Jeg fik min hest, Ferdinand, af mine forældre, da jeg blev konfirmeret. Jeg havde ønsket mig en hest, siden jeg var lille, og var begyndt til ridning, men jeg havde aldrig troet, jeg ville få en. Da min far kom gående med ham op ad indkørslen til vores landejendom, smeltede mit hjerte, og jeg sprang min mor og far om halsen.
– Tak, jublede jeg lykkeligt. – I er de bedste!
Ferdinand blev min bedste ven. Når jeg siger det til folk, der ikke har haft med heste at gøre, kigger de ofte underligt på mig. Hvordan kan man have en bedste ven, man ikke kan snakke med? spørger de som regel. Det er rigtigt, at Ferdinand selvfølgelig ikke kunne snakke, men han blev mester i at aflæse min sindstilstand. I mine ungdomsår var han min trofaste støtte, når jeg havde kærlighedssorger.
Min hest var en god ven
Jeg fik mit hjerte knust første gang, da jeg gik i 2.g og blev droppet af Mark, som gik i klassen over mig. Hjertesorg er selvfølgelig altid slemt, men der er nu noget særligt sønderknusende over det, når man er teenager. Jeg følte, hele min verden faldt sammen, fordi Mark ikke ville have mig, og når jeg stod i stalden alene og striglede Ferdinand, fortalte jeg ham, hvordan jeg havde det. Selv om Ferdinand ikke forstod ordene, var det tydeligt, at han kunne mærke, når jeg var ked af det. Han lagde mulen på min skulder og kiggede på mig med sine rolige brune øjne, og jeg vidste, at han altid ville være på min side.
Læs også: Min hest har givet mig livet tilbage
Da Ferdinand var 8 år, fik han konstateret astma. Han havde tabt sig og hostet i en periode, og jeg begyndte at blive bekymret for ham, så jeg ringede efter en dyrlæge. Dyrlægen var hurtig til at få ham diagnosticeret og sat i behandling. Behandlingen hjalp, og jeg var lettet og glad, men snart fik jeg en ny ubehagelig overraskelse. Et par dage efter min 24-års fødselsdag fortalte mine forældre, at de skulle skilles.
Min mor havde fundet en anden. Jeg havde ingen søskende at støtte mig til, og i de første par uger var jeg meget ked af det. Selv om jeg var voksen, var jeg stadig deres barn, og de havde altid været min base. Nu var det slut. Jeg var bekymret for min far og vred på min mor for at splitte vores familie, og magtesløsheden gjorde mig så frustreret.
Jeg tog ud til Ferdinand, og vi red en lang tur i skoven. Jeg lod mig selv være ked af det, og da vi kom tilbage til stalden, havde jeg fået det bedre. Jeg tilbragte meget tid med Ferdinand den næste periode, og gradvist blev jeg i bedre humør. Jeg kunne lide forudsigeligheden i at tage mig af ham, sørge for, at han fik sin medicin, at han var ren og mæt. Han var min støtte og det holdepunkt, som mine forældre ikke længere var.
Det var dog ikke kun mit livs svære tider, jeg delte med Ferdinand. Da jeg som 30-årig var blevet gift med min mand, Morten, og et års tid senere fødte vores første barn, var Ferdinand fortsat min tro følgesvend. Jeg fortalte ham om min lykke, og han kvitterede ved at slikke mig i øret.
Ferdinand blev syg
Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan mit liv ville have været uden ham og endnu mindre, at han en dag ikke længere ville være en del af det. Derfor tog det mig også alt for lang tid at indse, hvor syg han var blevet. Han var 19 år, da jeg en forårsdag langt om længe tog mig sammen og igen ringede efter dyrlægen. Ferdinand havde før været sløj om vinteren, uden at det var alvorligt, men noget i mig vidste, at det var anderledes denne gang.
– Det ser ikke godt ud, sagde dyrlægen, da han havde set til Ferdinand. – Vi kan give ham mere medicin, men det vil ikke løse problemet særlig længe. Han er gammel. Jeg tror desværre, vi er kommet dertil, hvor det vil være bedst at aflive ham.
Først blev jeg vred. Det kunne da ikke være rigtigt, at man ikke kunne gøre mere. Jeg gik ud på gårdspladsen foran stalden, mens dyrlægen stod derinde sammen med Ferdinand. Det var en kold og klar dag, og jeg kiggede ud over markerne, mens jeg tog en dyb indånding.
Der gik ikke længe, før jeg indså, at jeg burde høre efter, hvad dyrlægen sagde. Han havde erfaringen og vidste, hvornår det var på tide at give Ferdinand fred. Problemet var, at jeg ikke var klar, og det ville jeg nok aldrig blive. Ferdinand var min bedste ven, og jeg havde ikke lyst til at sige farvel til ham.
Jeg gik ind i stalden igen.
– Okay, sagde jeg til dyrlægen.
Inden dyrlægen gav Ferdinand indsprøjtningen, lagde jeg hovedet mod hans for sidste gang.
– Tak, fordi du altid har passet på mig. Nu er det på tide, at jeg giver dig fred, sagde jeg, mens tårerne trillede ned af mine kinder. Ferdinand kiggede på mig, som altid med øjne, der så ud til at forstå. Han slikkede mig på kinden, og jeg aede ham, mens dyrlægen gjorde sit arbejde.
Ferdinand faldt roligt i søvn og sov ind, mens jeg holdt om ham, og selv om den næste tid blev svær for mig, fandt jeg trøst i, at det var det bedste for Ferdinand
Vil du have flere gode læserfortællinger?
Hver uge finder du læsernes egne fortællinger i Familie Journal.
