Når man er falckredder, skal man ikke altid regne med, at man har fri juleaften. Sidste jul sluttede min vagt kl. 23, så jeg kunne lige nå hjem og ringe til mine forældre, ønske dem en god jul og fortælle, at jeg selvfølgelig ville komme til julefrokosten næste dag. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det for mit vedkommende ville blive en forkortet julefrokost.
Jeg var hjemme kort før midnat, og allerede da jeg stod ud af min bil, hørte jeg en insisterende, klagende lyd fra hækken. Jeg gik derhen og fandt en forpjusket kattekilling, der på en eller anden måde havde fået sat sig selv fast i de tørre grene.
Læs også: Karlo hjalp mig gennem sorgen
Forsigtigt, men ikke uden at få rifter på hænderne, fik jeg det lille dyr gjort fri. Så snart den mærkede, at den ikke længere sad fast, sprang den forskrækket uden for rækkevidde. Jeg tænkte, at det måske var en kat fra kvarteret og så beklagende på den.
– Kan du så smutte hjem, kammerat? mumlede jeg og gik op til hoveddøren for at låse mig ind.
Jeg nåede ikke at dreje nøglen rundt, før katten sad på dørtrinnet. Den var ikke længere bange, tværtimod strøg den sig rundt om mine ben. Jeg skubbede forsigtigt til den, men selv om den helt tydeligt var bange, ville den vist også gerne med ind i varmen, og jeg bøjede mig ned for at samle den op.
Læs også: Min hunds nye familie
Den sprang straks til siden og hvæsede dæmpet. Et øjeblik stod jeg bare og kiggede på den, så åbnede jeg døren. Jeg var sikker på, at den ville løbe væk, men til min forbavselse smuttede den indenfor. Da jeg havde fået overtøjet af, så jeg mig om efter det lille dyr. Den sad henne i et hjørne og dirrede af frygt, men samtidig advarede den mig med samme dæmpede hvæsen som udenfor mod at komme nærmere.
Selv om jeg var ærgerlig over, at det lille vilddyr var smuttet med ind, gik jeg ud i køkkenet og fandt lidt mad frem. Den var tydeligt afmagret. Da jeg satte skålen ned på gulvet, kom den forsigtigt nærmere. Igen ændrede den helt karakter og strøg sig rundt om mine ben.
– Du er da en mærkelig en, sagde jeg og slog mig ned ved bordet. Jeg fandt mobilen frem og ringede som lovet til mine forældre. Mens jeg snakkede med dem, blev katten færdig med at spise. Den trak sig lidt baglæns, mens den vedvarende holdt øje med mig.
Jeg skulle have det lille dyr sat ud, inden jeg gik til ro. Det var umuligt. Jeg kunne ikke fange den. Så måtte den blive til næste dag. En avis på gulvet var eneste mulighed for et kattetoilet, og efter at have arrangeret det gik jeg i seng.
Læs også: Donna glemte mig aldrig
Selv om jeg havde haft en 24-timers vagt, vågnede jeg meget tidligt. Det første, jeg så, var katten, der sad på min dyne og stirrede på mig. Måske havde den i nattens løb fundet ud af, at jeg ikke var så farlig, for da jeg forsigtigt rakte ud efter den, hvæsede den ikke. Den trak sig en anelse tilbage, men jeg fik dog lov til at røre den med fingerspidserne.
Katten fik tun til morgenmad. Efter det var isen brudt. Jeg fik lov til at stryge den over ryggen. Jeg fik også lov til at løfte den op, men da jeg ville sætte den ud, var den som et lyn inde igen.
Jeg gik en rundgang i kvarteret, men ingen savnede en kat.
– Den kommer nok fra sommerhusområdet, sagde en af naboerne. – Nu har du sgu fået husdyr, Kasper.
Min nabo fik ret. Katten, som jeg kaldte Agnes efter en gammel kæreste, var fast besluttet på at blive boende hos mig. Jeg forkortede julefrokosten sammen med familien. Jeg kunne ikke være hjemmefra alt for længe.
Læs også: Min svigerdatter ignorerede mig
Agnes modtog mig halvt med glæde, halvt med den tidligere forsigtighed. Hun var en dame med sin helt egen vilje, og da hun udså sig min bedste og ældste lænestol til soveplads, ja, så måtte jeg jo bøje mig. Når hun havde valgt at sidde fast i netop min hæk, så hang jeg åbenbart på den lille ekstra julegave, hun var.
Som tiden gik, udviklede Agnes og jeg et varmt venskab, men altid på hendes betingelser, og da jeg senere mødte Sissel og inviterede hende med hjem, havde jeg på forhånd advaret hende om, at der allerede var et andet hunkønsvæsen i mit liv.
Agnes tog nu straks Sissel til sig, men ét sted sætter Agnes grænser. Hvis nogen nærmer sig hendes lænestol, bliver hun fornærmet. I år bliver det en anderledes jul. For første gang skal den holdes i mit hus. Mit og Sissels og Agnes’. Jeg skal på vagt julenat, men det gør ikke noget. Når gæsterne er gået, har Sissel og Agnes hinanden.
