Ham der ejede fiskebilen i Hørning, kunne nemt være kommet ud af det med underskud, men heldigvis levede Jeanett ikke kun af fisk alene, selv om Brian, der stod i fiskebilen, gladelig havde foræret hende både fisk, vogn og sig selv på et sølvfad dengang for små syv år siden. Han var nemlig ret vild med Jeanett. Han turde bare ikke sige det til hende.
Jeanett gik hjem med sin fisk – som hun havde fået gratis – og tænkte på Brian Wohlert. Hun havde mødt ham for første gang, da de gik på produktionsskole sammen. Dengang var de 16 og 17 år, og Brian havde en kæreste, så Jeanett ville ikke trænge sig på. Hun var ikke sikker på, at han ville bryde sig om hende.
Sådan har de hver for sig spildt en del år. Nu er de endelig blevet kærester, oven i købet gift og bor i nærheden af Bjerringbro. Sammen.
Fiskebilen
Når man er 16 og 17 år er der meget, der skal prøves af, og det gjorde de hver for sig i de følgende år. Brian opbyggede sig et ry som en vild knægt, der i selskab med de forkerte. Mest fordi Brian aldrig var god til at sige nej, når han havde mødt nogen, der sagde, de var hans venner. Der var kærester, der var forskellige arbejdspladser som ufaglært, der var fart på hans liv.
Det var der på sin vis også på Jeanetts. Hun fik arbejde på kontor, blev gift og fik en søn.
Begge manglede de noget, selve meningen med deres liv. Og så gjorde de hver for sig noget ved det.
– Jeg havde et dårligt liv og trængte til at komme væk fra byen. Derfor købte jeg et lille billigt hus i Lee – og så var det, jeg fik job i fiskebilen. Jeg vidste ikke noget om fisk, men det kom jeg så til, og så var det jo, jeg så Jeanett igen og fandt ud af, hvorfor jeg aldrig havde glemt hende. Alligevel gik der tre år, før vi igen mødtes.
Gangsteren Brian
Jeanett og hendes mand havde det ikke godt sammen. De holdt bare ikke nok af hinanden. Heller ikke efter at deres søn Sebastian kom til verden, og en dag blev de så skilt.
– Jeg havde tænkt på, om sådan en gangstertype, som Brian var på det tidspunkt, var noget for mig. Jeg var sådan en stille og rolig pige, og nu hvor jeg var alene med min søn, skulle der absolut ikke være nogen problemer. Første gang vi mødtes igen, tog vi med min dreng på Mols Bjerge for at se Fregatten Jylland – og så kunne jeg pludselig ikke tro på det: Jeg sagde til Brian, at han var alt for sød. Jeg måtte have en pause, for det hele gik for stærkt.
Han tog hjem til sig selv og sit hus i Lee igen, mens Jeanett blev i sin lejlighed ved Aarhus.
Nu er det alvor
Sådan kunne det være endt med de to igen, hvis Brian ikke pludselig var kørt galt.
- Jeg tudede og tudede og var helt ude af flippen. Han kunne være død i den ulykke. Hvorfor kunne jeg ikke bare gribe ud efter ham, når det nu var ham, jeg ville have, tænkte jeg .
Og det gjorde hun så. Den aften i 2014 blev de kærester. Kort efter flyttede de sammen i hendes lejlighed. Sebastian var begejstret, og Brian var lykkelig. Han havde fået både kone og barn – og en svigermor: Hun flyttede nemlig også sammen med de unge i en periode, fordi hun var for syg til at klare sig selv på det tidspunkt.
Ikke mange unge mænd på 26 år er parate til kone og barn og svigermor, men sådan var Brian ikke. Han elskede hele pakken – og derfor elsker Jeanett sin Brian.
Han er heller ikke den, der render sin vej, når det bliver svært, siger Jeanett.
For det blev svært: Jeanett blev gravid med lillesøster, hun blev syg med bækkenløsning og måtte ligge det meste af graviditeten. Brian blev husmor, husfar, svigersøn og oppasser - og han elskede det. Den 23. januar i år blev Brian og Jeanett gift – for nu er de færdig med at spilde tiden.
HVEM ER DANMARKS BEDSTE KÆRESTE
Traditionen tro vil vi her på Famiie Journal her i sommer foretage en kåring af en speciel person. I år vil vi gerne finde Danmarks bedste kæreste.
Når vi siger kæreste og ikke mand eller kone, er det, fordi det naturligvis gælder for både gifte og ugifte par. Det er helt enkelt din partner – eller din elskede, om man vil – du skal indstille. Og naturligvis kan både mænd og kvinder indstille og blive indstillet.
Synes du, at din kæreste fortjener titlen ”Danmarks bedste kæreste”, så send en kort begrundelse til os. I løbet af sommeren kontakter vi nogle af indsenderne med henblik på at bringe en artikel om parret. Mod slutningen af sommeren trækker vi lod blandt de indsendte forslag. Gevinsten er en dejlig rejse efter eget valg.
Du kan sende en mail til bedste@familiejournal.dk – husk at angive din postadresse – eller sende et brev til Greta Johannsen, Familie Journal, postbox 420, 0900 Kbh. K.