være perfekt. Det var ikke naturligt mere, men blev noget, der hvilede over hende, fortæller Mette.

Da Nanna begyndte på gymnasiet, tog problemerne til. Hun ringede konstant til sin mor og sagde, at hun var bange for, hvad hun kunne finde på. Hver gang, Mette fik sådan et opkald, smed hun, hvad hun havde i hænderne for at være der for sin datter.

– Morsyge fik en helt anden betydning. Jeg følte mig afhængig af hende, og hun måtte nærmest ikke forlade mit værelse, siger Nanna, og hendes mor tilføjer:

– Jeg havde alle kasketterne på. Det blev jeg nødt til, for jeg vidste ikke, hvor jeg skulle finde hjælp. Mine tanker og mit hjerte var hos Nanna.

Endelig en forklaring

I gymnasietiden havde Nanna en periode, hvor hun hver dag var på farten fra tidlig morgen og til sen aften. Mette så, hvordan den travle hverdag pressede hendes datter, som i forvejen havde det skidt, og fik hende overtalt til at sætte farten ned. Men på det tidspunkt var det for sent.

En dag, da mor og datter var ude og køre en tur, blev Nanna pludselig overvældet af en følelse af meningsløshed. ”Jeg føler, jeg spilder min tid,” sagde hun til sin mor, og efter det er der helt sort i Nannas hukommelse. De næste otte dage, hvor hun lå sammenkrøllet i udestuen, husker hun kun i korte glimt.

– Det hele kollapsede for hende. Pludselig følte hun ikke, at noget kunne lade sig gøre. Det var, som om hendes forstand og hendes krop blev forenet. Virkeligheden gik op for hende, og jeg tænkte, at hun bare skulle have lov til at være i det, fortæller Mette.

Da Nanna kom til sig selv igen, tog Mette hende med på psykiatrisk afdeling. Her havde Mette flere gange søgt svar på det spørgsmål, der havde plaget hende i så mange år. Hun ville vide, hvorfor hendes datter havde det dårligt, men ingen havde nogensinde givet hende en god forklaring.

I hvert fald ikke indtil den dag, hvor lægen endelig sagde noget, der fik brikkerne til at falde på plads. Hendes datter led af social angst og depression.

– Da jeg fandt ud af, hvad det vil sige at have social angst, gav alt mening. Det er ikke, fordi det betyder noget, hvad det hedder, men jeg ville gerne vide, hvad det var, fortæller Mette.

Da Mette endelig forstod, hvorfor Nanna havde det dårligt, kunne hun begynde at overveje, hvordan hun kunne hjælpe. Mette kom til at tænke på dansen, som havde givet Nanna stor glæde som barn. Hvis hun kunne få Nanna til at danse, kunne hun måske se sin datter smile igen?

– Nanna var tøvende, da jeg foreslog, at hun skulle danse, men vi kom alligevel afsted. Her oplevede jeg, at hun var en helt anden, når hun stod på scenen. Hendes sind begyndte at åbne sig igen på grund af dansen.

– Det gav mig meget at kunne komme ud og danse igen, og jeg vidste, at min mor var der til at tippe mig tilbage, hvis jeg væltede, fortæller Nanna.

Dansen fjernede ikke Nannas problemer, men den gav hende en snert af glæde tilbage i dagligdagen. Hun blev modigere, og selv om hun havde det dårligt, begyndte hun at arbejde som danseinstruktør og selvstændig. Hun fik en mere normal hverdag, og med støtte fra hendes mor og senere en psykolog, som kunne give hende redskaber til at håndtere angsten, begyndte hun langsomt at finde tilbage til sig selv igen.

Og det var ikke kun Nanna, som pludselig fandt et åndehul på dansegulvet. I lang tid havde Mette udelukkende fokuseret på datterens velvære, men når hun nu dansede, kunne hun endelig få lov til at give sig selv plads igen.

– Dansen gav mig en masse glæde. Når man først står der på gulvet, skubber man alt andet væk, fortæller hun.

Ville gøre det igen

I dag har Nanna det godt, og det er en stor glæde for Mette at se sin datter smile igen. Nanna er enormt taknemmelig for sin mors støtte. Uden den er hun ikke sikker på, at hun ville være, hvor hun er i dag.

– Min mor har været personen, som gjorde, at jeg ikke væltede helt. Jeg er heldig, at jeg har haft hende.

Både Nanna og Mette er enige om, at der ikke kun er kommet dårligt ud af den hårde tid, de gik igennem sammen. Det har nemlig givet dem et helt unikt bånd. Man kommer hinanden nær i svære tider, og både mor og datter er taknemmelig for deres tætte relation.

– Det har været enormt svært, men vi har fundet ud af, at man kommer ovenpå igen. Det bedste, vi har fået ud af det, er, at vi er kommet tæt på hinanden og virkelig har lært hinanden at kende, siger Mette.

Sommetider får Nanna stadig nedture, men hun har lært at håndtere dem og ved, at de aldrig varer ved. For nogle år siden blev hun gift, og hendes kone har i dag taget noget af ansvaret af Mettes skuldre.

Nu kan Mette fokusere på at have morkasketten på, når hun er sammen med sin datter, og hun stoler trygt på, at Nannas kone nok skal gribe hende, hvis der bliver brug for det.

– Det var en lang periode, hvor vi overlevede fremfor at leve, men jeg ville gøre det igen til enhver tid for mine børn. Intet er perfekt, og det skal det heller ikke være. Det er en del af at være menneske, smiler Mette.