Det møde, jeg vil fortælle om, var så dejligt, at det var som balsam på to blødende hjerter. Vi er et modent ægtepar, som på det tidspunkt havde været hundeforældre til en lille, men viljefast og meget charmerende gravhund. Et af vores børnebørn mente, at han var klogere end mennesker, og vi var ikke utilbøjelige til at give hende ret.
Da han kom ind i vores liv, var han bestemt ikke velpasset, og det var tredje gang, han skulle have nye ejere. For os blev det kærlighed ved første blik, så da vi efter syv gode år måtte sige farvel til ham, græd vi og låste vores hjerter godt i. Vi skulle ikke have flere dyr i vores liv. Det gjorde alt for ondt at miste sådan en ven, som vi havde delt skønne oplevelser med, og som var med os overalt.
Men weekenderne i vores sommerhus var alligevel hårde at komme igennem – for vores ellers så sunde livsstil med lange ture ved skov og strand med en nysgerrig lille hund i snor var jo slut. I haven gik duerne i fred, og svæveflyverne kunne kredse over grunden uden at få et par fornærmede bjæf for at være i ”vores luftrum”.
Læs også: En læser fortæller: En dronning flytter ind
Vi hankede op i os selv, og en efterårsweekend tog vi os endelig sammen. Nu ville vi gå en lang tur. Vi startede ud søndag morgen i højt, klart vejr. Vi ville gå en af de længste ruter og så bagefter hjem til rundstykker, kaffe og morgenavis. Vi vandrede rask af sted og talte om det fantastiske vejr. 50-100 m var vi nået af ruten, da et jammerskrig ramte vores ører. Vi så os omkring. Var høgen i gang med at arrangere et morgenmåltid af en ikke-samarbejdsvillig fugl?
Vi kunne intet se på himlen, men fra en samling enebærbuske kom en lille, sort killing spurtende efter os i lange spring, miavende højt og skingert. Vi stoppede og ventede. Den kastede sig bogstaveligt talt ind til vores ben, og mens den miavede, så den op på os med gulgrønne øjne. Skulle vi – os med hjertedøren lukket i for dyr – give os i kast med at gøre bekendtskab med en lille sort kat?
Nå – vi kunne da forsøge at få konstateret, om den var uskadt, havde øretatovering osv. Vi kendte et par kattemennesker, vi kunne spørge om det videre forløb.
Læs også: En læser fortæller: Min hund hjalp mig ud af ensomheden
Fra familie og venner ved vi, at katte normalt ikke er de store yndere af bilture, så vi måtte se, hvordan det ville gå. Killingen var næsten udelukkende ved egen hjælp kravlet op i armene på min mand og klemte sig ind til ham. Han hjerte var allerede smeltet.
Vi traf en beslutning: Ingen vandretur. Vi vendte tilbage til bilen, satte os ind og lukkede døren. Uhm, den lille lagde sig til rette, men hvad så nu? Vi var bevidste om, at det at starte bilen kunne koste os venskabet – men nej, det tog den også helt roligt. Så var der lige en sidste hurdle: Vi skulle over kvægristene, og selv i krybefart rumlede det godt i bilen, men heller ikke der reagerede vores nye, lille ven. Det var åbenbart dejligt at være i menneskehænder igen trods alt. Hvilken tillid!
Derhjemme havde vi intet i huset til uventede gæster. Vi skulle jo alligevel omkring brugsen efter rundstykker og avis, så vi så, hvad vi kunne finde der af mad og så selvfølgelig en pose kattegrus. Vel tilbage igen i sommerhuset så vi på herlighederne. Vi så en tynd, men smuk, natsort killing. Den spiste med dyb koncentration og virkede afslappet ved synet af et gammelt vandfad fyldt med kattegrus.
Læs også: Min dyr gav mig livsmodet tilbage
Nu måtte vi have vores kattevenlige venner på besøg, så de kunne få en kop kaffe og besigtige vidunderet. De søde mennesker kom straks og medbragte forsyninger. Der var killingefoder, en rigtig kattebakke med det rigtige grus og en smuk transportkasse i flettet pil. Vi finder ud af, at der er tale om en lille han, ca. fem måneder gammel og umiddelbart sund og rask. Han har fået en god start på livet hjemme hos en dygtig kattemor. Den selvsikkerhed, han har lagt for dagen ved at vælge sig nye mennesker, spise, kontrollere sit nye sted og derefter snuppe en lur i solen i stuens bedste stol, tyder på et afbalanceret sind.
Efter besøg og opringninger til dem, der bor omkring findestedet, lavede vi fremlysningsplakater, og vi besluttede, at vi ville være de nye katteejere, hvis den oprindelige ejer ikke meldte sig. Vi må tilstå, at vi efter et par dage ikke var så glade, når telefonen ringede med ukendt nummer.
Vi er faktisk beærede over, at Blaky (det er han døbt nu) valgte os til nye ejere, da vi vist må se i øjnene, at han ellers var blevet overladt til en uvis skæbne efter at have været sommerkat hos uansvarlige mennesker.
Men nogle andre menneskers dårlige beslutning endte med at hjælpe os til at få et lag lægende balsam på vores tidligere så hudløse hjerter. Den oprindelige ejer dukkede aldrig op, i stedet kan Blaky nu regne med os. Han er vores hverdags helt.
